Det forbløffer mig stadig, at nogle forfattere stadig læses efter generationer, mens andre, der var meget kendte i deres egen tid, efterhånden er gledet i glemmebogen. For det danske sprogområde har Thomasine Gyllembourg og (den øvrigt norskfødte) Amalie Skram vist sig at være varige navne, hvad angår det 19. århundrede. Tæt fulgt af Erna Juel-Hansen og også Olivia Levison.
Men hvis man blandt kendere nævner navnet Magdalene Thoresen, der har omkring 20 bøger på sit navn, bliver man mødt med et tomt blik. Og så skal man tænke på, at filologen Anton Andersen i et overblik fra 1896 (se tekstboksen nederst i denne artikel)¹ Magdalene Thoresen i samme åndedrag som Skram. Det gjorde flere på den tid, selvom der også var forbehold: trods alt sit talent som forfatter kunne hun ikke "måle sig med Skrams genialitet".²