Det forbløffer mig stadig, at nogle forfattere stadig læses efter generationer, mens andre, der var meget kendte i deres egen tid, efterhånden er gledet i glemmebogen. For det danske sprogområde har Thomasine Gyllembourg og (den øvrigt norskfødte) Amalie Skram vist sig at være varige navne, hvad angår det 19. århundrede. Tæt fulgt af Erna Juel-Hansen og også Olivia Levison.
Men hvis man blandt kendere nævner navnet Magdalene Thoresen, der har omkring 20 bøger på sit navn, bliver man mødt med et tomt blik. Og så skal man tænke på, at filologen Anton Andersen i et overblik fra 1896 (se tekstboksen nederst i denne artikel)¹ Magdalene Thoresen i samme åndedrag som Skram. Det gjorde flere på den tid, selvom der også var forbehold: trods alt sit talent som forfatter kunne hun ikke "måle sig med Skrams genialitet".²

Tamme naturbilleder fra Finnmark?

Ifølge Andersen er den psykologiske uddybning af personerne under middel for den generation af kvinder, der udgav i ånden af det moderne gennembrud, og deres stil udmærker sig bestemt ikke ved et friskt sprogbrug. "Man savner især originale beskrivelser af naturbilleder hos disse forfattere. De falder ofte tilbage på tamme klichéer."³
Men hvad skal man så sige om denne naturbeskrivelse? Måske lidt pompøs, men i hvert fald original:

Den lyse himmel på en midsommernat buer sig over et bølgende hav, og de nøgne kyster i Vest-Finnmark reflekterer sollyset. 
Det er og forbliver billedet af et ørkenlandskab. Farven er den af udtørret jordskorpe – mørk mod vandet, lysere mod højlandet, hvor rensdyrlavet vokser. Men i solens glød får selv ørkenens strenge træk et smil, og det ser ud, som om der kun behøves en frugtbar regnbyge for at få de skjulte spirer til at skyde op af jorden. 
De grå bjergkæder ville se tunge og livløse ud, hvis havet ikke lå ved siden af og tilføjede ungdom og skønhed. Fordi havet bølger mørkt omkring dem, springer klipperne i al deres nøgenhed frem, selv når de er godt klædt: bølgerne giver dem liv, og når havet i voldsom storm rejser sig mod dem med kæmpe kræfter, får de karakter af livvagter, der holder ødelæggelsen væk fra alt, hvad der bærer frugt i det fattige land.4

Uddraget stammer fra den todelte samling Billeder fra Midnatsolens Land (Billeder fra midnatsolens land), som Magdalene Thoresen udgav i 1884/6. Andersen indrømmer gerne, at dette værk er "mandligt i sin originalitet, men samtidig med en dyb inderlighed, der er kvindelig."⁵ En ideel kombination, kunne man sige. Ifølge Andersen har hun med dette værk skabt betegnelsen midnatsolens land for den nordligste provins i Norge, Finnmark, samernes land. "Hun bruger ægte fagudtryk og gør det generelt med en ekspertise, der egentlig kun er forbeholdt mænd," fortsætter Andersen. Hun skriver om geografien i det øde terra incognita, om væksten og undergangen af forskellige bosættelser, om kulturelle og historiske forandringer, om erhvervsmæssige aktiviteter som fiskeri, handel og minedrift. Det brede billede fletter hun sammen med folkefortællinger. Andersen roser hende altså for hendes mandlige intellekt. Thoresen skrev denne Billeder, da hun var 65 år, på baggrund af sine oplevelser under en rejse på et år med passagerskib langs fjordene i Finnmark til Nordkap. En farlig rejse, som mange unge mænd stadig ville vige tilbage fra.⁶

Ingen bjerg er for høj

Men hvem var egentlig denne Magdalene Thoresen, denne usædvanlige kvinde, der i en nyere publikation bliver karakteriseret som 'en kristnet Viking' (en kristnet viking)? ⁷
Anna Magdalene Thoresen, født Kragh (1819-1903), herefter benævnt MT i denne artikel, voksede op i en fattig familie i den jyske havneby Fredericia, hvor hendes far som skibsfører og skibstømrer knap nok kunne få enderne til at mødes. Fra at være et uregerligt barn udviklede hun sig til en yderst egenrådig ung kvinde. Historien går, at hun en gang gik en tur på stranden klædt ud som sømand og med en cigar i munden. Det gav naturligvis anledning til sladder og bagtalelse, men også til hemmelig beundring for en kvinde, der turde gøre sådan noget.
Det var meningen, at MT ('Malene') skulle arbejde i beklædningsbranchen, men det var for kedeligt for hende. Med støtte fra forbindelser med lidt større økonomiske midler lykkedes det hende at tage en uddannelse som privatlærer i København. I denne periode mødte hun sin første, men bestemt ikke sidste store kærlighed, den islandske studerende Grímur Thomsen, der senere blev kendt som digter og diplomat.

Dette markerede begyndelsen på en meget tumultagtig og kaotisk periode for MT. Hun fik ansættelse som guvernante i Herøy, langt væk i det nordlige fjordområde i Norge. Her skulle hun undervise de fem børn af en dobbelt enkemand, præsten Hans Oscar Thoresen.⁸ Men da hun ankom, viste det sig hurtigt, at hun uforvarende var blevet gravid, og hun vendte tilbage til København i midten af 1843 for at føde. Det er ikke helt klart, hvem faderen var, men på grund af indblanding fra Thoresen overtog Grímur Thomsen til sidst opdragelsen af drengen. Denne vilde fejltagelse var dog ikke til hinder for et ægteskab med Thoresen i oktober 1843. Et bemærkelsesværdigt skridt, da han var ret streng i sin lære. Var MT med denne udtryk for fri kærlighed en feminist avant la lettre? En samtidige skrev senere om hende, at hun følte sig lige så lidt beslægtet med 'prædikende, fromme forfatterinder som med kvinder, der med trommehvirvel proklamerede fri kærlighed'. ⁹ MT var autonom og valgte sin egen vej, selvom den ikke altid var i tråd med samfundets konventioner eller strømninger.

Præstens kone på en fjordeø

Livet i en præstegård på øen Herøy et stykke nord for Trondheim var isoleret og gennemsyret af konservative normer og værdier, der var forankret i dyb religiøsitet. Den religiøse fordybelse, som MT oplevede her som præstefrue, prægede hendes videre tænkning og handling, hvilket resulterede i en mærkelig blanding af moraliserende, melankolsk 'mørke' og lidenskabelig kærlighed til det livlige her og nu og de mænd, hun mødte på sin vej.
Allerede et år efter brylluppet accepterede pastor Thoresen et embede i Bergen. Han lagde ikke hindringer i vejen for hendes forfatterskab og sociale kontakter – tværtimod – deres hus i Bergen fungerede på et tidspunkt endda som en slags litterær salon med Henrik Ibsen som en af de hyppige gæster. Ibsen giftede sig endda med en af hendes døtre, Susannah, hvilket gjorde MT til Ibsens svigermor.
I Bergen mødte MT også forfatteren Bjørnstjerne Bjørnson, en stigende stjerne på det tidspunkt og fra 1857 til 1859 direktør for det norske teater i Bergen som efterfølger for Ibsen. MT blev som ved et lynslag betaget af hans udseende. Selvom deres kontakt havde en umiskendelig romantisk undertone, især efter pastor Thoresens død, forblev det ved venskab. Måske også fordi Bjørnson formodentlig var homoseksuel. Bjørnson hjalp MT enormt med hendes forfatterkarriere, som efter hendes mands død i 1858 var en bitter nødvendighed for at kunne klare sig økonomisk. Enkepensionen var utilstrækkelig for familien, der nu bestod af 9 børn. Et par af hendes skuespil blev med en vis succes opført i teatret, måske mere på grund af hendes forbindelser end på grund af deres kvalitet. Derudover skrev hun poesi, hvoraf samlingen Digte af en dame (Digte af en dame) blev udgivet anonymt af Bjørnson i 1860. Kort efter flyttede hun med sine ni børn til København i et forsøg på at få fodfæste hos forlagene der.

Hendes norsk-danske nationalitet gjorde, at hun egentlig ikke blev betragtet som national forfatter nogen steder, hvilket i starten gjorde det svært at få et stipendium. For Danmark var hun enken efter en norsk præst, der skrev dansk med et norsk præg. For Norge forblev hun den danske kvinde, der kun havde et middelmådigt kendskab til norsk. Men hun var heldig at kunne ride med på den daværende fascination i Danmark for alt, hvad der var norsk. Norsk var eksotisk, norsk var på mode. Det danske læserpublikum nød den norske couleur locale, hun fremkaldte med sin setting på det norske landskab, med folkloristiske elementer og naturligvis med sit norsk-farvede sprog.¹⁰ Stort set hele hendes forfatterskab har det norske landskab som kulisse med almindelige mennesker, fiskere og bønder som hovedpersoner. Ofte henter hun inspiration fra folkefortællinger og -skikke og lader sine historier udspille sig i tidligere tider. Hun er dybt imponeret over den storslåede, barske natur, der sætter dybe spor i huden og hjertet hos den lokale befolkning.
Alle disse elementer findes i den roman, der endelig gav hende gennembruddet i 1864, Signes Historie (Signe's historie), den triste historie om en ugift mor.

Signe's historie

Den del af Hardangerfjorden, der buer mod syd og kaldes Sørfjorden, er absolut den mest interessante del af disse egne, i hvert fald hvis man går ud fra, at det interessante ved naturen ofte er den vanskelighed, der er forbundet med at tæmme den. Vandet bliver mørkere her i skyggen af den enorme bjergkæde, der med sine stejle højder følger fjorden og kun sjældent flader ud til en lille eng eller en ujævn skråning, hvor nogle spredte lave huse og et par større gårde danner en bebyggelse. Ved første øjekast ser det ud som om et væsen, der bosætter sig i et af naturens små kabinetter, står uden for verdens normale love og kun følger sin egen vilje. Men når man ser nærmere efter, er det modsatte tilfældet. Også her har civilisationen udtalt sin velsignelse og sin forbandelse, og også her knuses hjertet i kampen mellem fordomme og ens egen retfærdighedssans.

Åbningsscenen introducerer straks sted og handling. I det følgende afsnit får læseren at vide, at historien udspiller sig for omkring hundrede år siden, for god ordens skyld: altså omkring 1760. Det er tydeligvis ikke et aktuelt tema fra Københavns borgerlige kredse, men en setting i et lille gudfrygtigt samfund i øområdet i Nordnorge. Præstegården er det centrale, autoritative sted. Den lokale præst er en bitter enkemand, der ikke har meget til overs for den lokale befolkning. Hans søster Rebekka har påtaget sig husholdningsopgaverne i præstegården og omsorgen for den letsindige præstesøn Gudmund. Mod alle odds forsøger hun at blødgøre sin brors forhærdede hjerte.
Signe er den femtenårige datter af en velstående bonde og solstrålen i huset, lyset i sin fars øjne.
Handlingen er let at gætte: Gudmund og Signe forelsker sig i hinanden. En kærlighed, der ikke engang tolereres, men betragtes som fuldstændig uønsket. Fædrene på begge sider gør derfor alt, hvad de kan, for at skille parret ad. Men de elskende mødes hemmeligt – med uønskede konsekvenser. Dette beskrives ikke eksplicit, men på et tidspunkt i historien bliver det klart, at Signe er gravid.
Og så begynder dramaet. Gudmund bliver sendt af sin far til en anden by for at studere, mens Signe som en social udstødt dømmes til et liv inden for hjemmets fire vægge. Hendes far kan ikke leve med den skam, hun har bragt over huset, og ignorerer hende og barnet, en dreng.
Men den kristne tro kræver, at et barn bliver døbt, selvom det er født uden for ægteskab. Det er ekstra kompliceret, at det netop er bedstefaren, der skal forestå dåben. Ifølge gammel folketradition skal en ugift mor gøre offentlig bod, hvis hun igen ønsker at blive optaget i kirken og samfundet. Som symbol på dette skal hun dække sit syndige hoved med et såkaldt "skamplag", et skamklæde.¹¹
Signes far tvinger hende til at gå i kirke og selv døbe barnet. Først da vil han igen betragte hende som sin datter:

"Rejs dig," sagde han strengt. "Kirkeklokkerne ringer allerede." Langsomt rejste hun sig. Men det var en anden Signe end den, der var sunket sammen. Før havde der stadig glimtet en flimrende gnist af livsglæde her og der mellem skyggerne af sorgen, nu var de fine træk stivnet til en alvor, der aldrig mere ville forsvinde i det jordiske liv, [...] 
Signe rystede fra top til tå. Hun forsøgte at tage sig sammen og træffe en beslutning, hvilket var meget svært for hende. Men det måtte bare gøres. Og så gik hun langsomt hen til det gamle klædeskab. Hun trak en skuffe ud og rodede lidt blandt tingene. Hun tog et farvestrålende silketørklæde frem, men som om hun var blevet taget i at begå en forseelse, lagde hun det hurtigt tilbage og kiggede skrækslagen på sin far. Så fandt hun endelig det, hun søgte, og vendte sig om med et tyndt hvidt linnedklæde i hænderne.
"Her, Massi," sagde hun, satte sig ned og gav linnedkluden til den gamle tjenestepige. "Bind denne klud om mit hoved ... jeg kan ikke."
"Gud hjælpe mig," udbrød Massi. "Jeg ryster som et espeløv, hvordan kan jeg dog gøre det ved det stakkels barn."
[Men til sidst går hele selskabet i kirke, Signe hånd i hånd med sin far.] 
Pludselig råbte nogen: "Der kommer Signe med sit skamklæde!" Men dermed var der også sat en stopper for al den smis. Dyret var blevet kaldt ved sit navn, og der sænkede sig ro over gemytterne.

Signe dedikerer sig derefter til socialt arbejde under Rebekkas fromme inspiration, og sammen opretter de en lille skole for at give de unge religiøs bevidsthed. Og Signe bærer stadig det hvide skamklæde.
Så ender historien i en slags apokalypse. Præstegården går op i flammer, Rebekka omkommer i ilden, og Gudmund, den evigt fraværende, dukker pludselig op som et gudsmirakel og kaster sig ind i ildhavet for at forsøge at redde endnu en person. Mere død end levende bliver han båret ud af det brændende hus. Præsten har efter sin barnebarns dåb langsomt mistet forstanden, men rejser sig i et sidste klart øjeblik og velsigner Signe og den døende Gudmund. Med sine sidste kræfter river Gudmund skamklædet af Signes hoved og tager hendes skam med sig i graven, mens han dør. Et rensende skærsild som teatralsk finale. "Se, der kommer Signe uden skamklædet!" råber en af tilskuerne. Signe er endelig frelst.

Overdrevet billedbrug

Der er kun få dialoger i fortællingen, især Signe er for det meste tavs, hun hvisker højst lidt. Men hendes indre verden er intens. MT forsøger at uddybe disse følelser, hendes forvirring, sorg og håb psykologisk og gengive dem som en moraliserende, alvidende fortæller i bredt udspundne, næsten homeriske sammenligninger:

"Og så kyssede han mig," hviskede Signe lidt senere næsten uhørligt og sukkede. Men det suk var vægtløst og fløj væk som en sommerfugl med gyldne vinger for senere at lande på en vild kaprifoliebusk ved hegnet, hvor urter og græs stadig lå knust af presset fra Signes spinkle krop.12

Signe lod sit begær flyve frit omkring. Der var jo ingen, der så det. Men hendes begær fløj så længe frem og tilbage, at det langsomt begyndte at visne bort. Da de kolde, tågede og blæsende efterårsdage igen lagde sig over markerne, sad den ofte tung og træt med våde, hængende vinger på sit rede og havde kun et visnet blad med som sparsom proviant til vinteren.13

Oversættelsesvalg

Signes historie blev indtil for omkring hundrede år siden oversat til tysk. En af de første oversættelser var fra 1901. Her er forlagets forord bemærkelsesværdigt, hvor det går ind på forskellige oversættelsesstrategier. I hans øjne er frie oversættelser tilladt for enkle romaner. Men i et værk af så stort kaliber og med en så egen stil som Signes historie er oversætteren forpligtet til at arbejde meget omhyggeligt for at komme så tæt på originalen som muligt, uanset hvor svært det er at gengive det karakteristiske i den ofte kompakte og utilgængelige stil. Hvis en oversætter vælger den nemmeste vej, er der ifølge forlaget risiko for, at Thoresens poetiske stil forvandles til smagløs, sød sentimentalitet.

I sit forord omtaler han 'oversættere', men i indholdsfortegnelsen nævnes kun én ved navn, den dengang berømte norsk-tyske Marie Lie. Oversætterne af de to andre historier er anonyme. Hvorfor? Kunne de måske ikke tilslutte sig de strenge krav om bogstavelighed og ønskede derfor ikke at knytte deres navn til udgivelsen?
I øvrigt kan man også tage bogstaveligheden i Lies – i øvrigt fremragende – oversættelse med et gran salt. I alle ovenstående fragmenter finder man afvigende idiomatiske valg. For eksempel: (De) Gærde = hegn/indhegning, men Lie oversætter det med Böschung = skrænt/skråning. (De) Bygd = bosættelse oversætter hun med 'Kirchspiel = sogn, og (De) Ruskedage = blæsende dage/dage med vindstød oversætter hun med Regendage = regnfulde dage. Og sådan er der flere eksempler. Lie følger dog trofast sætningsopbygningen med lange, komplekse strukturer.

Interessen for MT's værker synes (i hvert fald i Norge og Tyskland) at være vokset igen i litteraturforskningen i de senere år. Interessen er dog foreløbig især rettet mod egodokumenter som den omfattende korrespondance. Brandes sagde engang om MT, at hun elskede Jesus og Eros lige meget. Måske løfter denne korrespondance sløret for hendes rige kærlighedsliv. Under alle omstændigheder havde hun i hvert fald mistet sit hjerte til Norge.

---

Kadertekst:
A. Andersen: forfatterportrætter

I 1896 udgav Anton Andersen Danske Forfatterinder i det nittende Hundredår (Danske forfatterinder i det nittende århundrede), det første værk i dansk litteraturhistorie, der skildrede kvindelige forfatteres liv og værk. I modsætning til sin samtidige Georg Brandes han nærmer sig sin tids kvindelige forfattere med en vis mildhed, selvom han bestemt ikke er udelukkende positiv. Ligesom Brandes mener han, at det, kvinder skriver, generelt har ringe litterær værdi, "ikke kan kaldes fuldbaaren Kunst", og derfor ikke kan betragtes som fuldgyldig kunst.14 Samtidig indrømmer han, at denne 'tamme damelitteratur' ofte er meget populær blandt et stort publikum og undertiden udkommer i det ene oplag efter det andet. Den opfylder åbenbart et behov og fortjener derfor ifølge ham at blive læst. Kunstværk eller ej. Andersen søger genklang i damelitteraturen i et "dybtfølt tankegods, en ædel livssyn og en indre og varm tone", som kaster et blødgørende lys over den hårde virkelighed. 15Han påpeger med rette, at kvinder altid har været i en underordnet position i forhold til mænd, blandt andet på grund af begrænset uddannelse og et liv i kulissen, hvilket har betydet, at de ikke blev stimuleret til at tænke [sic]. 

1. A. Andersen, 1896, Danske Forfatterinder i det nittende Hundredaar, EM Langhoffs Forlag, København.
2. Clara Bergsøe, 1904, Magdalene Thoresen: Portrætstudie, Gyldendal, København, s. 6.
3. Andersen, s. 169.
4. Magdalene Thoresen, Billeder fra Midnatsolens Land, Del 2, s. 5.
5. Andersen, s. 200.
6. Bergsøe, s. 34.
7. Lise Busk-Jensen, 2013. Anmeldelse af Jorunn Hareid: Kæmpe, til jeg kan ej mere. Scanvik, 2012. https://pure.kb.dk/en/publications/en-kristnet-viking-anm-af-jorunn-hareide-k%C3%A6mpe-til-jeg-kan-ej-mer
   
8. Hans Oscar Thoresen (1802-1858) var en af de første lærere for Ivar Aasen, "faderen" til og sammensætteren af nynorsk. Norge har to standardsprog, nynorsk og bokmål. Bokmål er stærkt baseret på dansk og bruges især omkring Oslo. Nynorsk er det sprog, der er destilleret ud af de forskellige dialekter langs vestkysten.
9. Bergsøe, s. 6.
10. For eksempel gutt i stedet for dreng (dreng), (g)jente i stedet for pige (pige), seksti i stedet for tres (tres) osv.
11. Dette er ikke et dansk ord. 'Skam' betyder både på norsk og dansk 'skam'. På norsk findes ordet 'plagg' i betydningen 'beklædningsgenstand/klæde', men på dansk ville man f.eks. bruge 'tørklæde'. Af sammenhængen fremgår det klart, at der er tale om et tørklæde. I den tyske oversættelse fra 1901 oversættes 'skamplag' med 'Schandlaken'.
12. Signes historie, s. 75.
13. Signes historie, s. 115.
14. Andersen, s. 5.
15. Andersen, s. 7.