Den danske guldalder

Denne gang tager vi et stort skridt tilbage i tiden. For hvad var egentlig det litterære felt, som det moderne gennembrud satte sig imod?

Kort sagt var det litteraturen inden for romantikken (groft sagt fra 1800 til 1850). Dette var en bevægelse i Europa inden for billedkunst, litteratur, filosofi og videnskab, der som reaktion på oplysningstidens rationalisme og industrialiseringen lagde vægt på følelser og subjektive oplevelser. Forherligelse af naturen og fortiden (især middelalderen) var et karakteristisk element.
Romantikken er i sin rene form baseret på idealismen, opfattelsen af, at den egentlige, sande virkelighed er en metafysisk dimension af ideer. Denne opfattelse går tilbage til Platons idéteori, der postulerede, at de konkrete former i den konkrete verden, fænomenerne, er en slags skyggeverklighed af en højere verden af ideer, som mennesket kun kan opleve ved hjælp af særlige åndelige evner. Mennesket har dog en slags vag, ubevidst, ikke nærmere definerbar erindring om denne ideelle verden. Denne antagelse fremkalder billedet af to verdener, ofte i form af kontrasterende par som himmelsk – jordisk, åndelig – legemlig/materiel og god – ond. Og så er der den opgave, som kunstneren stod over for inden for romantikken: hvordan passer de sammen? Der er faktisk kun to valg: at stræbe efter harmoni mellem de to poler eller at være overbevist om, at de ikke kan forenes, og at der eksisterer en kløft.
Denne internationale idé, især den tyske variant, blev introduceret i Danmark i 1802 af filosofen Henrik Steffens og fandt hurtigt mange tilhængere. Denne strømning frembragte et så frugtbart oeuvre og så mange klangfulde navne inden for kunst og kultur, der blev kendt uden for de danske grænser, at man knap 100 år senere begyndte at bruge betegnelsen "den danske guldalder" om denne periode fra 1800 til 1850, et udtryk, der som sådan er gået ind i litteraturhistorien.

Inden for romantikken udviklede der sig efterhånden forskellige varianter. Den såkaldte Universalromantik (universel romantik), hvor mennesket oplever en sammenhæng mellem sig selv, historien og den omgivende natur, udtrykte de romantiske idéer i deres reneste form. Denne strømning fandt især genklang i Tyskland. Det forgængelige får her en særlig betydning ved at blive set i lyset af en højere, forbindende idé og nærmer sig dermed det guddommelige.

I Danmark vandt de mere indadvendte former gradvist terræn.
De første år af det 19. århundrede var katastrofale for Danmark: englændernes bombardement af København, økonomisk konkurs i 1813 og efter 1814 en indskrænkning af kongeriget ved den tvungne afståelse af Norge til Sverige. Der opstod et behov for at genoplive nationens storslåede fortid, og den gyldne fortid blev glorificeret, da alt stadig var i harmoni. Inden for denne patriotisk farvede romantik så kunstneren det som sin opgave at male denne (idealiserede) tid, hvilket blandt andre digteren A.G. Oehlenschläger (1779–1850) tog op med teksten til en ny nationalsang: Der er et yndigt land (Der er et yndigt land) (1819), en idyllisk ode til det danske land, dets historie og dets folk. Også B.S. Ingemann (1789–1862) vakte stor opsigt med sine historiske romaner og sange. En anden vigtig eksponent var N.F.S. Grundtvig (1783–1872), der ønskede at ophøje folket gennem reformer inden for uddannelse og kirke (fra en statskirke med højtidelige salmer om synd og straf til en folkekirke med intime sange om en idyllisk verden af tro, håb og kærlighed). Også H.C. Andersen (1805–1875), faderen til det moderne eventyr, var en tilhænger af romantikken.

Med borgerskabets stadig stærkere økonomiske position fra omkring 1820 voksede behovet for litteratur til denne befolkningsgruppe med temaer, som de kunne genkende – der opstod en typisk borgerkultur, som man kunne kalde borgerlig romantik. Inden for denne strømning beskrev forfatterne ganske vist den daglige virkelighed, som i princippet ikke er harmonisk, men de holdt fast i den romantiske stræben efter harmoni. Kunstneren skulle så at sige løfte sit værk op over virkeligheden for at gengive 'ideen'. Således skulle beskrivelsen af et ydre sige noget om karakteren. Social elendighed og andre triste sider af tilværelsen blev i forbindelse med denne 'poetiske sandhed' fremstillet i et farvet lys: fattigdom var for eksempel rørende, og den fattige menneske adskilte sig ved sin oprigtighed, arbejdsomhed og udholdenhed. Hvis man fortsætter denne linje og fremstiller virkeligheden ikke kun smukkere, men også mere sentimental, end den er, ender man i den romantiske strømning Biedermeier (ca. 1825-1850), hvor fokus var på familien som den lykkelige hjørnesten i samfundet: haverne er pænt ryddet, og det borgerlige liv udspiller sig i al sin hygge især indenfor, hvor familiefaderen læser sin avis ved bordet, mens familiens kvinder bøjer sig over deres håndarbejde. Den onde omverden holdes bevidst ude. Det er ikke litteratur, der pirrer eller giver en ubehagelig følelse – så diametralt anderledes end den åbne debatkultur i det moderne gennembrud.

Bakkehus

Som det var almindeligt på den tid, mødtes forfattere, kunstnere, videnskabsmænd og andre ligesindede i saloner. I saloner blev denne kulturelle elites ånder skærpet gennem dybtgående samtaler om kunst, videnskab og filosofi. Ofte var kvinder med en bred almen dannelse (som i øvrigt ikke måtte beklæde offentlige embeder) drivkraften bag sådanne saloner. I den danske guldalder spillede den litterære salon, der blev drevet af ægteparret Knud og Kamma Rahbek i København, en central rolle: Bakkehuset (ca. 1800-1830). Knud Rahbek var som forfatter, litteraturhistoriker, forlægger og videnskabsmand en fremtrædende skikkelse i litterære kredse, mens hans kone med sin store sans for sprog og litteratur intellektuelt ikke stod tilbage for ham. Sammen viet de deres liv til kunst og litteratur og støttede unge forfattere. Bakkehus fungerede ikke kun som mødested, men også som gæsteophold for flere kunstnere på samme tid.

Thomasine Gyllembourg

Blandt den københavnske intelligentsia, der frekventerede Bakkehus, var der, først af personlige årsager, senere også i egenskab af forfatter, bemærkelsesværdigt nok for den tid også en kvinde, Thomasine Gyllembourg – Buntzen (1773-1856).
Gyllembourg kom fra en borgerlig familie med en skibsforsikringsagent som far. Hun var så heldig at have en forretningsmæssig, men også oplyst far, der lagde stor vægt på sin datters uddannelse inden for kunst og videnskab. Hun fik således franskundervisning af forfatteren og sprogforskeren Peter Andreas Heiberg (1758-1841), der i denne periode gjorde sig bemærket med satiriske, samfundskritiske skrifter. På trods af den betydelige aldersforskel og deres uforenelige karakterer giftede hun sig med ham, da hun var sytten år gammel.

Gyllembourgs (dengang Thomasine Heiberg) ungdom og ægteskabsår var præget af oplysningstiden og den revolutionære ånd af frihed og lighed, som forskellige franske gesandtskaber bragte med sig til København. Det var en tidsånd med en vis løshed i omgangen, en livsfærdighed, som Gyllembourg regelmæssigt bringer til udtryk i sit værk. "... selv eksponenten for de løsere sædvaner omkring århundredeskiftet, som hun ... sammenligner med Biedermeier-stivheden et halvt århundrede senere".¹ Det var et spændende liv, hvor ægteparret Heibergs døre stod vidt åbne for andre forfattere og politiske medspillere. En af de trofaste gæster var fra 1792 den svenske baron Carl Frederik Gyllembourg – Ehrensvärd (1767-1815), der selv var blevet udvist på grund af mulig medvirken til et mordforsøg på den svenske konge. Denne baron blev ikke kun en værdsat ven af familien, men også Gyllembourgs store kærlighed. Romancen udviklede sig allerede under ægteskabet med Heiberg og var dermed grobund for skandale og den nødvendige sladder.

Efter 1770 blev der under Johann Friedrich Struensees oplyste styre, der som livlæge og senere fortrolig og rådgiver for den utilregnelige kong Christian VII havde overtaget den faktiske magt, gennemført forskellige reformer og friheder til gavn for befolkningen. Censuren blev også ophævet under Struensees styre. I denne periode havde Heiberg temmelig frie hænder med sine satiriske pamfletter, men hans situation blev betydeligt mere prekær, efter at den konservative statsmand A.P. grev von Bernstorff (1735-1797), en efterkommer af en adelig familie fra Mecklenburg, der sammen med andre vise fædre regerede som regent for Christian VII's mindreårige søn . I sidste ende blev et pamflet, der kritiserede ophævelsen af censuren, Heibergs undergang, og i 1799 blev han dømt til livsvarig forvisning. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at Knud Rahbek, Heibergs forlægger, tilsyneladende slap ustraffet.
Da det så ud til, at Heiberg efter sin forvisning aldrig ville kunne vende tilbage fra Paris til Danmark, bad hans hustru ham i et brev om skilsmisse for at bane vejen for et ægteskab med baron Gyllembourg.

Bemærkelsesværdig brev

Dette brev, et omfattende epistel, der er blevet kendt som 'lettre remarquable' (11. september 1801), er et flot eksempel på ærlig og respektfuld overtalelseskunst. Ifølge Gyllembourg står ægte kærlighed over alle love, og hun anser det for legitimt at gå imod gældende konventioner for at give sådan ægte kærlighed en chance. I dette brev appellerer hun indtrængende til Heibergs ædle karakter:

'... din lidenskabelige kærlighed til frihed og sandhed, din afsky for fordomme, din stolte selvfølelse, din foragt for den blinde masses dom, din gavmildhed, dit gode hjerte og endelig dine venskabelige følelser over for mig' [og understreger, at] 'du længe ikke bare har været min mand, men meget mere end det: min ven! Derfor, ædle H., min ven, henvender jeg mig til dig og betror dig mine følelser, når jeg uden omsvøb siger: Jeg respekterer dig, jeg beundrer dig på mange måder, mine dybeste følelser af venskab gælder dig for evigt og altid, men mit hjerte tilhører en anden." ... 'Byt med mig. Giv mig min frihed tilbage og modtag i stedet som ubestridelig belønning Gyllembourgs og min evige og ubegrænsede respekt og taknemmelighed, hele verdens beundring, mine venners taknemmelighed, min fars velsignelse ... '

Desuden minder hun Heiberg om, at han et par dage før deres søns fødsel havde indrømmet i andres nærværelse, at han aldrig havde været forelsket i hende. Og selv havde hun til sidst også indset, at hun ikke følte kærlighed. Men der var ingen tvivl om, at deres dybe venskab band dem sammen. Og ifølge den romantiske livsanskuelse var venskab det højeste gode mellem to mennesker, den vigtigste form for loyalitet – man vælger jo sine venner på grundlag af deres karakter.
I første omgang reagerede Heiberg meget følelsesladet og kærligt på skilsmissebegæringen, mens der generelt tegnes et billede af en kold mand, der efter skilsmissen vredt nægtede sin ekskone al kontakt med Johan Ludvig, sønnen fra ægteskabet. På det tidspunkt var det alligevel lovfæstet, at eventuelle børn ved en skilsmisse skulle bo hos manden, en situation, der var kompliceret med Heibergs forvisning. Og Gyllembourg angav selv i sin skilsmissebegæring, at hun sandsynligvis ville være nødt til at placere sin søn et andet sted med henblik på hans uddannelse og opdragelse, med den mest sandsynlige mulighed hos sin far og søster. Men dette var en fejlberegning: Johan Ludvig blev så at sige sendt tilbage med det samme. Derefter fandt hun et hjem til sin øjesten, den 'Vidunderlighed', det vidunderlige, dejlige barn, hos ægteparret Rahbek i deres nyåbnede Bakkehus. Det må have været svært for dette barnløse ægtepar at blive pålagt et frygteligt forkælet, egenrådig mors barn. Kilderne modsiger hinanden, men sandsynligvis havde Gyllembourg hurtigt igen kontakt med sin søn.
Alt i alt var vejen banet for Thomasine og hendes Carl Gyllembourg, efter at skilsmissebegæringen var blevet imødekommet, og de blev gift allerede den 17. december 1801.
Efter en forsoning fortsatte Gyllembourg og Heiberg deres korrespondance indtil Heibergs død i 1841. Disse breve, ego-dokumenter med uvurderlig biografisk information, er – for så vidt Johan Ludvig ikke havde ødelagt dem kort før sin død – blevet samlet af hans hustru Johanne Luise og forsynet med udførlige kommentarer (1882).

En hverdagshistorie

Efter hendes elskede søns ægteskab med skuespillerinden og senere forfatteren Johanne Luise Pätges (1831) flyttede den nu enke Thomasine ('Sine' for sine nærmeste) ind hos dem og blev der indtil sin død i 1856. Et hushold med to stærke kvinder ved roret, der begge kæmpede om Johan Ludvigs udelte gunst, var tilsyneladende ikke altid så fredeligt, som nogle billeder gerne vil antyde. I hvert fald afslører Johanne Luise Heibergs artikel fra 1858 under pseudonymet 'Oculus' Tag ikke i huset hos dine børn (Flyt ikke ind hos dine børn) konsekvenserne af, at et nygift par bor under samme tag som svigermoren, og skildrer en atmosfære fuld af underliggende spændinger.

Johan Ludvig, der gjorde furore som alsidig forfatter, digter, litteraturkritiker og senere direktør for Den Kongelige Opera (og i øvrigt med en stadig mere kritisk holdning til samtidige forfattere, som han for det meste fandt for tunge), var åbenbart klar over at værdsætte sin mors litterære kvaliteter, for da han havde brug for manuskripter til den første udgave af sit litterære tidsskrift Flyvende Post (1826), henvendte han sig til sin mor, der på det tidspunkt var 53 år gammel.
Hendes første bidrag var et (anonymt) fiktivt læserbrev fra en løjtnant om hans kærlighed til en borgerpige fra København. Dette faldt i god jord, og der fulgte flere breve om dette emne. Heiberg lod sig ikke være udeladt, hvilket kunne give anledning til at tro, at det var ham, der stod bag den anonyme forfatter. Uanset hvad formåede Heiberg takket være sit rige netværk at give sin mors karriere et vigtigt skub i den rigtige retning ved at få hendes arbejde udgivet hos det renommere forlag C.A. Reitzel. Ovennævnte læserbreve blev samlet i brevromanen Familien Polonius ( 1827). Derefter udkom, ligeledes anonymt og i føljetonform, En hverdagshistorie (En hverdagshistorie) i Flyvende Post.

En hverdagshistorie (1828) skildrer begivenhederne omkring kærligheden mellem fortællingens pligtopfyldende mandlige jeg-figur, den tomhjernede Jette, bon vivant Henning og den på alle fronter fremragende Maja. En handling fuld af sorg og usikkerhed (en slags Sukkenes Bro, med S. Kierkegaards ord)² fører til sidst til en lykkelig slutning for alle parter. På trods af at teksten er omkring 200 år gammel, og Gyllembourg gerne bruger lange sætninger, er novellen stadig overraskende læselig og 'frisk'. For os moderne læsere er det måske en behagelig historie, der læser let og ikke skraber nogen steder, men man ser den alligevel med helt andre øjne, når man er klar over, at Gyllembourg ud fra den romantiske idéverden meget bevidst forsøgte at bringe situationer og karakterer i det borgerlige liv i harmoni med hinanden. En sammenfatning af hele novellen findes her.

Gyllembourg har derefter skrevet omkring 25 noveller/romaner, 4 skuespil og diverse kortere journalistiske skrifter under pseudonymet forfatteren til En hverdagshistorie (forfatteren af en hverdagshistorie), hvor hendes sande identitet var en dårligt bevaret hemmelighed i litterære kredse, eller som Søren Kierkegaard formulerede det i sin forord til En litterær Anmeldelse, (En litterær anmeldelse) (1846), den i øvrigt meget rosende anmeldelse af To Tidsaldre (To tidsaldre): "Til den anonyme – og dog så kendte, forfatteren af En hverdagshistorie".
Gyllembourgs rige oeuvre handler især om hverdagen for unge kvinder fra middelklassen, om kærlighed, ægteskab, skilsmisse og moderskab, alt sammen på baggrund af en række forviklinger, der takket være en god portion poetisk frihed på mirakuløs vis finder en løsning. Det skyldes måske ikke kun hendes tumultariske unge år, men også en vis mildhed, der nogle gange kommer med alderen, at man ingen steder fornemmer en moraliserende tone: hun har empati med den ædle sjæl, men også med dem, der har begået en fejltagelse. Mænd, der bryder deres ægteskabsløfte, fremstilles alligevel meget sympatisk, og ugifte mødre er ikke forkastelige, men personer med en enorm styrke og en ædel, upåklagelig livsstil, der med fuld resignation opbygger et liv for sig selv og deres barn.

To Tidsaldre (To tidsaldre) ( 1845) var Gyllembourgs sidste værk, hvor hun som baggrund for kærlighedshistorien mellem den modige Claudine og franskmanden Charles Lusard, den revolutionære, stiller den oplyste ånd ved slutningen af det 18. århundrede op mod den lidenskabsløse, livløse tidsånd i 1840, hvor deres søn Charles er voksen. Parallellerne mellem Gyllembourgs liv og Claudines liv er åbenlyse: Claudine kæmper også for en god opdragelse af sit barn og for retten til et eget liv fyldt med dannelse, sund fornuft og god smag.

Man kan måske sige, at Gyllembourg var langt forud for sin tid med de krav, hun stillede til livet. I hvert fald banede hun med sit arbejde mere eller mindre vejen for kvindelige forfattere og skabte med sin skildring af den borgerlige realistiske familiehistorie genren 'hverdagshistorier', dagligdags realistisk prosa med et veldokumenteret tidsbillede af dagligdagen i København i begyndelsen af 1800-tallet. Eller som Gyllembourg selv siger det med billedlig beskedenhed i sin "Til læseren" i To Tidsaldre:

'Jeg indser godt, at der findes mere ophøjede emner, men det forekommer mig, at de let ville overskride novellens grænser; og i hvert fald drømmer jeg ikke om at kunne flyve som ørnen til de regioner, hvor det blotte øje ikke længere kan følge ham, mens forfatteren af En hverdagshistorie bygger som svalen på folks huse og der synger sin uhøjtidelige sang.'3

1. Således skriver Annelies van Hees i fodnote 9 til sin oversættelse af To Tidsaldre (To tidsaldre) (1845). Oversættelsen stammer fra 2009 og er sammen med En litterær anmeldelse (En litterær anmeldelse) af Søren Kierkegaard, oversat af Frits Florin, udgivet som bind 5 i den filosofiske serie Nederlandstalige Søren Kierkegaard Werken og forsynet med et efterord og forklarende noter. Forlag Damon, Budel. s. 307
2. Gyllembourg, Kierkegaard, a.w., s. 309
3. Gyllembourg, Kierkegaard, a.w., s. 13