Vilhelmine Zahles (1868-1940) arbejde som lærer og forfatter blev bemærket af presse og publikum i hendes levetid, men blev hurtigt glemt. Under den anden bølge af feminisme i anden halvdel af det tyvende århundrede blev det genopdaget, støvet af og genudgivet.¹ Og dog var det kun et yderst beskedent oeuvre, hun efterlod sig: en håndfuld digte, et enkelt journalistisk stykke og en novellesamling med nøjagtig to noveller (I Sommerferien og Også en Kærlighedshistorie). Men den ringe mængde opvejes absolut af indholdet, de temaer, som Zahle satte på papir i disse noveller. Zahle vovede at tage fat på et af de store, tilslørede, men ulmende og gærende tabuer fra det "maskerede nittende århundrede".² : spirende seksuelle følelser hos unge kvinder, før de indgik ægteskab. For datidens tidsånd var dette uden tvivl en upassende og forkastelig vinkel.

Samlingen Vildsomme Veje (1890) (Ubefærdede veje) antyder allerede med titlen, at Zahle tog fat på et usædvanligt tema.
I Sommerferien(I sommerferien) falder den kvindelige hovedperson under en ferie, hvor hun er fri for alle begrænsninger i København, for en charlatans tilnærmelser, selvom hun er forlovet med en anstændig mand, der kan tilbyde hende en god og tryg fremtid. De følelser, som denne forelskelse vækker i hende, er nye for hende, og hun er tæt på at give efter for dem, selvom denne utroskab og den flygtige ferieloves uopnåelighed ville kaste hende ud i ulykke. Heldigvis kommer hun til fornuft i tide, vender hun indre om fra denne ubrugte vej, før den kan blive en vildvej, og vælger det sikre, traditionelle ægteskab – men uden den pirrende lidenskab, hun havde opsnappet på ferien.

[Da Valborg, den kvindelige hovedperson, bliver alene tilbage efter sin ferieforelskelses afrejse, reflekterer hun over det, der er sket:] 

'Nu hun ikke længere kunne mærke hans farlige blik rettet mod sig, kunne hun bedre få styr på det hele. 
For ham havde det ikke været mere end en flirt, et spil – sommerunderholdning. For hende var det gået så dybt, at hun følte, at hun havde betalt en høj pris for at få lov til at smage kærlighedens glæder, noget hun aldrig havde troet var muligt.  
Nu vidste også hun, hvordan det føltes at være forelsket.  
Og nu var det forbi. 
[...] Og på samme sted, hvor Valborg havde sagt farvel til sin kærlighed, gik hun nu sin kommende mand i møde med sin tidligere urokkelige, venlige ro over sig. Det havde været en drøm, ubekymret og smuk, uovervejet og spontan – og nu stod hun ansigt til ansigt med virkeligheden – en virkelighed, man kunne stole på. 

Kvindelig kærlighed

Den anden novelle, Også en Kærlighedshistorie (En anden slags kærlighed), er uden tvivl den mest interessante af de to. Også denne historie handler om en uopnåelig kærlighed, men af en helt anden karakter: en ung piges kærlighed til en anden kvinde. Kvindekærlighed altså – hvor forfærdeligt! En ægte 1800-talsmand ville næsten kvæles i det. Homoseksualitet var jo strafbart på grund af "krænkelse af den offentlige anstændighed" i Danmark indtil 1930. Det skal dog bemærkes, at dette kun gjaldt for kærlighed mellem mænd. Tilsyneladende var kærlighed mellem kvinder så utænkelig, at dette fænomen ikke behøvede at blive reguleret ved lov. Dybt hengiven beundring af et uopnåeligt forbillede, omfavnelser, kys, at holde hinanden i hånden: det hele tolereres inden for en pigevenskab – dengang måske endnu mere end i dag – og kan dermed balancere på den hårfine grænse mellem venskab og kærlighed. Men frygten for, at afsløringerne i novellen kunne chokere de sarte, uberørte pigers sjæle, viste sig at være ubegrundet – novellen emmer indtil sidste sætning af en sødmefuld anstændighed med umiskendelige pædagogiske elementer, som læreren Zahle taler ud fra. Denne type pubertære, uskyldige indfald forsvinder af sig selv, når en pige først har fundet den rette mand og finder sin tilfredsstillelse som hustru og mor, er en af visionerne i historien. Men litteraturens modtagelse afhænger naturligvis i høj grad af betragterens øjne – novellen kan også og frem for alt læses som en kritik af den fastlåste samfundsmoral, der gør en sådan form for kærlighed uholdbar.

Martha, hovedpersonen, er vokset op uden megen kærlighed. Hun mistede sin mor i en ung alder, hendes far er videnskabsmand, der holder sig for sig selv i sit arbejdsværelse, og kontakten med husholdersken er funktionel, men distanceret. Hun lever isoleret i sin egen lille verden, hvor bøgerne er hendes bedste venner – det er især de romantiske forfattere, der former hendes verdensbillede. Er det så underligt, at hun forguder den fem år ældre Edith og sætter hende på en piedestal? Med den tilbedelse, hun kalder forelskelse, forbliver hun i en poetisk drømmeverden – hun er Romeo, der falder på knæ for sin elskede Julia. Den fysiske udmøntning af kærligheden mangler fuldstændigt i historien – det emne er for Martha, ligesom for andre piger fra hendes miljø, det store, skræmmende ukendte, subtilt afspejlet i Marthas forbløffelse over, at Edith efter sit ægteskab med Ernst ikke syntes at elske sin mand mindre.

Naturlig drift eller ej

Zahle er først og fremmest interesseret i fænomenet kærlighed til en person af samme køn inden for rammerne af nature-nurture-debatten. Marthas ungdom og boglige viden danner ganske vist grundlag og miljø for den romantiske, idealiserende kærlighed til en person af samme køn, men giver ikke nogen forklaring på, om det også er en arvelig disposition, en medfødt naturlig drift. Martha forsøger netop at tvinge sig selv til at opleve de fysiske fornemmelser af forelskelse på baggrund af det, hun har læst om det. Hun er ikke en person, der har en indre trang til at tilfredsstille naturlige drifter.
Zahle forsøger ikke at analysere Marthas følelsesliv videnskabeligt og dømmer heller ikke. Novellen forbliver på niveauet med Marthas konstante selvransagelse om, hvorvidt det, hun føler, er naturligt eller sundt, og hvordan det forholder sig til den sociale og religiøse moral, med andre ord om det er godt eller dårligt. Ud over Marthas indre stemme i en langstrakt monologue intérieur lyder også den moraliserende samfunds stemme tydeligt igennem:

'Og Marthas forfærdede ansigtsudtryk fuld af længsel, fuld af uforståelig sorg, fik Edith til at spekulere på, om der virkelig fandtes så unaturlige kvinder, der kun kunne forelske sig i en person af deres eget køn – og hvis ja – var Martha en af dem? Var det mere end bare fanatisme, mere end en barnlig indfald? 
[...]'

[Scene, hvor hendes elskede veninde Edith gifter sig med lægen Ernst Stein:]

'Parret stod foran alteret. 
Martha måtte smile ved nogle af ordene i vielsesceremonien: "For kærlighed, kære gæster, er Guds smukkeste gave. Der findes simpelthen ikke større jordisk lykke end at elske en anden inderligt." 
Og alligevel vidste hun, at det var sandt, hun kendte den følelse, der indgyder frygt og får hjertet til at banke vildt, og alligevel er så fuld af svimlende lykke, hun vidste, hvordan man kan glemme alt, når man ser sin elskede i øjnene. Men pastor Eriksen ville sandsynligvis ikke forstå og godkende den slags kærlighed, hvis han kunne se ind i hendes hjerte. Han talte jo om kærlighed mellem mand og kvinde, ifølge de regler, som samfundet og Gud havde fastsat. Alt andet var unaturligt, ren galskab. Præcis! Sådanne unormale væsener bør så hurtigt som muligt gøre verden den tjeneste at forsvinde.

Selvmordsforsøg

Martha tager dette 'forsvinden fra verden' bogstaveligt. Hun beslutter, at hun vil gøre en ende på sit liv efter Ediths bryllup ved at skære sine håndled over. Men dette forsøg på at finde glemsel bliver forpurret, fordi hun i det afgørende øjeblik besvimer som følge af en pludselig lungebetændelse. En så drastisk flugt fra livet er altså ikke løsningen i denne novelle.

I det nittende århundrede var selvmord ikke uomstridt, det blev betragtet som en forbrydelse, som en synd mod den kirkelige orden. Selvmordere måtte derfor som udstødte ikke begraves på hellig jord. En undtagelse var naturligvis martyrer, der døde heroisk for den gode sag. Marita Mathijsen påpeger i den naturalistiske litteratur i slutningen af det nittende århundrede en bølge af selvmord, der har at gøre med samfundets krav. Med Mathijsens ord: "I de naturalistiske romaner fra slutningen af det 19. århundrede er selvmord ikke længere en æreshandling, der skal nydes, eller en forkastelig handling, men det uundgåelige resultat af en række naturlige processer."³ (På samme side nævner hun bemærkelsesværdigt nok Danmark som et af de lande, hvor der i virkeligheden var flest selvmord i 1877.)
De valgte midler varierer: ”Ærlig selvmord kræver andre midler end uærlig selvmord. Drukning og hængning hører til den lave form, mens den sublime selvmord begås med kniv, pistol, gift eller, som en smuk variant, ved selvdestruktion eller ved at springe ud fra et tårn.”⁴ Franske naturalister lader deres personer helst indtage gift: Flauberts Emma Bovary og Zolas Thérèse Raquin og hendes anden ægtemand gør det. Couperus lader Eline Vere dø af en overdosis morfin, og også Amalie Skram vælger denne vej i Constance Ring. I Marthas tilfælde skulle hendes fars barberkniv være løsningen.

Helbredelse

Den daværende udbredte opfattelse, at homoseksualitet var en sygdom, man kunne helbrede, bliver også taget op:

Martha var kommet til ro, men samtidig også berøvet det særlige, hun besad. Uden den kærlighed, der var blevet en slags anden natur og havde gjort hende til det særlige væsen, hun havde været, var hun nu en gennemsnitlig, rekonvalescent patient, træt, doven og bekvem, og hun kunne godt mærke, at hun resten af sit liv ville være "rekonvalescent" efter sin "sygdom", som hun nu måtte kalde sin forelskelse i Edith. Derfor savnede Edith også noget hos sin veninde. Hvor var det strålende, varme blik, som Martha tidligere havde set på hende med, hvor var de voldsomme, uforudsigelige kys, de små, naive, spontane kærlighedserklæringer, alle de ting, hun tidligere havde brokket sig over? Ja, det savnede hun virkelig nu. Det havde faktisk været så sjovt, så originalt!

Dette fragment rejser også spørgsmålet om, i hvor høj grad afvigende seksuel orientering og nonkonformistisk adfærd bestemmer din identitet. "Der er ingen anden måde at være end at være anderledes", som den hollandske forfatter Carry van Bruggen (1881-1932) så rammende formulerede det for omkring 100 år siden. Martha "helbredes" i den forstand, at hun ikke overvinder sin forelskelse, men blot undertrykker den ved at gemme symbolsk håndgribelige minder som breve, rim og fotos væk i en hatæske. Men prisen, hun betaler for det, er, at hun mister sin individualitet og synker ned i apati og sløv resignation.

De daværende anmeldelser var blandede.
I Politiken vurderede Edvard Brandes, at novellen var troværdig og diskret og absolut fortjente mere opmærksomhed, end 'damerlitteratur' normalt gjorde. Det forekom ham meget plausibelt, at sådanne intense følelser kunne forekomme mellem kvinder, uden at der nødvendigvis var tale om noget sensuelt. Zahle besad ifølge ham et vist talent, som hun kunne udvikle til en personlig stil, hvis hun gav afkald på al boglig visdom. Brandes gik ligesom mange af sine samtidige ud fra, at homoseksualitet var en lidelse, man kunne helbredes for.
Anmelderen i Berlingske var mere kritisk: "Den forelskelse virker ret hysterisk, og historien mister troværdighed, når den unge pige efter helbredelsen af den farlige trang beskrives som en udslukket vulkan."
Kritikerne var tilsyneladende ikke klar over, at Martha ikke helbredes i bogstavelig forstand: hun brænder jo ikke minderne om Edith, men gemmer dem væk, fortrænger dem.

Autobiografisk?

Der har været en del spekulationer om, hvorvidt Også og Kærlighedshistorie indeholder selvbiografiske elementer. Argumenterne for denne antagelse bygger faktisk udelukkende på en sætning i den nekrolog, som Zahle skrev i anledning af skuespillerinden Agnes Nyrops (1841-1903) død. Nyrop brillerede især i komedier i folketeatret i København og var enormt populær hos det brede publikum. Udseendemæssigt synes hun at have været forbillede for karakteren Edith: en middelhavsinspireret, lang skønhed. Zahle tog i 1883 skuespillerundervisning hos Nyrop, men opgav hurtigt drømmen om en teaterkarriere (ligesom Edith). Zahles datter blev dog skuespillerinde.
"Se, Gertrud," siger Zahle til sin datter i det pågældende fragment, da de ser Nyrop gå forbi, "Der går din mors første kærlighed!" Og hun fortsætter: "[...] hun – Agnes Nyrop – var, da jeg var femten, mit ideal, helten i mine drømme. Som det så ofte sker, en ung piges forelskelse i en smuk, voksen kvinde."⁵ Det forekommer mig at være et noget spinkelt bevis for en lesbisk orientering, snarere en uskyldig beundring af et idol, hvilket Zahle også selv påpeger i uddraget. Ligesom hele novellen som illustration af kvindelig kærlighed forbliver hængende i en barnlig beundring af det uopnåelige. Man kunne næsten konkludere, at Zahle gerne vil sætte temaet i sin fiktion til diskussion, men i virkeligheden ikke ved, hvilke følelser og situationer der præcist hører til.

Den integrerede oversættelse af Også og Kærlighedshistorie (En anden slags kærlighed) findes her.

Nina

Også en kærlighedshistorie bliver generelt betegnet som det første danske litterære værk om lesbisk kærlighed. Det fremgår også af efterordet til e-bogudgaven fra Lindhardt og Ringhof Forlag fra 2017. Men er det egentlig korrekt?
I 2015 stødte en medarbejder ved et tilfælde i arkivet hos Magnus-Hirschfeld-instituttet for sexologi i Berlin på en tysk oversættelse af en helt glemt dansk roman af Otto Martin Møller om en lesbisk ung kvinde, der udkom i 1883 (altså syv år før Zahles novelle): Nina – en psykologisk skildring (Nina – et psykologisk portræt).⁶ Den tyske titel: Wer kann dafür? – eine sexual-psychologische Schilderung angiver allerede retningen for fortolkningen: homoseksuel orientering er en fejl i naturen, mennesket selv kan ikke gøre noget ved det. Oversætteren var selv homoseksuel og tilføjede på eget initiativ passager for at omdanne bogen til en oplysningsbog med generel karakter.
Sammenlignet med engelsktalende områder var Berlin klart førende inden for seksuologisk forskning, med Hirschfeld-instituttet som det førende sted. Der blomstrede også en omfattende homoseksuel subkultur i samfundet i Berlin. Der var tætte kulturelle bånd mellem København og Berlin, og moderne tyske hovedstadsudviklinger blev derfor hurtigt taget til sig i København.
Møller (1860-1898) var i sin tid en ret succesrig forfatter, oversætter og sproglærer (portugisisk, spansk og tysk) og så dermed længere end den danske grænse. For at dæmpe det ukendte og muligvis chokerende ved kvindelove flyttede han muligvis handlingen i historien til det mere tolerante Tyskland.
I litteraturen er kærlighed mellem kvinder i sig selv ikke noget nyt – digteren Sappho fra øen Lesbos, hvor begrebet stammer fra, besang det allerede i antikken. Men hvad Møller (og senere også Zahle på sin måde med sin vedvarende selvransagelse) gjorde, og hvad der gør ham til en pioner, er, at han ønskede at afdække psykologien bag.

Romanen begynder med den unge berlinske naturvidenskabsstuderende Otto Jünger ankomst til Heidelberg. I mørket og regnen vandrer han rundt på jagt efter sit hotel. Til sidst spørger han en ung kvinde om vej. Hendes udseende slår ham:

'Hun var alt andet end smuk [...]. Så vidt han kunne bedømme, var hun omkring tyve år. Hendes frisure så ud, som om den for nylig var blevet klippet meget kort, og hun gik temmelig foroverbøjet – alt i alt virkede hun ikke til at lægge særlig vægt på sit udseende. Kort sagt var der noget særligt ved hende – jeg kan ikke kalde det frigjort, ufeminint eller fuldstændig uattraktivt; lad mig i mangel af en bedre formulering sige: en blanding af noget unikt og noget problematisk. Hun var sandsynligvis mere føde for en psykolog end for en dansepartner! Hendes ansigtstræk var hverken smukke eller regelmæssige. De fleste mennesker ville have kaldt dem direkte grimme, hvis de ikke havde været så interessante – for det var de.

Nina fascinerer ham, og han føler ubevidst et behov for at lære hendes "unikke og interessante karakter" bedre at kende. Det sociale miljø i Heidelberg viser sig at være lille, og Otto får hurtigt rig mulighed for at uddybe kontakten med Nina – de finder på en måde hinanden som sjælefrænder og bliver venner, selvom Nina bærer på en stor hemmelighed, som hun ikke vil dele med Otto – læseren fornemmer allerede, at Ninas hjerte udelukkende banker for sit eget køn. Er de måske også sjælefrænder i den forstand, at Otto er mere til mænd? I hvert fald er han "ikke som andre unge mænd" og er især charmeret af Ninas maskuline træk:

'Som hun sad der i sin lange, tætsiddende frakke, med ubeskyttet hoved og det korte, vindblæste hår, lignede hun næsten en ung mand. Ingen synlig brystkurve afslørede, at hun var en kvinde; hendes ansigtstræk var grove, og i hendes blik lå der noget urokkeligt og selvsikkert, som man sjældent ser hos en kvinde. Det var netop det, der var så specielt ved hende: hun lignede ingen anden kvinde. [...] Hun var et fænomen."

Hun besidder måske ikke kvindelig skønhed, men hun er intelligent og bredt uddannet. Hendes karriere som billedkunstner stagnerer, da hun mangler inspiration på grund af manglen på en muse . Hun har brug for en kvinde, som hun er forelsket i, for at kunne male. Otto kan ikke udfylde den rolle, men han kunne støtte og stimulere hende, hvis hun skiftede fra at være maler til at være forfatter – så kunne han være hendes læremester. Han forsøger at påvirke Ninas seksuelle orientering, hånd i hånd med hendes kunstneriske karriere. Følelserne mellem dem bliver dybere, og han frier til hende. Han ser et liv med at arbejde og skrive sammen som den ideelle samarbejdsform mellem dem: at arbejde sammen, at gå helt op i hinanden, "arbejdet som prøvestenen for deres spæde kærlighed". Nina holder meget af Otto og mener også oprigtigt, at hendes følelser for ham retfærdiggør en forlovelse – i modsætning til Martha i Også og Kærlighedshistorie forlover hun sig ikke under samfundsmæssigt pres, men ud fra et indre ønske.
Desuden er Otto nu bekendt med hendes hemmelighed.

'Hun havde aldrig elsket nogen mand, men hun havde følt den vibration i sit hjerte, som man kalder kærlighed. [...] Hendes forelskelse i den unge pige var uden tvivl en sygdom, der kunne helbredes. Han var næsten fristet til at sige: en fortryllelse, der kunne brydes. [...] Det var faktisk, som hun allerede havde sagt, noget uhørt, noget unaturligt, og det unaturlige skræmmer uvilkårligt. Men nej, det kunne ikke være anderledes, det måtte være en midlertidig sjælssygdom, det ville helt sikkert ændre sig, hun måtte kunne reddes. Og det ville han gøre!'

Så optimistisk som Otto er omkring hendes "helbredelse" og sin rolle i den, så splittet og dyster er Nina. Allerede efter en uge bryder hun forlovelsen, fordi hun indser, at hun ikke kan gøre sig selv fortræd. I modsætning til Martha ønsker hun af integritetshensyn ikke at udnytte sin forlovedes følelser. Hun indser, at hendes seksuelle orientering ikke er levedygtig og begår så at sige "passiv" selvmord: hun pådrager sig bevidst en lungebetændelse. Ligesom for Martha udgør lungebetændelsen altså et vendepunkt, men mens Martha kun dør indvendigt, dør Nina rent faktisk. Døden eller ægteskabet – i begge tilfælde en socialt acceptabel løsning.

Uforblommet

Nina og især Også en Kærlighedshistorie blev ikke betragtet som uanstændige eller stødende – der forekommer således ingen upassende ord i dem.
I det mere frie Berlin i disse år var det anderledes. Der udkom i 1895 et obskurt, anonymt værk med den suggestive titel: Der Liebe Lust und Leid der Frau zur Frau.⁷ Historien udspiller sig omkring 1895 i Berlin, selvom det ikke er eksplicit angivet. Hovedpersonen Felicitas, en maler, møder musikeren Edita, og de finder i hinanden en "geistige Wahlverwandschaft", de er sjælefrænder. Da Edita poserer for Felicitas i evakostume, går det hedt for sig. "Wir fühlten nur eines: unsere Liebe – Frauenliebe […] die Wunder berückender Erotik." De videre beskrivelser af deres forhold overlod så lidt til læserens fantasi, at der hurtigt blev anlagt flere retssager for at få det skandaløse skrift taget ud af handelen. Der findes nu kun ét eksemplar af denne bog tilbage, nemlig i det nationale bibliotek i Berlin. Det oprindelige forlag kan ikke længere spores, ligesom forfatteren heller ikke kan. Dengang pegede alt i retning af den omstridte Emilie Knopf, der flere gange blev idømt bøder for uanstændige skrifter, men dette er ikke sikkert.

Det er slående, at ovennævnte værk netop udkom i 1895, det år, hvor Oscar Wilde blev dømt i England for umoralske (læs: homoseksuelle) handlinger. I det overvejende puritanske angelsaksiske sprogområde var lesbisk kærlighed derfor først og fremmest et tema i det tyvende århundrede.⁸
Det samme gælder for Holland. Så vidt jeg ved, er den første lesbiske roman i vores egne egne skrevet af Marie Metz-Koning: Van een vriendin (1912). Dette er et af de sidste værker af Metz-Koning (1868-1926), der især er blevet kendt for sine digte og eventyrlige bøger, hvor hun muligvis var inspireret af De kleine Johannes ( 1887) af Frederik van Eeden. Også Louis Couperus' indflydelse kan spores i hendes værk. Ligesom sine store forbilleder var Metz meget interesseret i psyken.
Van een vriendin kan ikke længere fås (heller ikke antikvarisk), så jeg må stole på, hvad andre har skrevet om den for at få flere detaljer. Sander Bink har i 2019 offentliggjort en udførlig artikel om den. ⁹ Bink kalder brevromanen "ubeskævet lesbisk med det uundgåelige strejf af radikalt feminisme og dekadentisme". Muligvis er der alligevel gået en perle tabt med denne roman.

1. Det er især takket være indsatsen fra små forlag med feministisk signatur, at glemte værker af kvindelige forfattere er blevet bragt frem i lyset, såsom forlaget Hønsetryk i København ('Høns' betyder 'kyllinger', og 'Hønsetryk' er dermed en betegnelse for 'kvindeforlag').
2. Marita Mathijsen, De gemaskerde eeuw(Det maskerede århundrede), Amsterdam, Querido 2003, om mentaliteten i det 19. århundredes Holland.
3. Ibid. s. 147.
4. Ibid. s. 135.
5. Vilhelmine Gjøl-Zahle, Fru Agnes Nyrop, i Kvinden og Samfundet, 11-07-1903.
6. I 2021 blev den genudgivet af forlaget Ti Vilde Heste i København.
7. Se også https://www.lesbengeschichte.org/Pdfs/pdfs_politik_subk_deutsch/liebe_lust_dobler_d_2014.pdf
8. For eksempel Marguerite/John Radclyffe Halls forbudte roman The well of loneliness (1928).
9. Se https://rond1900.nl/van-een-vriendin-en-over-de-eerste-nederlandse-lesbische-roman-uit-1912 og https://neerlandistiek.nl/2019/05/van-een-vriendin-over-de-eerste-nederlandse-lesbische-roman-uit-1912/