(Baggrundsinformation til denne tekst findes her på hjemmesiden)

Hovedpersonen, en ung dansker, som læseren aldrig får at vide navnet på, fortæller som jeg-fortæller om en tjenesterejse til udlandet. På hjemrejsen gør han holdt i Mecklenburg i Tyskland for at ordne nogle personlige anliggender. Den stive livsstil hos den lokale befolkning virker ubehagelig på ham. (Er dette en skjult hentydning til politikeren Von Bernstorff, der stammer fra en familie i Mecklenburg og som ved at begrænse pressefriheden var medansvarlig for forvisningen af P.A. Heiberg? Det er ikke nærmere angivet, hvilket år dette foregår i, men ud fra beskrivelsen af den unge mand kan man udlede, at det må have været i det sidste årti af det 18. århundrede, der var præget af fransk løshed og revolutionær entusiasme, Thomasine Gyllembourgs egen ungdomstid.

'Den stive adfærd og den strenge etikette, den manglende lethed i omgang og samtale kan man næsten ikke forestille sig i vores dejlige København, hvor der ikke er spor tilbage af den aristokratiske stolthed og stivhed, der kendetegner det nordlige Tyskland...'

Der er ikke meget munterhed at finde, selv en bal er ikke særlig underholdende. Nyheden om, at selskabet fra Mecklenburg vil blive udvidet med en ung dansk dame på gennemrejse til Danmark, lyder derfor som musik i vores unge mands ører.

Hendes behagelige, uformelle omgang, den åbenhed, hvormed hun mødte mig, den ungdommelige munterhed, hvormed hun dansede med mig, opløftede hele mit væsen så meget, at det forekom mig, som om Jette H. var sendt til mig af en god fe for at trøste mig. Og måske var det heller ikke hendes mindste fortjeneste, at hun var usædvanlig smuk og derfor strålede som en sol midt blandt de andre damer, for skønhed er trods alt en ret sjældenhed i det nordlige Tyskland.

Læseren fornemmer det allerede: Fortælleren bliver i denne situation dybt forelsket i den smukke landsmandinde, og inden længe frier han impulsivt til hende:

'Jeg kan ikke huske, hvordan det ene ord førte til det andet, men vi kom hjem som et forlovet par.'

Til sin glæde opdager han hurtigt, at Jette ikke kun er smuk, men også talentfuld: hun kan spille klaver, synge og lave håndarbejde. Hvad mere kan en forelsket ung mand ønske sig?
Jette fortæller på et tidspunkt om sin halvsøster Maja, datteren fra sin fars første ægteskab, som siden hun tiende år er vokset op (og blevet opdraget) hos en onkel i Sverige. Denne onkel er for nylig død, og forlovelsen mellem Maja og onklens søn er blevet brudt, fordi denne unge mand har fundet en ny kæreste. Stakkels Maja. Men Jette har ikke meget godt at sige om Maja:

"Åh," sagde hun, "hun er sikkert et godt barn, men som jeg sagde, er hun så stiv og distanceret og højrøvet, at det ikke er behageligt at omgås hende."... "Er hun smuk?" "Nej, slet ikke. Og hun har heller ikke noget nævneværdigt talent. Det bedste, hun kan, er at arrangere måltiderne, siger mor, for det roste onkel hende altid for. Og at hun sørgede for, at hans hus var så smukt og hyggeligt."

Og nu kommer Maja til Jettes familie. En ikke særlig tiltalende udsigt.

Jette rejser til København, og de to holder som sædvanlig kontakten ved at korrespondere. Det giver manden nogle tvivl, for Jettes breve afslører hendes mangler: sjusket håndskrift, stave- og stilfejl og frem for alt: hendes breve er så tomme, så intetsigende...
Så kommer vennen Anton forbi med et brev til Maja og en anmodning om at lægge et godt ord ind for ham hos Maja. Denne Anton tegner netop et meget kærligt billede af Maja. Alt dette får fortælleren til at reflektere over sine følelser, over kærlighed, over den lykke, som kærlighed giver, og om ægteskabet også kan være lykkeligt uden lidenskab.

Tilbage i København irriterer det ham hurtigt, at Jette altid er at finde midt i en syklub af snakkende veninder. Den forfængelige pige har ikke andet i hovedet. Husstanden er rodet, og måltiderne mangler enhver form for stil:

'Altid det samme kaos og uro, det konstante syning af tøj, kraver og hætter osv., som om der ikke findes andet i verden end pynt og mode.'

Også husets far er træt af denne uorden, og nu venter man på, at Maja skal tage styringen i huset. Faderen giver skylden for Jettes overfladiskhed til moderens mangelfulde opdragelse. Det er faktisk mændene i familien, der skal sørge for en god skolegang og generel udvikling, og han undskylder derfor, at han har svigtet på dette punkt.
Fortælleren bliver stadig mere klar over, at Jette ikke er hans type, men hans pligtfølelse tvinger ham til at overholde sit ægteskabsløfte. Han griber dog alle muligheder for at udskyde brylluppet.

Og så kommer foråret, og med maj måned kommer også Maja: en lille, raffineret kvinde, meget spinkel og letbygget, med et ungdommeligt og muntert udseende – hun lever op til sit navn, var det ikke gudinden Maja, som maj måned er opkaldt efter? Hun er indbegrebet af fornuftig og alvorlig beskedenhed. Og vores fortæller fortaber sig i hendes himmelblå øjne, der som det var afspejlede et glimt af en højere verden – sandelig en ren romantisk vision, hvor materien er et spejlbillede af den højere idé. Der er ikke sparet på rosende ord for at beskrive hende: ædel, raffineret, yndefuld, elegant, civiliseret og med en fortryllende klangfuld stemme samt et ganske vist ikke teknisk perfekt, men meget følsomt klaverspil: 'marier sa voix au son de la lyre'. Det er forståeligt, at hun styrer husholdningen med fornuft, harmoni og smag.
Og vores unge mand sukker: "Før vidste jeg ikke, hvordan det føltes at elske nogen af hele mit hjerte og med hele min sjæl."
Også Maja har sine forestillinger om kærlighed og ægteskab – et ægteskab bør kun indgås, hvis der er ægte gensidig kærlighed og en sammensmeltning af to sjæle, der deler glæder og sorger og ønsker hinanden det bedste.

Fortælleren kan ikke undgå at aflevere Antons kærlighedsbrev. Til hans forvirring afviser Maja Antons tilnærmelser (som i øvrigt er yderst respektfulde), fordi han er hende meget kær som ven, men hendes hjerte tilhører en anden (fortælleren antager uden videre, at det drejer sig om hendes eksforlovede). Genspejler Majas reaktion tonen og indholdet i Gyllembourgs egen lettre remarquable?
I mellemtiden nærmer brylluppet med Jette sig med stormskridt. Tilfældet kommer fortælleren til undsætning, da forretningsmæssige forhold kræver hans tilstedeværelse andetsteds.

Efter otte måneder, hvor han har kunnet tage afstand fra al den følelsesmæssige uro, vender han tilbage til København, hvor han finder alt hjemme hos Jette uændret, bortset fra at Maja virker præget af sorg. Det tilskriver han naturligvis savnet efter hendes forlovede. Han indser, at hans følelser for Jette er forsvundet.

En dag, nemlig på hans fødselsdag, sidder vores mand hos Maja, der spiller en følsom romance på klaveret. Hun har et armbånd med et lås, hvor Amor er afbildet.

"Åh Maja," sagde jeg, "den mest elskelige af alle kvinder! Giv mig dit armbånd som fødselsdagsgave. Så vil jeg bære det med mig i mit liv og efter min død..." "Nej, ikke denne, Amor. Der er et bedre tegn til dig som minde om din søster Maja." Og hun tog et rubinbesat kors af sin ørering. "Dette kors er et anker, der ikke må lette hjertet ... et symbol på håb."

Han opfatter det forståeligt nok som et tegn på hendes kærlighed til ham.
Inden han får lejlighed til at betro sig til familiens far om sine følelser, fortæller Jette ham om en drøm, hvor han brød forlovelsen. Det bliver lidt for meget for ham, og han skynder sig væk.
Den næste dag besøger faderen ham med beskeden om, at Henning, Maja's eksforlovede, er kommet, fuld af anger og undskyldninger. Beatrice, den kvinde, han havde forladt Maja for, kom fra et strengt katolsk hjem, hvilket viste sig at være uforeneligt med Hennings lutherske tro. Af sorg over denne umulige forbindelse er Beatrice trådt ind i klosteret, hvorefter Henning i et år ventede på hende ved klostermurene. Den tilsyneladende så utro Henning har åbenbart alligevel et ædelt karakter. Gyllembourg fordømmer Henning ingen steder: han er smuk, har gode manerer og falder i god smag hos kvinderne. Også Jette er meget charmeret af ham.
Faderen tror, at Maja og Henning nok skal finde sammen igen, deres bånd er så stærkt, at de endda er på du. Henning begynder da også at bejle til Maja igen, men hun får ham til at indse, at han stadig elsker Beatrice og ikke hende.
Henning har på sin fars dødsleje lovet at gøre Maja lykkelig, men det behøver selvfølgelig ikke nødvendigvis være gennem et ægteskab.
Så dukker Anton op igen. Han er stærkt imod, at 'den engleagtige Maja' gifter sig med den utro kvindebedårer. Ordvekslingen mellem Anton og Henning bliver så heftig, at det truer med at ende i en duel, medmindre Maja vælger en af dem som ægtemand. De heftige følelser og spændingen er på sit højeste. I det øjeblik blander vores fortæller sig i striden: Maja må aldrig under tvang give sin hånd til nogen. Og han er der også, hans hjerte tilhører hende. Så forsvinder hele verden omkring dem, de 'omfavner hinanden, og [deres] sjæle og læber smelter sammen i et saligt kys'. Duellen bliver aflyst.

Den næste dag vil vores fortæller besøge Maja for at tale om den komplicerede situation, der er opstået: han er forlovet med Jette, hun er mere eller mindre knyttet til Henning. Men når han kommer frem, får han at vide, at alle stadig er i dyb ro efter alle de følelser, de har gennemgået den foregående dag.
Hjemme igen opdager han, at Henning og faderen har været forbi for at drøfte noget. Fuld af usikkerhed om, hvad der venter ham, tager han igen til Jettes hus. Der griber Henning fat i ham og indrømmer, at han og Jette vil fortsætte sammen. Han har et brev med, hvor Jette bryder forlovelsen.

'Min overraskelse og glæde var så stor, at jeg næsten ikke kunne holde brevet i hånden, fordi jeg rystede så meget, og måtte sætte mig ned.'

Efter denne overraskende vending, som Gyllembourg nærmest har tryllet frem med sin tryllestav, er vejen banet for alle forelskede personer, og partnerbytte gør det muligt at danne harmoniske par, der passer sammen karaktermæssigt.
Jette og Maja bliver ført ind i stuen af deres far med de smukke ord:

'Her er den røde og den hvide rose. Må de fremover ikke længere være årsag til strid mellem deres riddere.'