Oversættelsesuddrag fra Erindringer fra Prag, rejseberetning til tidsskriftet Nutiden, 1880.

(Baggrundsinformation til denne tekst findes her på hjemmesiden)

Minder fra Prag, 1880

(...)
Vi var i Josefstadt, som i korridorerne kaldes det jødiske kvarter.
Et virvar af smalle gyder, der er så trange, at den, der er faret vild med hest og vogn, kun med største forsigtighed kan manøvrere sig mellem husrækkerne, mens de mennesker, han passerer, presser sig mod muren eller forsøger at gemme sig i nicherne, der fungerer som boder. De høje, smalle huse er sorte af alderdom og snavs, der aldrig er blevet vasket væk. På gadeniveau kan man gennem lave, buede åbninger svagt skimte et rum. Indenfor er det mørkt og muggent. På gulvet ligger en samling af ting stablet i en bunke, der udstråler en fugtig, muggen lugt. Fedtede sorte silke-bønnekåber, falmede farvestrålende skjorter, beskadigede vaklende stole, fattige tæpper. I et hjørne en bunke skår, et andet sted glimt af glas eller falsk smykker. Midt i det hele bevæger menneskelige skabninger sig. En sløv kvinde med et blegt, visnet ansigt og en blegbrun paryk, der sidder skævt på hendes pande, en indskrumpet, grå mand, et par børn med grimme, karikaturistiske træk og stram, grå og snavset hud. Udenfor står nogle mennesker og prutter om prisen.
Tre, fire personer spærrer vejen. Der kommer en vogn, og gruppen spredes. Et par af dem skynder sig ind i boderne, men der er hurtigt ikke mere plads. Udenfor på gaden står en mor med to små børn presset op ad muren. Den ene kryber væk under mors nederdel, den anden kigger op, bange og nysgerrig. Ansigtet har stadig bløde træk, de brune øjne er alt for store, læberne er blege, håret falder sløset og slapt over kinderne. Deres mor ser ikke op, hun er travlt optaget af at sprede sin slidte nederdel for at beskytte sine små og holde dem tæt ind til muren for at forhindre, at hjulet rammer dem, eller at en hestehove kan ramme dem. Tavst og passivt står gruppen der uden en utålmodig bevægelse, uden et anklagende blik. Kun det lille barn stirrer på vognen med det nedarvede udtryk af melankoli og resignation, resultatet af generationers håbløse fattigdom. 
Der sidder damer i vognen, damer fra andre steder. En af dem læner sig ud af vognen, griber barnets hånd og presser penge i den. Med et overrasket smil viser den lille sin mor gaven. Hun tager barnet op i armene og mumler den hebraiske velsignelse, mens hun lader barnet nikke og vinke til den kørende vogn.
Lidt længere fremme sidder en mand på en stol på gaden og læser. Det er en bog med hebraiske bogstaver, formodentlig Talmud, måske en bønnebog. I sin vide sorte bønnekåbe og med en rød kalot på sit tynde hår, sin brun-grå og tørre hud, der stramt spænder over de knoglede kindben, sidder han og mumler og slikker sine fingre, når han bladrer i sin bog. Vognen kommer tættere på. Han rører sig ikke, ser ikke op, sidder bare og stirrer frem for sig med det fatalistiske, ubevægelige, klare blik, der er karakteristisk for fanatikere og østerlændinge. Kusken råber til ham. Det går ikke op for ham, selvom hjulene næsten skraber mod hans stol...       

Vi stod foran den gamle synagoge, 'Altneuschul' på jiddisch. En travl mand med gråt skæg inviterede os med en strøm af ord og fagter til at lade ham vise os rundt. Efter lidt tøven fulgte vi ham gennem en lille dør i et hjørne, en dør, der var så lav, at vi måtte bukke os for at komme igennem. Bag døren var det mørkt. Mens vi en efter en bøjede os og uden at kunne se en hånd foran øjnene ventede på, hvad der skulle ske, gentog han for hver enkelt af os med en sangagtig tone, som om det var en rituel besværgelse: 'En, to, tre trin, mine damer og herrer! Og så igen: en, to, tre trin, mine herrer.' Og ganske rigtigt gik vi ned ad seks dybe trin og endte i 'Schul'. Som forventet var der mørkt og fugtigt, med en kælderagtig lugt. Udefra havde vi bemærket to runde åbninger midt i den lille spidse og sorte facade. Indenfor viste disse to huller sig at være de eneste lyskilder. Gennem hver af dem faldt en skarp lysstråle skråt ned mod gulvet, hvor der tegnede sig en rund, gul lysplet. Omkring den – kold grå mørke og i nicherne og hjørnerne dybe, tilslørende skygger. Et pergamentbog med stive mørke blade ligger åbent foran korlederen.

Det 'evige lys' brænder foran Torah-skrinet, 'den hellige kiste', hvor Torah-rullerne opbevares bag et forhæng. I forhænget skinner slidt guldtråd rustrødt i refleksionen fra de to skrå lysstråler. På hver side af forhænget står en mærkværdig søjle, den ene af træ, den anden af sten. Begge er lige så sorte, lige så forvitrede, med en ejendommelig dragekrop uden krop, asymmetriske svinglinjer, grove perlemorsornamenter uden begyndelse eller slutning og desuden skæve og ulige i størrelse - værket af en kulturbarbar med en uøvet hånd. Ifølge vores guide er den træpille ny, kun 500 år gammel, men den stenpille er ligesom den gamle del af bygningen, kælderen, 1300 år gammel. Det lyder meget gammelt. Alligevel har man en tendens til at tro, at manden taler sandt. Det er som om man befinder sig i en spøgelsesverden herinde.
Væggen er skæv med gapende sorte revner, det forvitrede puds er skaldet af, så man kan se de forskudte sten, der med deres skæve og smuldrende hjørner borer sig ind i hinanden. 
Jernspikre holder det hele sammen. Det hele ser ud, som om det er ved at styrte sammen, meget vaklende og spøgelsesagtigt, men alligevel stærkt nok til at modstå mange århundreder endnu!
Inden for disse mure har generation efter generation haft de samme tanker, talt de samme ord og udført de samme handlinger. Langt efter vores død vil det samme gentage sig her i en uendelig række. 
En slags håndgribelig evighed sænker sig over dig, og bevidstheden om tiden forsvinder. Du føler dig både trykket og rørt.
Tavse og alvorlige klatrer vi op af den tusindårige mørke mod det dæmpede dagslys i den smalle gade, hvor fattige mænd og kvinder skubber sig foran os for at tigge.
En gammel, sortbrun kvinde med en hud, der er krøllet af utallige rynker i hendes indfaldne ansigt, sidder stille på en trappe. Hun kan sandsynligvis ikke gå. Nogen giver hende penge, og hun nikker tavst og langsomt til os med et stramt, melankolsk, sløvet blik. Det blik følger os, og da vi forlader det jødiske kvarter, løfter hun svagt en udslidt hånd og vinker. Vi vender os om og vinker tilbage. Og den vink bliver vores farvel til Prag, som er så rig på historie – en by, vi aldrig vil glemme.