Teater.
Når tæppet går op, udfolder der sig så at sige et tableau vivant. Det ser ud som om det ikoniske familieportræt, som Vilhelm Marstrand malede af familien Heiberg i 1870, kommer til live.
På dette maleri rekonstruerede Marstrand den mulige familiesituation omkring 1845, da personerne var på toppen af deres berømmelse. Johan Ludvig Heiberg, den alment respekterede 'kulturpave', hans hustru, den berømte skuespillerinde og publikumsfavorit Johanne Luise, samt grande damen inden for den litterære genre 'en hverdagshistorie', Heibergs mor Thomasine Gyllembourg. På væggen hænger det portræt af Gyllembourg, som Jens Juel malede af hende omkring 1790. Et Biedermeier-ideal om hjemlig fred. (Jeg har tidligere skrevet et blogindlæg om disse personer, se her og her.)

Men intet er, som det ser ud.

Per Olov Enquist¹ havde ved skrivningen af skuespillet Från regnormanas liv (Fra regnormens liv) fra 1981² Marstrands idylliske billede klart for øje, men hans budskab er et helt andet.
Stykket er efterhånden blevet en klassiker i Danmark. Det er stadig på repertoiret på Folketeatret i København. I Holland blev det opført i 1985 af teatergruppen Trezoor som en del af Holland Festival.

Fiktivt samtale

Kort sagt handler stykket om en samtale mellem skuespillerinden Johanne Luise Heiberg³ (kaldet 'Hanne' af sine nærmeste og for nemheds skyld også i denne artikel) og forfatteren H.C. Andersen (HCA i denne blog).⁴ Samtalen er fiktiv, men ikke utænkelig, da begge bevægede sig i de samme kredse. I forbifarten optræder også Hannes ægtemand Johan Ludvig Heiberg⁵ . Tre berømtheder fra den kulturelle elite med teaterblod i årerne, om hvem der findes meget rosende litteratur.
Men Enquist ønsker netop at fortælle om skyggesiden af deres succeshistorie og lader samtalen mellem Hanne og HCA i stigende grad handle om virkningerne af deres fortid og den høje pris, de betalte for deres stigende stjernestatus.
Enquist er næsten usympatisk i sin måde at skildre personerne på. Han fremhæver HCA's svagheder og gør ham til en krybende tudeunge. Heiberg har ikke længere noget at skulle have sagt og bliver så at sige reduceret til en statist. Hanne er omdrejningspunktet, der bestemmer spillets regler. Hun er stærk, men også hård, bitter og dækket af et islag.

Tandproteser

I åbningsscenen besøger Andersen (HCA) Heibergs for at lette sit skamfulde hjerte efter en katastrofal oplæsning for kongeparret. Han kommer for at græde ud, siger Heiberg. HCA havde ønsket at holde en flammende oplæsning om kærligheden.

HCA: Jeg begynder. "Deres Kongelige Højheder. Foran Dem står en simpel digter, en digter, der ønsker at tale om kærlighed. Lad ham sige nogle ord som en hyldest til Dem. Titlen er 'Amor Omnia Vincit'. Kærligheden overvinder alt." Derefter holder jeg bevidst en pause for at øge spændingen. Så åbner jeg munden for at fortsætte, og jeg mister min protese. ⁶

Fuld af forlegenhed måtte han som den antikke græske taler Demosthenes med en småsten i munden afvikle sin tale med sammenbidte tænder. En komplet fiasko altså. Selvom HCA var en begavet taler og gerne og meget læste op af sine egne værker, er der overleveret situationer, hvor hans glatte tunge svigtede ham.
At HCA havde proteser på det tidspunkt, er for øvrigt en anakronisme. I sine dagbogsnotater skriver han i hvert fald ofte om tandpine, mens han først i 1864 nævner proteser, som giver ham en del problemer og ubehag og som en slags symbol på den forestående død. "Jeg er blevet gammel, jeg har fået en kunstig tandprotese, der gør ondt. Jeg er ikke rask, jeg er på vej mod graven, mod min død."⁷
Hanne afbryder HCA's endeløse klager over protesen brat:"

" Hanne: "Nu er det nok. Hold nu op." "
" Andersen klager videre: "Jeg er verdensberømt af forkerte grunde!" "
" Hanne: "Af forkerte grunde?" "
" HCA: "Ja, på grund af de eventyr for børn ... det er jo ikke rigtig ... de tæller jo ikke. Ikke rigtig litteratur." Det eneste, der tæller, er at blive opført i Det Kongelige Teater. Rigtige stykker og sådan.
Hanne: Gå ad helvede til.
HCA: Hvad sagde De, fru Heiberg?
Hanne: (...) De bliver aldrig nogensinde dramatiker!
HCA: Hvorfor ikke?
Hanne: De er alt for feminin af natur.
Og hun udtaler sig kritisk om hans ydmyghed.
Hanne: Du kunne godt have lært spillereglerne. Ellers tager de os aldrig alvorligt.
HCA: Spilleregler?
Hanne: Jeg har været nødt til at lære dem. Folk som os er nødt til det, hr. Andersen.⁸

Det er kun et par sætninger, men bag dem gemmer sig en verden af frustration, skam og ensomhed. HCA var dybt frustreret over, at hans drøm om at blive dramatiker aldrig gik i opfyldelse.
Hanne og HCA var begge grimme ællinger, fattige børn fra samfundets bund, der arbejdede sig op og skabte furore, dels på grund af deres ubestrideligt særlige talent, dels takket være hjælp og vejledning fra indflydelsesrige velgørere. Begge fandt en ven og mæcen i den daværende direktør for Koninklijke Schouwburg, Jonas Collin (1776-1861).
Tilsyneladende havde begge lagt deres barndomsoplevelser bag sig, men de kæmpede tydeligvis med et forvrænget selvbillede. For Hanne kom der også skam over hendes jødiske afstamning, som hun systematisk ignorerede. (Falsk) beskedenhed, overfølsomhed over for afvisning og kritik, ydmyghed, utilfredshed og følelsen af at være en outsider på trods af et travlt socialt liv med mange besøg, overnatninger og intensiv brevveksling. Resultatet var en slags eksistentiel ensomhed, der prægede deres liv.

To sprog

Hanne og HCA har lært at tale den kulturelle elites raffinerede sprog, som er adgangsbilletten til de bedre kredse. Hannes største velgører i den henseende var utvivlsomt hendes tyve år ældre ægtemand. Med en veludstyret bagage af finpudset opdragelse lærte Heiberg Hanne den herskende klasses spilleregler. Som Pygmalion formede han hende til sit ideelle kunstværk og gjorde hende salonfähig.
Men når følelserne løber højt, lader Enquist Hanne bryde igennem den civiliserede facade. Hun bliver grov i munden: 'pijpen', 'stompzinnig', 'zuiplappen', 'weggepaft', for at nævne et par eksempler. Ungdommens folkelige sprog kommer til udtryk i al sin råhed. På den anden side er det også denne rene, ukontrollerede side af hende, der giver hende den dybe passion, som har gjort hende til en stor skuespillerinde. HCA reagerer ofte chokeret: 'Fru Heiberg! Sikke et sprog!'⁹
Men også han taler egentlig to sprog: det kultiverede, som han finder passende til sine teaterstykker, og den friske, rytmiske, naturlige variant, der bestemmer tonen i hans eventyr. Det er derfor ikke overraskende, at netop eventyrene gjorde ham berømt. Teaterstykkerne, som i første omgang var hans passion, blev afvist flere gange af blandt andre Heiberg. HCA tog det meget tungt og følte sig som et uerkendt talent. Forholdet til Heiberg-familien kom derfor under pres og blev, i hvert fald fra HCA's side, en slags had-kærlighedsforhold. I sin dagbog skrev han om afvisningen af stykket Det mauriske pige i 1840: "Dårligt humør. Hørte, at Heiberg ikke vil acceptere Det mauriske pige, frygtelig rasende, en vanvittig nat." Og et par dage senere noterede han: 'Skrevet til fru Heiberg. Klokken et læste jeg stykket op for fru Heiberg. Hun sagde, at pigen ligner en fyr, og at stykket er bombastisk. Hun afviste min smiskende bøn om, at hun ville spille det. Svar i morgen. Rasende.'¹⁰
Man kunne sige, at begge uden deres barndoms sprog ikke ville have haft en så enestående succes. Det formede deres identitet.
Dette kommer til udtryk i symbolikken med regnorm, der uden jorden, gødningen fra sit naturlige levested, dør. Hanne læser om dette i slutningen af stykket fra sine erindringer:
'Når jeg sad ved min elskede stentrappe, bemærkede jeg ofte, at regnormene kravlede op af jorden i fugtigt vejr. Da tænkte jeg, at de små orme længtes efter at blive vasket, og for at opfylde deres ønske så godt jeg kunne, sad jeg i timevis og gravede i jorden og samlede så mange som muligt. Jeg vaskede regnormene omhyggeligt og kærligt; ja, jeg skyllede dem så grundigt, igen og igen i rent vand, at de til sidst blev helt ... rene."¹¹ Og døde. Uden jorden, gødningen fra deres naturlige levested, døde de.

1856 – et år med knasende herlighed

Hvorfor valgte Enquist året 1856?
Det var faktisk et katastrofeår for familien Heiberg.
I sommeren 1856 døde Heibergs mor, Thomasine Gyllembourg. Indtil sin død boede hun hos ægteparret, en mærkelig og kompliceret ménage à trois: Heiberg, der allerede som teenager så det som sin skæbne at tage sig af sin mor til det sidste, den dominerende Gyllembourg, der krævede sin søns ubetingede kærlighed, og Hanne, der måtte manøvrere sig ind imellem. Af korrespondancen fremgår det dog, at der også var en absolut gensidig kærlighed mellem Hanne og svigermoren.
Men Gyllembourg er altså forsvundet fra scenen hos Enquist, ligesom hendes portræt, der stadig hang stolt på væggen hos Marstrand. I stedet lader han en ung Hanne betragte fra det maleri, som Marstrand malede af hende i 1859. Ligesom HCA's kunstige tænder er det en anakronisme.

Det absolutte lavpunkt i 1856 var dog, at Heiberg i det år blev tvunget til at træde tilbage fra sin stilling som direktør for Den Kongelige Teater. Hans konservative synspunkter hindrede fornyelser, en smædekampagne, en "teaterkrig", ødelagde ham, og han måtte træde tilbage. På trods af det vanskelige ægteskab så Hanne det som sin livsgerning at hævne sin mand. I 1856 begyndte hun at skrive sine erindringer, som efter Heibergs død skiftede fra barndomsminder til et forsøg på at genoprette hans ære. Erindringerne, der blev udgivet et år efter hendes død i 1890, vakte stor opsigt. Kritikken fokuserede på, at hun forvrængede sandheden, Georg Brandes kaldte værket for "løgne". Sandhedsværdien er måske diskutabel, men hendes erindringer er under alle omstændigheder fascinerende på grund af det tidsbillede, der tegnes, og refleksionerne over skuespillerkunsten. I de første udgaver blev de nødvendige passager slettet, som ifølge udgiverne af hendes værk ikke var acceptable, for rå og smertefulde, især når det drejede sig om hendes barndom. Først i 1944 blev de udgivet i et separat bind.
Alt i alt et betydningsfuldt år, 1856.

I hvert fald for Heibergs. For HCA var det ikke et dårligt år. Han havde været på rejse i Tyskland i et par måneder, var blevet behandlet med al mulig respekt i Weimar og fik den anerkendelse, han altid havde længtes efter: "Storhertuginden tog så venligt imod mig og bød mig velkommen. Storhertuginden-enken var til stede og så til, mens storhertugen omfavnede mig og kyssede mig på begge kinder. Tårerne trillede mig i øjnene; jeg tænkte på, at jeg, søn af en fattig skomager og en vaskekone, blev kysset af fætteren til kejseren af Rusland; hvordan to modsætninger mødes." Også den store Charles Dickens udtrykte sin påskønnelse i et brev til HCA, som han indledte med "Kære og værdige Hans!".¹²

Kærlighed og død

HCA kommer hurtigt til den konklusion, at han til sin lovprisning ved hoffet hellere skulle have valgt Heibergs sølvbryllup som eksempel.
HCA: Den ville have handlet om kærlighed. Om familien. Jeg ville have forsøgt at gengive min ... drøm om kærlighed. Jeg tror faktisk ... at jeg ville have ... talt om jer! Om familien Heiberg! Amor Omnia Vincit!¹³

Hvad ved han om ægteskabelig lykke? Ifølge Enquist forestiller han sig i sin uerfarenhed og naivitet, at ægteskabelig lykke er at sidde sammen om aftenen ved lampen og læse højt for hinanden, som på Marstrands maleri. Men Hanne ved bedre.
Hanne: Ville du ikke skrive om kærligheden, der overvinder alt? Men så skal man komme meget tæt på. Så man kan se det.¹⁴
Og hvad ser man så? Bitterhed, kulde, et islag.
Breve fra 1854/5 mellem Heiberg og Hanne viser, at hun med sit lidenskabelige temperament ikke altid havde det let med den distancerede Heiberg. Brevene, der blev skrevet i en periode med langvarig fravær for at kurere helbredet, er kærlige, men førte i sidste ende ikke til, at Heiberg og Hanne kom tættere på hinanden. De kunne ikke undvære hinanden, men heller ikke være sammen. Kærligheden var død.

Der er mange henvisninger til døden i stykket.
HCA er på vej mod døden med sit kunstige gebis, Gyllembourg er død. Den gamle kvinde, der trods det forvirrede jiddisch, hun taler, ikke er Hannes mor, men Hanne selv, lige før hun dør. Og Heiberg er usynlig og befinder sig i astronomins univers, død for den virkelige verden. Følelserne er døde. Smerten er død. Faktisk er alt og alle døde.

Hanne: "Men til sidst var det, som om jeg blev dækket af et tyndt lag is, et islag, der gjorde lydene og signalerne udefra dæmpede og uklare ... som om jeg ... var indkapslet. I en kokon af is. Og alt, hvad der tidligere havde gjort ondt, sorgen, kvalerne, frygten, fejltagelserne, uroen, sorgen, alt, hvad der havde holdt mig i live ... kom på afstand. [...] uden de smertefulde steder er vi intet, kun døde. Så snart de bliver indkapslet , begynder vi at dø. [...]¹⁵

1. P.O. Enquist, 1934-2020, svensk forfatter, især af historisk inspirerede romaner. Med Livläkarans besök (Lægens besøg), 1999, fik han sit internationale gennembrud.
2. P.O. Enquist, 1981, Från regnormarnas liv. Oversat af Rita Törnquist-Verschuur som Uit het leven van de regenwormen, Een familietafereel uit 1856, 1985, s. 11 ff. Törnquist er især kendt som oversætter af Astrid Lindgrens værker. Hun har oversat teksten meget nøjagtigt, i hvert fald hvis jeg sammenligner den med den danske oversættelse af Enquists svenske original. Jeg har brugt følgende udgave: Fra regnormenes liv, Et familiemaleri fra 1856. Oversat til dansk af Frederik Dessau. Udgivet af Dansklærerforeningen/Skov. 1984.
3. Johanne Luise Heiberg-Pätges, 1812-1890, den største skuespillerinde i den danske guldalder, kom fra et proletarisk miljø, blev opdaget i en ung alder og steg takket være sit store talent og ikke mindst indblandingen fra sin senere ægtemand J.L. Heiberg til toppen af den kulturelle elite.
4. Hans Christian Andersen, 1805-1875, en af de vigtigste danske forfattere fra det nittende århundrede. Ligesom Hanne Heiberg var han et fattigt barn, der skabte furore inden for kunsten. Han stræbte forgæves efter en karriere som dramatiker, men blev især berømt for sine eventyr.
5. Johan Ludvig Heiberg, 1791-1860, litteratur- og kulturkritiker, forfatter til vaudeviller, lette og elegante komedier med sang og dans. Fra 1849-1856 direktør for Det Kongelige Teater i København.
6. Fra regnormens liv, s. 8.
7. Hans Christian Andersen, Aldrig rig, aldrig tilfreds, aldrig forelsket. Udgivet og oversat af Edith Koenders, 1998, de Arbeiderspers, s. 197.
8. Fra regnormens liv, s. 11ff.
9. Fra regnormens liv, s. 24.
10. Hans Christin Andersen, Aldrig rig, aldrig tilfreds, aldrig forelsket, s. 76.
11. Törnquist, s. 59. Mærkeligt nok oversætter Törnquist systematisk "regnormerne" med "dugorme" i stedet for "regnorm", hvilket ikke stemmer overens med titlen. Her har jeg ændret det til "regnorm".
12. Hans Christian Andersen, Aldrig rig, aldrig tilfreds, aldrig forelsket, henholdsvis s. 153 og 155.
13. Fra regnormens liv, s. 16.
14. Fra regnormens liv, s. 33/4.
15. Fra regnormens liv, s. 51.