Hysteri og nervesvaghed

"Hendes psykiske sygdom manifesterer sig i en næsten fuldstændig manglende evne til at kontrollere sine følelser. Hun kan nogle gange gå amok som en sand furie," siger Amalie Skram Professor Hieronimus i den selvbiografiske roman fra 1895 om hovedpersonens, Else Kants, sindstilstand. "Hysterisk" kalder han hende med hendes oprørske vrede. "Din kone er skingrende gal," får Elses mand på et tidspunkt endda at vide som diagnose, fordi Else nægter at "med taknemmelighed i sit hjerte" underkaste sig et strengt behandlingsregime med indespærring på en afdeling på det kommunale hospital midt blandt "en masse hysteriske kvinder", hvor sedation med vanedannende midler som chloral og morfin var en af behandlingspillerne for at få patienterne til at falde til ro. Forskellen mellem hysteri og sindssyge var tilsyneladende meget vilkårlig.

Hvis vi skal tro de forskellige kilder, led en stor del af den (kvindelige) befolkning dengang af en eller anden form for hysteri. I dag kender vi hysteri primært som en betegnelse for en paniktilstand, men i det 19. århundrede var hysteri, også kendt som 'neurastheni' (nervesvaghed), en samlebetegnelse for en lang række især nervøse (misforståede) symptomer som depression, migræne, overspændthed, nervøst sammenbrud, ukontrolleret adfærd, psykoser, demens, epilepsi og afhængighedssymptomer som hallucinationer.
De gamle grækere tilskrev de nervøse sindstilstande i forlængelse af Hippokrates en forstyrrelse af blodcirkulationen mellem livmoderen og hjernen – udtrykket hysteri stammer fra det græske ord 'hystera' for livmoder. Denne etymologiske forbindelse lå til grund for den daværende opfattelse, at kun kvinder var modtagelige for hysteri, en opfattelse, der holdt sig indtil slutningen af det 19. århundrede. Dette forklarer også, at voldsomme følelsesudbrud som oprørskhed og vrede samt mentale anstrengelser i form af ambitioner og et højt uddannelsesniveau i det 19. århundrede kunne føre til infertilitet. Der ville i så fald gå for meget blod til hjernen i stedet for til forplantningsorganerne, hvilket kunne bringe kvindens krop i ubalance. Især kvindelige malere, forfattere og andre kunstnere udgjorde en 'sårbar' gruppe.
Iført den antikke tankegang var livmoderen ikke fast forankret i bughulen, men svævede frit i kroppen, og dens op- og nedadgående bevægelser kunne forhindre kroppen og især sindet i at fungere korrekt. Livmoderen skulle som et levende væsen, et dyr, være på jagt efter væske eller mandlig sæd.

Behandlingen af hysteri varierede enormt. Til dels kunne dette gøres relativt enkelt uden indgriben fra en læge. Man kunne for eksempel forsøge at påvirke livmoderens position ved hjælp af dufte: en ubehagelig duft ville skubbe livmoderen væk, mens en behagelig duft ville tiltrække den. I praksis kunne man gøre dette ved for eksempel at holde en velduftende parfume ved næsen eller vaginaen.

Ud over at opnå den ønskede silhuet bidrog den udbredte brug af korsetter også til at holde livmoderen på plads. Til mere målrettet brug fandtes der specielle 'elektropatiske' bælter på markedet.

Og selvfølgelig kunne hysteriet også dæmpes ved hjælp af beroligende medicin. Dengang var der et stort udvalg af midler, der var frit tilgængelige. Laudanum (en opiumtinktur), kodein, morfin, chloraal, kloroform – alle stærkt vanedannende midler – var det første valg. De kunne let købes uden recept som middel mod smerter (f.eks. menstruationssmerter), hoste, diarré, som sovemiddel og som beroligende middel. Det blev endda anbefalet at tilsætte laudanum i mad til nyfødte babyer for at berolige dem. Sådanne 'beroligende midler' blev i reklamer fra medicinalindustrien fremhævet som et universalmiddel mod alle mulige lidelser og burde derfor findes i medicinskab. En yderligere fordel var, at disse midler var billigere end alkohol, da der ikke blev opkrævet afgift på medicin.

Ved en sådan ukontrolleret og regelmæssig brug var der naturligvis risiko for afhængighed, hvilket kunne føre til en ond cirkel af årsag og virkning. "Enhver alvorlig sygdom kunne let efterlade en patient med en afhængighed, selv efter at de var kommet sig over den oprindelige sygdom, på grund af den [...] liberale brug af opiater."¹
Desuden var koldt vandbad under lægelig overvågning et anbefalet middel, ligesom kontroversielle teknikker som livmoderløft (at skubbe livmoderen opad), manuel vaginal massage og elektrostimulering (svag elektrochokterapi) ved hjælp af vibratorlignende apparater. Flere af disse apparater, der skulle bruges under lægelig overvågning, havde et tilbehør til vaginal anvendelse for at opnå en "paroxysme", spasme eller orgasme, der skulle have en helende virkning. Ægteskab med regelmæssig seksuel aktivitet og især graviditet blev betragtet som yderst gavnligt for den svævende livmoder. Hvis alt dette ikke hjalp, var der altid den kirurgiske fjernelse af livmoderen, hysterektomi.
Er det et tilfælde, at så mange kvinder blev stemplet som hysteriske og dermed utilregnelige af mandlige læger i en tid, hvor kvinders emancipation tog stadig mere fast form, de første kvinder fik adgang til universitetet (således blev Aletta Jacobs i 1871 den første kvinde, der blev optaget på det medicinske fakultet ved universitetet i Groningen), og kvinder i stigende grad kom til at beklæde stillinger i det offentlige, som tidligere var forbeholdt mænd – alt dette på bekostning af ægteskab og moderskab?

Hypnose og psykoanalyse

På trods af al uvidenhed om patologien bag psykiske lidelser antog man traditionelt, at der var en fysisk årsag, og i tilfælde af hysteri anså man, som beskrevet, den vandrende livmoder for at være synderen. Først med den banebrydende forskning i hysteri hos kvinder og hypnose af den franske neurovidenskabsmand Jean-Martin Charcot (1825 – 1893) modnedes indsigten i, at der kunne være en ikke-fysisk, neurologisk komponent, der var ansvarlig.

Under sine velbesøgte offentlige forelæsninger, les leçons cliniques, på det parisiske universitetshospital La Salpêtrière viste han patienter, hos hvem han under hypnose kunne fremkalde hysteriske anfald. Med Charcot som direktør blev La Salpêtrière et internationalt anerkendt forskningscenter. Det var ikke uden grund, at forfatteren og psykiateren Frederik van Eeden lod sin fiktive, sindssyge hovedperson Hedwig i Van de koele meren des Doods (1900) indlægge sig på La Salpêtrière for at finde helbredelse takket være terapien (og troen).² Også den berømte østrigske neurolog og grundlægger af psykoanalysen Sigmund Freud (1856 – 1939) forskede der omkring 1885 i tæt samarbejde med Charcot. Ifølge Freud var hysteri forårsaget af ubevidste eller fortrængte seksuelle ønsker eller traumatiske minder eller medfødte drifter. I sin Studie über Hysterie (1896) udarbejdede han hypotesen om, at hysteri kunne helbredes ved at tale om det under hypnose. Med tiden gik Freud fra hypnose til 'fri association' for at gøre det ubevidste klart og dermed kunne håndtere det bevidst.
Alt i alt betød de sidste to årtier af det 19. århundrede en reel vending i diagnosticering og behandling af psykiske sygdomme. I hvert fald på det videnskabelige teoretiske plan – om patienterne i de forskellige psykiatriske institutioner, et eufemisme for sindssygehuse, galeanstalter eller dårhus, faktisk mærkede meget til det i disse år, er stadig et åbent spørgsmål. De forskellige publikationer fra tidligere patienter, der så dagens lys omkring den tid, er hovedsageligt anklager af typen j'accuse og tegner et rystende billede.

Det sindssygehus

"Et vanvittigt sted, hvor du aldrig kommer ud af."

I 1887 udkom bogen Ten days in a Madhouse af den amerikanske journalist Nellie Bly (pseudonym for Elizabeth Jane Cochrane Seaman). Bly var en modig kvinde, der på opdrag fra avisen New York World foregav at være sindssyg for at blive indlagt (undercover) på den psykiatriske institution på Blackwell's Island nær New York og undersøge, om der var noget om rygterne om mishandling og umenneskelige forhold på stedet. Uden nogen ordentlig medicinsk anamnese blev det straks konstateret, at hun var 'positively demented', 'a hopeless case' og dermed indlæggelsesmoden. Ethvert forsvar fra hendes side over for lægerne blev kvalt i opløbet, og selvom Bly efter indlæggelsen ikke længere opførte sig hysterisk og forvirret, blev hendes normale adfærd ufortrødent tolket som et symptom på sindssyge. "Tænk på dette i forhold til en kriminel, der får alle muligheder for at bevise sin uskyld," sukker Bly.
Forholdene på institutionen var barbariske og foruroligende. Allerede efter den første dag af sin indlæggelse konkluderede Bly:

'Hvad, bortset fra tortur, ville frembringe sindssyge hurtigere end denne behandling? Her er en gruppe kvinder, der er sendt til behandling. Jeg vil gerne have, at de ekspertlæger, der fordømmer mig for min handling, som har bevist deres evner, tager en fuldstændig sund og rask kvinde, lukker hende inde og får hende til at sidde fra kl. 6 om morgenen til kl. 8 om aftenen på bænke med lige ryglæn, ikke tillade hende at tale eller bevæge sig i disse timer, ikke give hende noget at læse og ikke lade hende vide noget om verden eller dens gøren, give hende dårlig mad og hård behandling, og se, hvor lang tid det tager at gøre hende sindssyg. To måneder ville gøre hende til et mentalt og fysisk vrag.'3

Derudover kritiserer Bly den hårde behandling fra plejepersonalet. Det var ikke uddannede sygeplejersker, men ofte kvinder af laveste rang, der kun arbejdede for at få mad og tag over hovedet og som kunne udleve deres frustrationer på de forsvarsløse patienter gennem fysisk og psykisk mishandling. Chancen for at blive erklæret helbredt og forlade institutionen var stort set nul, mens Bly konstaterede, at en stor del af patienterne faktisk slet ikke led af nogen psykisk sygdom; i mange tilfælde drejede det sig om kvinder, der havde været så uheldige at miste deres psykiske balance på grund af en vanskelig fase i deres liv.
Efter hendes afskedigelse fra institutionen på grund af avisen skabte hendes beretning den nødvendige opstandelse. Der blev iværksat en uafhængig undersøgelse af en såkaldt "grand jury", en undersøgelseskommission bestående af 13-23 borgere, der undersøger anklager forud for en eventuel retssag, med det resultat, at regeringen kom med en enorm økonomisk indsprøjtning på 1.000.000 dollars for at forbedre situationen på institutionen. Dette gjorde det også muligt at ansætte kvalificerede læger.
Blys journalistiske bedrift er ikke glemt: For nogle år siden blev der produceret film og en tv-serie baseret på hendes bog og hendes afsløringer.

Men også i Holland herskede der på den tid lignende misforhold. I en brochure, hun selv udgav, giver Johanna Stuten-te Gempt i 1892 en chokerende beretning om sine oplevelser under to korte indlæggelser på sindssygeanstalten ved Slijkeinde i Haag. En supplerende publikation indeholdt forskellige vidneudsagn for at underbygge hendes historie, for man kunne jo også afvise hendes beskyldninger som 'en gal mands vrøvl'.⁴Stuten var en 60-årig kvinde af god herkomst og med en fremragende almen dannelse. En depression efter hendes mands død fik hende til at ende på anstalten i nogle måneder i 1890. På trods af Blys udtalelse om, at "to måneder ville gøre hende til et mentalt og fysisk vrag", havde denne periode ikke knækket Stuten. Tværtimod så hun det som sin mission at gennemføre væsentlige forbedringer "i skæbnen for dybt ulykkelige medmennesker". Også hun nævnte de elendige forhold med hensyn til tøj, mad, bolig og den grusomme og provokerende behandling fra "plejerskerne". Isoleringscellen var især en favorit blandt opsynspersonerne, et uopvarmet rum på 1 x 2 meter uden lys, luft eller nogen form for komfort. I gennemsnit tilbragte en patient 6 ud af 10 dage i en sådan celle, ofte for en bagatel. Derudover kritiserer Stuten den omfattende brug af beroligende midler. "Opium eller laudanum, uanset hvad det kaldes, er i mange tilfælde et gavnligt middel, når det gives dråbe for dråbe, men det gives i enorme mængder for at holde patienterne rolige, så personalet selv kan få ro," siger Stuten. Dolhuys var et sted, hvor der bag hver journal gemte sig et liv fuld af fortvivlelse. Eller med Stutens ord:

'Men ingen hører disse desperate skrig, verden hører dem ikke, familien hører dem ikke, og de forfærdelige institutionens mure er tavse som graven. Der er ingen kontrol, ingen tilsyn, ingen beskyttelse for de ulykkelige, der er mindre værd end dyr, og som behandles som menneskehedens udskud. Dyrebeskyttelsen ville have et frugtbart arbejdsområde der.'  

Efter sin udskrivning fra sindssygeanstalten krævede det stadig stor indsats og vedholdenhed fra Stutens side at få sin sindssygeerklæring annulleret, fordi de ansvarlige læger frygtede den negative omtale, hun truede med at bringe ud i offentligheden. Og sindssyge betød på det tidspunkt, at en person var handleudygtig. Men til sidst lykkedes det hende, blandt andet takket være forskellige vidneudsagn, at overbevise de ansvarlige myndigheder om de umenneskelige forhold og den dybe elendighed, som de forsvarsløse skabninger levede under. Stutens plædi og indsats havde effekt: direktøren, regenterne, lægerne og personalet blev afskediget, og leveforholdene blev gradvist forbedret.

Det gule tapet

Også i fiktionens verden blev der rejst kritik af skæbnen for kvinder, der blev stemplet som sindssyge. Med den frihed, som fiktion giver til at forvrænge sandheden til det bizarre og overdrive situationer, kan man opnå en enorm genklang. Et af de mest kendte eksempler er den omtalte og ofte oversatte og filmatiserede novelle The Yellow Wallpaper af den amerikanske forfatter Charlotte Perkins Gilman fra 1892. Det er et feministisk værk om en (som "førstepersonsfortæller" navnløs) forfatterinde, der efter fødslen af sit første barn får et nervøst sammenbrud (med den viden, vi har i dag, ville diagnosen postnatal depression være mere korrekt). Hendes mand, der er læge, synes at være den rette person til at behandle hende. Han anbefaler en kur og lejer med det formål et afsides beliggende hus, hvor hans kone indkvarteres i et tidligere børneværelse for at gennemgå en streng sengeleje-kur. Fra starten af hviler der en dyster stemning over huset, '[...] I would say a haunted house […] there is something queer about it.’ Besøg, aktiviteter som læsning, skrivning og maleri er forbudt. Og hendes svigerinde Jane holder nøje øje med, at hun overholder reglerne. Hvil, fuldstændig hvile, med al den plads, der skal til for at lade tankerne flyve i alle retninger.
Hun forsøger at overbevise sin mand om, at hun ikke bliver helbredt med denne terapi, som han hævder, men hun bliver ikke hørt og finder sig i det – situationen gør hende mundlam: 'So I take phosphates or phosphites—whichever it is, and tonics, and journeys, and air, and exercise, and am absolutely forbidden to “work” until I am well again. Personligt er jeg uenig i deres ideer. Personligt tror jeg, at behageligt arbejde med spænding og forandring ville gøre mig godt. Men hvad skal man gøre?'
Børneværelset er med sit ødelagte møblement og beskadigede tapet i et fascinerende mønster af krøllede linjer alt andet end beroligende. Tapetet gør kvinden i sit isolation langsomt bogstaveligt talt gal, det frastøder hende, men har samtidig en tiltrækkende, besættende virkning: ’the bloated curves and flourishes—a kind of ‘debased Romanesque’ withdelirium tremens—gowaddling up and down in isolated columns of fatuity.’ I løbet af historien tager hendes vrangforestillinger og dermed hendes flugt fra virkeligheden stadig mere maniske former, og hun bliver fast overbevist om, at der gemmer sig en kvinde (hende selv) bag tapetet. Dette resulterer i en mesterlig slutscene, hvor den nu sindssyge kvinde, i den vrangforestilling, at hun er befriet fra tapetet, kravler som et dyr på hænder og fødder over kroppen af sin mand, der er faldet om og dermed er ude af stand til at gøre modstand:

''Hvad er der galt?" råbte han. "For Guds skyld, hvad laver du!"  Jeg fortsatte med at kravle, men jeg kiggede på ham over skulderen. "Jeg er endelig kommet ud," sagde jeg,  "på trods af dig og Jane! Og jeg har revet det meste af tapetet af, så du ikke kan sætte mig tilbage!"  Hvorfor skulle den mand besvime? Men det gjorde han, og lige på tværs af min vej ved væggen, så jeg var nødt til at kravle over ham hver gang! 

I forbifarten nævnes neurologen Mitchell i novellen: "John siger, at hvis jeg ikke kommer mig hurtigere, vil han sende mig til Weir Mitchell i efteråret." S. Weir Mitchell (1829-1914) var en læge fra Philadelphia, der havde gjort sig internationalt bemærket med sin behandling af hysteri. Hans behandling bestod af isolation, fuldstændig sengeleje, undgåelse af enhver anstrengelse, uanset om den var fysisk, intellektuel eller kreativ, elektroterapi og massage samt en fedtfattig kost, som f.eks. at drikke enorme mængder fuldfed mælk. Dette gav ham tilnavnet "Dr. Diet og Dr. Quiet". Også Sigmund Freud var tilhænger af hans behandlingsmetoder med hvile og elektroterapi, og muligvis går den ikoniske brug af en divan under terapeutiske sessioner endda tilbage til ideen om sengeleje. Den kendte forfatter Virginia Woolf var en af Mitchells patienter. Hun henviste til hans terapier i romanen Mrs. Dalloway(1925): 'Du påberåber dig proportioner; ordner hvile i sengen; hvile i ensomhed; stilhed og hvile; hvile uden venner, uden bøger, uden beskeder; seks måneders hvile; indtil en mand, der gik ind med en vægt på 47 kg, kommer ud med en vægt på 76 kg.' Også Charlotte Perkins havde i 1887 gennemgået en hvile-kur under hans tilsyn, hvilket inspirerede hende til at skrive The Yellow Wallpaper. Hun hævdede, at Mitchell havde tilpasset sine behandlingsmetoder på baggrund af novellen, men der er ingen tegn på, at dette faktisk skete. Selvom Mitchell blev svartet til i novellen, var og forblev han en ubestridt autoritet inden for sit felt.

Professor Hieronimus

Jeg har ikke kunnet finde ud af, om Amalie Skram kendte til The Yellow Wallpaper, men der er bemærkelsesværdigt mange paralleller til Professor Hieronimus, der udkom nogle år senere. Ikke kun hovedpersonernes baggrund, men også kritikken af den (i hvert fald i forfatternes øjne) ineffektive terapi og den dermed forbundne kampagne for at miskreditere de ansvarlige læger er ens. Ligesom Perkins hentede Skram inspiration fra egne erfaringer.

Kulissen for Professor Hieronimus er afdelingen (nr. 6) på det kommunale hospital i København, hvor psykiatriske patienter bliver behandlet. Afdelingen ledes af den (fiktive) velrenommerede psykiater Professor Hieronimus. Hovedpersonen Else Kant er en maler, der er gået i stå i sit arbejde og oplever en slags 'forfatterblokering', hvor hun til sin store frustration ikke længere kan finde sproget til sit budskab, i hendes tilfælde at sætte det, hun ser for sig, på lærredet. Derudover er kombinationen med forpligtelserne i ægteskabet og moderskabet tung for hende, hvilket giver hende følelsen af, at hun fejler på alle fronter. Situationen eskalerer i en sådan grad, at hun overvejer selvmord ved hjælp af en overdosis af det opium, hun tager mod hoste og søvnløshed. Tiden er inde til at gribe ind, og knust af alle følelserne indvilliger hun i en frivillig indlæggelse på hospitalet i håb om, at professor Hieronimus kan hjælpe hende gennem den mentale og følelsesmæssige krise. Hun er optimistisk og går ud fra, at et par dages hvile vil hjælpe hende med at komme sig. Men hendes høje forventninger bliver ikke indfriet – der bliver ikke afholdt et terapeutisk møde med lægen, anamnesen "sindssyg" og hysterisk bliver stillet på baggrund af fordomme og bliver ikke justeret efterfølgende. Hver eneste vredesudbrud og modvilje fra Else bliver stemplet som endnu et tegn på hendes nervøsitet, mens Hieronimus ikke indser, at denne vrede netop er fremkaldt af hans egen behandling. I modsætning til den nervøse hovedperson i The Yellow Wallpaper bliver Else ikke mundlam, men finder tværtimod styrke til at gøre modstand mod politikken og kæmpe for sig selv og sine rettigheder.
Umiddelbart efter indlæggelsen bliver Else underlagt sengeleje. Hun ser ikke nytten i det, da hun først og fremmest – og stadig mere desperat – længes efter ro i sindet. Men det får hun ikke lov til, for fordi alle dørene på afdelingen står åbne, genlyder det især om natten af et helvedes larm af "skingrende skrig, vanvittige skrig, spark og stampen" fra psykiatriske patienter, der raser som dyr. "De har ret, de er faktisk ret hysteriske," siger en af lægerne om de patienter, der larmer så meget, og ordinerer ekstra kloral og opium for at berolige dem. Derudover er det iskoldt på afdelingen, der er alvorlig mangel på varmt tøj og mad, for ikke at tale om hygiejnen – håbløse forhold, der minder om de situationer, som Bly og Stuten beskriver. Sygeplejerskerne gør deres bedste og viser stor forståelse, men de kan ikke gøre meget for Else, da deres hænder er bundet af regler og protokoller.

Alt i alt indtræder den ønskede helbredelse af Else ikke, trods administrationen af store doser kloral, som giver hende vrangforestillinger, men ikke hjælper hende med at falde i søvn. Hieronimus anbefaler derfor, at hun indlægges i længere tid på St. Jørgen, et sindssygehospital lige uden for København. Hendes vrede og ukontrollerede adfærd betragtes som meget uønsket og ufeminint, og noget der skal korrigeres. "Gennem isolation og indespærring?" spørger Knut, hendes mand, lægen. Da besøg er forbudt, har Knut aldrig haft mulighed for at kontrollere lægens udtalelser. Og så bliver Else overført.
Under ledsagelse af en vagt tager hun turen til St. Jørgen. Denne kvinde har ikke meget medfølelse med sindssyge – hvad er disse skabninger endelig andet end "en slags dyr."
Elses ophold i St. Jørgen, som Skram beskriver i På St. Jørgen ( I St. Jørgen) (1895), er meget mere behageligt og humant, og hendes helbredelse lader ikke vente på sig. Professor Hieronimus og På St. Jørgen udgør tilsammen et diptykon om Elses vej til helbredelse.

Dr. K. Pontoppidan

Skram baserede karakteren Hieronimus på lægen Knud Pontoppidan (1853-1916), der siden 1887 var overlæge på den psykiatriske afdeling på det kommunale hospital, hvor hun selv var indlagt på det tidspunkt. Pontoppidan, en bror til forfatteren Henrik Pontoppidan, der tilhørte Brandes' kreds, blev i 1883 promoveret på kronisk brug af morfin og underviste i årene derefter i psykiatri ved Københavns Universitet. Han skrev den første danske lærebog om neurologi i 1887, hvorefter han blev udnævnt til overlæge i psykiatri. På baggrund af moderne videnskabelige indsigter og forskningsresultater gennemførte han de nødvendige reformer: korporlig afstraffelse, tvangsmidler og indespærring i isolationsceller blev afskaffet, afdelingen blev indrettet mere som en medicinsk sygeafdeling med en åben indretning, leveforholdene blev forbedret, og sidst men ikke mindst blev der ansat uddannet plejepersonale. København var dermed internationalt førende.
At Else Kant netop havnede på dette sted i en så uudholdelig, umenneskelig situation med dårlig pleje, kulde og forsømmelse, synes derfor ikke at være et troværdigt billede af virkeligheden, men snarere baseret på, hvad der skete andre steder i institutioner for sindssyge. Desuden er den foreskrevne sengeleje i hendes øjne en meningsløs straf, men med den daværende viden om psykoterapi var det netop en moderne og almindeligt accepteret behandlingsmetode på det tidspunkt. Også det faktum, at hun bebrejder Hieronimus for ikke at lytte til hende, er ikke usædvanligt for den tid. Før Freuds publikationer i slutningen af 1890'erne var det slet ikke almindeligt at lægge vægt på, hvad en sindssyg sagde. Alt i alt synes Skram hermed at tegne et ensidigt, negativt billede af situationen uden at gøre retfærdighed til Hieronimus' medicinske kvaliteter.
Karen Fastrup, en nutidig dansk forfatter, skriver i sit efterord til den samlede genudgivelse af Professor Hieronimus og På St. Jørgen⁵ at Pontoppidan på grund af denne bog følte sig tvunget til at fratræde sin stilling som overlæge på det kommunale hospital. Når man tænker på, hvor meget Bly og især Stuten måtte kæmpe for at få en ansvarlig læge fyret, virker denne udtalelse lidt forhastet i tilfældet med en anerkendt læge. I denne sammenhæng er Edvard Brandes' boganmeldelse i avisen Politiken fra 7. marts 1895 også interessant: "Jeg vil derfor råde læseren til helt at ignorere den personlige kritik af den pågældende læge og blot nyde den kunstneriske værdi af Professor Hieronimus." Han vil ikke kun have ønsket at distancere sig fra Skrams beskyldninger, fordi Pontoppidan var bror til en kollega – han vidste tilsyneladende bedre, hvordan tingene hang sammen.

I mellemtiden fik pressen nys om det budskab, Skram formidlede med sin bog, og tog kritikken op i forskellige artikler og annoncer i dagblade, muligvis som led i en større social protest mod lægernes autonomi og misforholdene i psykiatrisk behandling som helhed.

Det blev en temmelig ubehagelig smædekampagne, som Pontoppidan først efter to år, i 1897, forsvarede sig imod med brochuren Dr. Pontoppidans sjette Afdelings Jammersminde, kommenteret af statsråd Brun. Han afviste alle beskyldninger. Derefter trådte han frivilligt, men bittert, tilbage fra sin stilling. Ved hans afsked blev han overvældet med hyldest og æresbevisninger fra kolleger og (tidligere) patienter. Derefter helligede han sig indtil sin død medicinsk retspraksis og videnskabelig forskning – en anerkendt videnskabsmand, der med sin viden og dygtighed indgydte stor respekt, måske var lidt distanceret i omgangen, men bestemt ikke den inkompetente læge, som han bliver fremstillet som i skikkelse af professor Hieronimus.
Det er selvfølgelig stadig gisninger, 125 år efter, men når man ser på det hele samlet, ser det ud til, at Skram blander fakta og fiktion, og at hun har rettet sin kritik meget mod personen, hvor det forbliver uklart, om hun ønskede at stille Pontoppidan i et dårligt lys på grund af personlig nag, eller om hun blev drevet af en emancipatorisk modstand mod den mandlige autoritet. Jeg tilslutter mig derfor gerne Brandes' råd om primært at betragte romanen som fiktion. Fascinerende fiktion, det er den i hvert fald.

1. Goodman, Ruth, How to be a Victorian, London , Penguin Books, 2014, s. 283
2. I denne sammenhæng er det også værd at læse romanen Boken om Blanche och Marie af Per Olov Enquist, Stockholm, Norstedts Förlag, 2004, oversat fra svensk af Cora Polet med titlen Blanche en Marie, Amsterdam, Ambo/Anthos, 2005.
3. Bly, 1887, s. 109
4. Van Eijk-Osterholt, C.A., Bökenkamp, K., Wartaal van een gek(Sproget af en gal), Den chokerende historie om Johanna Stuten-Te Gempt, Haag, Kruseman, 1983
5. København, Gyldendal, 2020.