Ungdomslitteratur. Hvad er det egentlig? Van Dale kalder det, ligesom ungdomslitteratur, for "bøger specielt for unge". Det er altså et bredt begreb, som kan fortolkes på mange måder. Den vage afgrænsning er dog forståelig – børne- og ungdomsbøger kan jo dække et meget bredt område fra læring til underholdning. Derudover ændrer børneopfattelsen sig med tidens ånd.
Efter min mening er en børne- eller ungdomsbog (for nemheds skyld samler jeg disse betegnelser under overskriften "ungdomslitteratur" eller "ungdomsbøger") kun en god bog, hvis den taler barnets sprog og er tilpasset barnets udviklingsniveau med hensyn til tema og sprogbrug. Man ønsker egentlig ikke andet end at unge bliver entusiastiske læsere og dermed lærer at se ud over grænserne for deres egen lille verden.
På et af de bogmærker, som den lokale boghandel her med uformindsket optimisme sætter i bøgerne, står der: En dag læste jeg en bog, og hele mit liv ændrede sig. Måske en naiv illusion, men det er en smuk tanke. Og jo tidligere man begynder at læse, jo bedre, ikke sandt? Heldigvis er der i dag et overvældende udbud af ungdomsbøger.
Men hvordan var det egentlig førhen? Havde Danmark i det 19. århundrede overhovedet nogen ungdomslitteratur af betydning? Og hvilken rolle spillede kvindelige forfattere i den sammenhæng?

På fantasins vinger

Når man tænker på hollandske børnebøger i det 19. århundrede, kommer man hurtigt til at tænke på 'den brave Hendrik', der mod slutningen af århundredet blev overhalet af den frække Dik Trom, der sad baglæns på et æsel. I Tyskland havde man fra midten af århundredet 'Der Struwwelpeter', hvor uartige børn nogle gange fik en grusom straf. Og selvfølgelig det eventyrlystne par 'Max und Moritz'.
Men havde Danmark også sådanne ikoniske figurer? Jeg kan ikke rigtig finde dem. Men hvad Danmark havde, var H.C. Andersen, der i sine eventyr bragte en hel skare uforglemmelige figurer til live.

I de første årtier af det 19. århundrede fandtes der egentlig ikke rigtig børnelitteratur i Danmark. Ligesom i de omkringliggende lande var der selvfølgelig alle mulige bøger i omløb, der var fulde af vise lektioner baseret på kristen etik. Dydighed, lydighed og gudsfrygt var det gode moralistiske credo.

Først med romantikkens idéer modnedes forståelsen af, at børn var unikke væsener med følelser og en rig, legende fantasi. I romantikernes øjne var barndommen og ungdommen en paradisisk periode. Fascinationen for fortiden fik romantikerne til at vende tilbage til folkeeventyr, sagn og legender. Fantasien fik frit løb. Nærmere bestemt forfatterens fantasi, ikke så meget barnets.(Mere om romantikken og danske forfattere fra den tid kan læses i denne blog.)
De (folkelige) eventyr af de tyske Grimm-brødre og E.T.A. Hoffmann blev også læst ivrigt i Danmark i oversættelse. Og på hjemmebane erobrede H.C. Andersen med sin næsten uendelige række eventyr og sangbøger og i næsten lige så høj grad B.S. Ingemann og N.F.S. Grundtvig forældrenes og børnenes hjerter. (En sidebemærkning: Danmark har for øvrigt den smukke tradition at starte dagen i skolen med fællessang, og Morgensange af Ingemann er for eksempel stadig på programmet.) Et andet evergreen er det episke digt for børn Flugten til Amerika [Flugten til Amerika] fra 1830 af Chr. Winther.

Der kom naturligvis forsigtig kritik af al denne nye romantiske fantasi i børnebøger, blandt andet fra forfatteren P.M. Møller. Han spurgte sig selv, om det var en god idé at overvælde børn med en så farverig fantasiverden, når de endnu ved så lidt om den virkelige verden. Men denne i sig selv berettigede indvending blev fuldstændig overdøvet af den store Adam Oehlenschlägers synspunkt, som allerede i 1816 havde oversat eventyr af Grimm og andre forfattere og hævdede, at børn netop gennem eventyr lærer at skelne mellem godt og ondt. Eventyr er ifølge ham historier, hvor ikke alt går glat, ligesom i det virkelige liv, og i den forstand er de måske mere sandfærdige end fromme bøger om god opførsel. "Også fantasien abstraherer, ligesom fornuften. (...) Børn har generelt en stærkere fantasi end voksne. Et barn ved udmærket godt, at en pind ikke er en hest, men hvis det vil, kan barnet forestille sig, at den er en hest. (...) Med alderen går denne evne tabt for de fleste, og andre talenter kommer til udtryk. (...) Ægte lykke i livet er fuldstændig umulig uden fantasi."¹
En sandhed så klar som dagen.

Indianerfortællinger og solstråler

Årene 1830-1850 var eventyrets storhedstid.
Eventyr forblev populære, men blev i stigende grad fortrængt af de utroligt populære engelsksprogede børnebøger, der fra omkring 1850 kom på markedet i oversættelse. Oversættere som Maria Bojesen og Betty Salomon var dygtige oversættere af sådanne klassikere fra verdenslitteraturen.
Det var ægte romaner med en sammenhængende, bredt udspændt handling. Robin Hoods, Gullivers og Robinson Crusoes eventyr var en åbenbaring for den danske ungdom, der var vokset op med eventyr og korte (godnathistorier). Især de lidt ældre drenge, mellem 10 og 15 år, slugte historierne om mandighed og eventyr i en verden langt væk fra mors trygge skørter.

De unge piger kom derimod lidt til kort. De måtte nøjes med det, der var til rådighed, i endnu et par årtier. Indtil 1861, hvor den første del af den i alt 30-delte serie Sunbeam af Mathilde (alias Henry) Mackarness udkom i England. Den blev straks en kæmpe succes. Samme år udkom den allerede på dansk under titlen Hvorledes man fanger en solstråle [ Hvordan man fanger en solstråle]. Denne serie og tilhørende historier er blevet kendt under navnet Solstrålefortællinger [Solstrålehistorier]. Det er pæne og sentimentale historier, der altid ender lykkeligt. Tonen er moralistisk og pædagogisk og belønner typisk kvindelige egenskaber som renlighed, sparsommelighed og tilfreds usynlighed. Serien løb indtil 1890, men udgives stadig.

Mens eventyr og digte i virkeligheden havde været kønsneutrale, opstod der med de engelsksprogede børnebøger langsomt en opdeling mellem bøger til drenge og piger. Drenge begiver sig mandigt ud på eventyr, mens pigernes ideal ligger i hjemmet. Et fastlåst rollemønster.

Illustrerede magasiner

Ud over bøger var der et stort udvalg af børnemagasiner specielt til de mindste. Nogle udkom kun i få udgaver, mens andre, såsom Børnevennen og Illustreret Børneblad, var meget populære i mange år. Etablerede navne som Andersen og Winther bidrog trofast. Andersen var så at sige ansigtet udadtil for Illustreret Børneblad, som i 1871 hyldede ham med en specialudgave. Selvom magasiner ikke rigtig hører under litteratur, behandler de de samme temaer. Historier om hus og have, eventyr, digte, fædrelandet.
Oprindeligt var bladene uden illustrationer, men efter midten af århundredet blev illustrationer en stadig vigtigere del, især fordi teknikken til farveprint blev stadig bedre. Illustratorer som Jerndorff, C. Thomsen og Louis Moe blev berømte med illustrationer i magasiner, billedbøger og børnebøger.
Magasiner er ikke kun en ideel platform for berømte forfattere, men også for debutanter og mindre kendte navne. Og for kvinder, selvfølgelig. Endelig kommer der nu nogle kvinder på banen, ikke kun som oversættere/redaktører, men også som forfattere. Navnet 'Eva' dukker op. Og 'Betty'. Bag disse navne gemmer sig henholdsvis Fanny Tuxen og Betty Saugmann. Saugmann blev især kendt for sine lidt langsomme, erindringsagtige historier, en mors barndomsminder. Tuxens værker er betydeligt mindre hyggelige.

Katarsis

Fanny Tuxen (1832-1906) kom egentlig ved et tilfælde ind i forfatterbranchen. I slutningen af 1860'erne havde hendes svoger oversat en tysk børnebog til dansk på opdrag fra en boghandel. Hun fandt bogen så uegnet, at hun besluttede at skrive de selvopfundne 'godnathistorier', som hun havde fortalt sin egen datter, ned og samle dem i En moders fortællinger [ En mors fortællinger]. Efter debutten i 1866 steg hendes stjerne hurtigt, og hun forblev ikke ubemærket. Tuxen blev af samtidige kritikere betragtet som en varmhjertet, følsom moralridder. I sin historiske oversigt fra 1896 roser Anton Andersen hendes "særligt blide og barnlige sind og påfaldende ædle og raffinerede personlighed". Der mangler dog ikke en kritisk bemærkning: 'Hendes litterære værk er måske ikke af særlig høj kvalitet, men det genlyder af ægte kvindelighed. Og hendes milde og rene tone fortjener anerkendelse.'². Set med nutidens øjne er hendes historier utroligt sentimentale og gennemsyret af from tro. I bøger til unge i teenagealderen skyr hun ikke tilbage fra at understrege sine formaninger om ikke at give efter for fritænkning og verdslige fristelser med de nødvendige bibelcitater. Hendes bøger til yngre børn er mere lette i tonen, men også her er kærligheden til Gud og medmennesker det gennemgående tema. Indrømmet, hendes historier indeholder også en vis spænding, som gør barnet nysgerrig efter at vide, hvordan det ender. (spoiler alert: alt ender altid godt).
Hun maler ikke kun en børneverden. Nogle gange er personerne gamle mennesker, mindre bemidlede voksne med en bitterhed, der ødelægger deres eget og deres nærmestes liv. Men gennem sit klare sprog og budskab gør hun denne verden tilgængelig for børn.

Samlingen af børnehistorier Fra Barnets Verden [Fra børnenes verden] udkom i 1883. Hver historie følger stort set samme mønster. Der sker et 'gudsmirakel', eller hovedpersonen når gennem en slags katarsis frem til en dybere indsigt, hvorved alt ender godt, og alle er lykkelige. Ved et tilfælde finder et barn for eksempel en kiste med penge, så hans forældre kan betale deres gæld; en fattig enke får leveret en kurv med mad, så hun og hendes børn ikke behøver at gå sultne gennem julen; forbitrede gamle mennesker lukker Gud (igen) ind i deres liv og ændrer deres holdning til deres medmennesker til det bedre.
Tuxen er tydeligvis optaget af de mindre bemidlede. Ifølge hende er alle Guds børn og derfor i bund og grund gode. Alle mennesker er gode. Men nogle gange har de brug for et lille skub, som Valdemar i Valdemar kommer hjem:

Det er en festdag. Valdemar kommer hjem! Han går i skole i storbyen og tilbringer sine ferier hjemme. Hans søster Johanne forguder sin storebror og har med sine små fingre broderet alle mulige duge til ham og pyntet hans værelse med friske blomster. Men hans hjemkomst er en skuffelse. Han har ikke øje for hendes opmærksomhed, vil ikke lege med hende og er helt opslugt af sine spændende bøger og 'drengeting'. Mor ser skuffelsen over denne 'empati-kløft' hos Johanne og forsøger at åbne Valdemars øjne for hans egocentriske og utaknemmelige opførsel.

"Ja, men mor," indvendte han, "det var bare fordi jeg ikke vidste, hvem gaverne var fra. Du hørte jo, at jeg takkede far for den smukke lampe, som jeg var meget glad for?" "Præcis, som du var meget glad for," afbrød hans mor ham. "Se, det er netop det. Du ønskede dig en lampe, derfor var du glad for den, og derfor var du taknemmelig. Du var ikke interesseret i de andre ting, og derfor lagde du så lidt mærke til dem, at du endda glemte at spørge, hvem den gavmilde giver var, så du kunne takke ham. Du lader din taknemmelighed bestemme af den værdi, gaven har for dig selv. Men tænk lige over det, min dreng, så vil du sikkert indse, at det ikke er rigtigt. Vores inderste tak går ikke til gaven, men til det kærlige hjerte, der ønskede at gøre os glade. (...) Da Valdemar hørte det, gik det op for ham, hvor skuffet Johanne må have været, og hvor utaknemmelig han selv havde været.

Han bliver venner med Johanne igen, og hun synes, at han er "den sødeste bror, man kan have". Om aftenen siger hun til sin mor:

'Mor, jeg må fortælle dig noget. Valdemar er meget bedre end mig, for jeg har opført mig rigtig dumt de sidste par dage. Jeg var irriteret på ham og vred, fordi jeg troede, at han ikke holdt af mig eller de ting, jeg havde lavet til ham. Var det ikke rigtig dumt af mig, mor?' (...) Da Valdemar hørte, hvordan hans søde søster forsøgte at retfærdiggøre hans opførsel, og hvor hurtigt hun blev glad igen, besluttede han sig for altid at tage hensyn til hende, være sød ved hende og gøre sit bedste for at gøre hende glad. Og fordi Valdemar er en dreng med et godt hjerte, går vi ud fra, at han har holdt sit løfte.

Dansk-orienteret

Fra 1870'erne og frem blev der stadig mere kritik af de overdrevne spændingshistorier i de engelske børnebøger, og der opstod et ønske om mere realistiske bøger fra eget land. Bøger, der handlede om Danmarks særpræg, om den danske natur, om hvad det vil sige at være dansker. Bøger gennemsyret af kærlighed til fædrelandet.
De frø var allerede blevet sået i romantikken. Andersen og hans samtidige sang om troskaben til Dannebrog (den danske flag) og de smukke bølgende marker, de bølgende åkrer og lange strande. Den patriotiske følelse blev stærkt forstærket af udfaldet af de dansk-tyske krige, med 1864 som den mørkeste side, hvor Danmark mistede sydlandet til Det Tyske Forbund.
Selvom behovet var der, varede det alligevel indtil omkring århundredeskiftet, før disse temaer blev behandlet i børnebøger.
Med Laura Kielers novellesamling Sønderjyske Børn efter 1864 fra 1898 var det dog straks en succes. Den sprudler af glødende patriotisme.

I et tidligere blogindlæg fremstod Laura Kieler (1849-1932) allerede som en stridbar dame. I det indlæg skriver jeg lidt om hendes liv og arbejde. Hvad jeg ikke nævnte, var, at hun var meget engageret i befolkningen i Sydjylland, der efter 1864 led under det preussiske åg. I Sønderjyske Børn efter 1864 retter hun sig specifikt mod børnene – som personer og som målgruppe. I forordet angiver Kieler, at begivenhederne i bogen er baseret på virkelige hændelser: hun har hørt dem fra pålidelige kilder eller oplevet dem selv. Verden må ikke glemme befolkningens lidelser i denne region, og hun håber, at denne samling vil vække alle børns kærlighed til deres sydjyske landsmænd.
Jeg tvivler på, at alle historierne er pædagogisk forsvarlige. Hun behandler bestemt ikke de modtagelige børnesjæle med fløjlshandsker. Selv om historierne skulle være baseret på virkelige begivenheder, kan man ikke undgå at få det indtryk, at hun projicerer sin egen kampånd over på personerne.
Som i historien Ich bin kein Preusse om den brutale måde, hvorpå en preussisk lærer bogstaveligt talt forsøger at hamre ind i børnene, at de skal anerkende preusserne som deres overordnede. Undervisningen foregår under preussisk herredømme under tysk-nationalistisk flag.
Læreren har en inderlig aversion mod danskere og alt, hvad der er rødt og hvidt som symbol på danskhed – selv rød-hvide køer må lide under det. Men mest af alt hader han skoleknægten Knud.
Knud var ikke mere dansk end de andre, men læreren følte ubevidst, at barnet var ham overlegen. Og så besluttede han at knække hans vilje. Knud var den bedste elev, veltalende og sine forældres stolthed. De havde lært ham kærlighed til Gud og det danske modersmål og indprentet ham, at han altid skulle tale sandt.
En dag skal børnene synge sangen Ich bin ein Preusse. Børnene saboterer det hele og synger: Ich bin kein Preusse,/ Kennst du meine Farben? / Die Fahne schwebt mir rot und weiss voran!. Læreren ser Knud som ophavsmanden og giver ham en ordentlig omgang prygl. Knud tager imod slagene "med en lykkelig og stolt følelse af at have forsvaret sit land". Læreren er rasende over denne resignerede holdning og er fast besluttet på at knække Knud. Under skoleinspektørens opsyn pisker han Knud med pisken.

Læreren slog stadig hårdere. Al den irritation og ydmygelse, han havde måttet udholde fra de danske skolebørn, siden han var kommet til det forbandede land året før, skulle den drengs ryg betale for! Knud så sort for øjnene, en skarp smerte gennemtrængte ham, så hans hjerte næsten gav op. Det, der holdt ham oppe, var tankerne om hans forfædres heltemodige adfærd. 'Men det var store, stærke mænd, og han var kun en dreng på tolv år'. 

Han bliver slået bevidstløs og bragt hjem, hvor han i nogen tid svæver mellem liv og død. Til sidst kommer han kortvarigt til bevidsthed og udbryder: "Mor, jeg har ikke løjet!" Han falder i sin mors arme og falder i en helbredende søvn.

Men hans far kiggede på den sovende dreng. Hans ansigtsudtryk sagde mere end ord, at den indfødte stærke retfærdighedssans hos befolkningen i Sydjylland samt deres glødende patriotisme gør, at de altid vil svare med stædighed, hvis aggressoren vil tvinge dem til at blive preussere med piskeslag.

Empatisk graven i barnets sjæl

Den opmærksomme læser har måske bemærket, at overskriftsbilledet på denne hjemmeside er ændret. Denne ændring giver mig mulighed for at se ud over århundredeskiftet og de udslidte temaer fra det 19. århundrede og medtage forfriskende nye udviklinger i mine indlæg.
Det er stadig lidt af et gæt, om børnene begyndte at læse mere efter århundredeskiftet. Der er bevaret en del børnedagbøger, hvor børnene noterede, hvad de havde læst, men spørgsmålet er, om man kan drage generelle konklusioner om læsevaner ud fra disse. Stigningen i antallet af udgivne børnebøger synes derimod at være en klar indikator. Barnet blev en litterær forbruger, man skulle tage alvorligt. I 1900 udkom der 100 nye titler i denne genre, og derefter steg antallet støt til over 1900 i år 2000. Dette tal stiger stadig, og for 2017 er tallet nøjagtigt 2667 nye udgivelser.³
Også tematikken skiftede efter det nittende århundrede, især da den traditionelle orden blev vendt på hovedet af 1. verdenskrig. Krigen havde på smertelige vis afsløret tomheden og ineffektiviteten i mange indgroede værdier. Børn i det tyvende århundrede læser bøger, hvor det ikke er dem, men de voksne, der bliver opdraget, og piger er ikke ringere end drenge, når det gælder mod og muligheder. Verden er vendt på hovedet.
Der kom også stadig mere opmærksomhed og forståelse for børns psyke. I det nittende århundrede, med dets fokus på kristen og rollebekræftende dydighed, er personerne ofte stereotype væsener uden udtalte personlige tanker, følelser og emotioner. Børns sjæl var endnu ikke eller kun i ringe grad udforsket.

Bitten af den desværre alt for tidligt afdøde forfatter Bertha Holst (1881-1929) er et godt eksempel på, hvordan det også kan gøres.
Hendes bøger har som regel en lille pige som hovedperson, omgivet af voksne, der i starten ikke forstår, hvad der foregår i barnets sind. Holst kan vise forståelse for alle personer, unge som gamle – ingen er rigtig onde, der er altid en årsag til deres adfærd. Med en bemærkelsesværdig indlevelsesevne skildrer Holst, hvordan et barn oplever det at føle sig uønsket, når det mangler varme og kærlighed i hjemmet. Hendes værk virker meget autentisk, hvilket ikke er så mærkeligt, da hun kunne trække på sine egne triste barndomsoplevelser. Som uægte – og tilsyneladende uønsket – barn blev hun kort efter fødslen anbragt på et børnehjem. Som fireårig blev hun adopteret af en storgrundejer på Fyn, der var gift med en søster til forfatteren Herman Bang. Efter sin adoptivfars død flyttede hun med sin mor til København, hvor de delte bolig med Herman Bang. Uden tvivl drejede samtalerne sig ofte om skrivning og litteratur, selvom jeg ikke kan se nogen direkte indflydelse fra Bang i hendes værker. Holst arbejdede som lærerinde, indtil hun i 1907 på grund af tuberkulose måtte tilbringe en længere periode på et sanatorium. Under denne tvungne hvileperiode begyndte hun selv at skrive. Hendes ungdomsbøger blev modtaget med begejstring, især Bitten [Ukkepuk] fra 1910. Med en ottende oplag i 1958 forblev Bitten populær i lang tid.

Bitten er en rørende og sød historie. Den forældreløse pige Bitten (Ukkepuk) bliver efter mange år i et børnehjem taget til sig af sin bedstefar, da hun er tolv år gammel, hovedsageligt fordi han synes, at børnehjemmet er for dyrt. Han er barsk og sur – helt anderledes end Bitten havde drømt om et 'hjem'. Bitten er et ukompliceret solstråle og smelter hurtigt hjerterne hos husholdersken og det øvrige personale på bedstefarens gods. Men uanset hvor meget hun prøver, forbliver bedstefar afvisende. Til hendes store forfærdelse bliver hun hjemmeundervist hos en tante med to kedelige døtre. Dramaet er komplet, da hun skal flytte ind hos tanten for at få en 'ordentlig' opdragelse. For at gøre en lang historie kort: bedstefar begynder at indse, at han faktisk savner Bitten. 'Det var alligevel mærkeligt, at man kunne vænne sig så meget til et barn.'

Mange kærlige følelser, der i årevis havde ligget og slumret i hans ensomme hjerte, vågnede, da han så Bitten. Men det faldt ham ikke ind, at Bitten kunne have brug for en kærtegn eller et venligt ord fra sin bedstefar. Det skyldtes måske, at han var en gammel mand, der i mange år ikke havde haft nogen at elske.

Tante er heller ikke så streng endda:

Tante Cordelia var ikke ond, hun var bare kold. Men det kunne hun ikke gøre for. Det skyldtes hendes mor, der altid sagde: 'Cordelia, behers dig. Kun simple sjæle lader sig rive med af deres følelser.'

Bitten er i al sin ensomhed i sin tantes hus genstridig og stædig. Spændingen i huset eskalerer, da hun hører, at hendes tidligere legekammerat er druknet. Fortvivlet løber hun væk fra sin tante og tilbage til sin bedstefars husholderske for at få et lyttende øre og en trøstende kram. Gennemvåd af regn ankommer hun mere død end levende til bedstefars hus og svæver en tid på kanten af døden. Det syn åbner bedstefars øjne og hjerte. Da han så, at Bitten kom til sig selv, "brød de stramme bånd om hans tunge, og han sagde meget ømt: "Min kære lille Ukkepuk. Bedstefar er så glad for, at du nu er ved at blive rask igen. Du behøver aldrig mere at gå væk." Og fra det øjeblik er bedstefar venlig over for alle.
Til sin trettende fødselsdag får Bitten den smukkeste gave, man kan forestille sig: bedstefars kærlighed. Og en hvalp.

Verden på hovedet

Det, man allerede ser i Bitten, opdragelsen af voksne, går endnu et stort skridt videre i Lotte Ligeglad (1936) af Karin Michaëlis (1872-1950). Hos hende er børnene absolut overlegne i forhold til umyndige voksne, de er opfindsomme, selvstændige, initiativrige og ofte utilsigtet morsomme. Også kvinders sag synes pludselig at have gjort et enormt fremskridt, nu hvor en pige kan være hjernen bag de vanvittige eventyr.
I Lotte Ligeglad genfinder man tankerne fra den østrigske pædagog Eugenie Schwarzwald, som Michaëlis var tæt ven med. Schwarzwald var en pioner inden for uddannelsesfornyelse med fokus på at stimulere børns kreativitet og fantasi. Ifølge Schwarzwald trængte især pigernes uddannelse til en reform.

"Der var engang i et fjernt land ..." Nej, sådan begynder Lotte Ligeglad ikke . Allerede i de første sætninger er det klart, hvor historien udspiller sig, så realistisk og håndgribeligt, at man næsten kunne møde Lotte der. Især fordi læseren bliver tiltalt direkte:

Selvfølgelig ved alle, der bor i København, hvor Nyhavn ligger. Men fordi der også er mærkelige mennesker, der bor på den anden side af jorden, må vi alligevel forklare det. Ellers farer de vild, når de leder efter Nyhavn. Danmark er selvfølgelig verdens centrum, det er vi danskere i hvert fald helt enige om. Centrum af København er pladsen Kongens Nytorv. Og centrum af Kongens Nytorv er igen 'hesten'. Den har stået på samme sted i mere end hundrede år  på de samme fire trætte ben. Nu kan den snart ikke mere. Den begynder allerede at synke ned i bagbenene, som en snemand, der bliver ramt af solen. Heldigvis er hesten ikke levende, så man behøver ikke have ondt af den. Men som vi allerede har forklaret, er hesten selv midtpunktet i verdens midtpunkt. Når man står foran hesten, kan man se Nyhavn – man skal selvfølgelig kigge i den rigtige retning. Nyhavn ligger der, hvor masterne rager op i luften.

Et dejligt eksempel på patriotisme!
Og der i Nyhavn bor enken Gormsen med sine fire børn. Moderen driver en lille butik med sømandsudstyr i kælderlejligheden, men på grund af sin naivitet går hun glip af den nødvendige indtægt. Heldigvis har hun handlekraftige børn, der ofte hjælper hende ud af kniben. Især de to ældste, Anton og Lotte Ligeglad, handlekraftige gadebørn med et godt hjerte, må ofte hjælpe hende ud af kniben. Lotte er et uforstyrrelig positivt og tilfreds solstråle i hjemmet. "Ligeglad" betyder bogstaveligt talt "ligeglad", men det passer ikke til hendes personlighed. Hvis man opdeler "ligeglad" i de enkelte orddele, "lige" = "lig" og "glad" = "glad", kunne man komme frem til en oversættelse som "evenblij", hvilket bedre dækker betydningen. 'Lotte Evenblij' altså. Broren Anton er vild med krydsord og gennemsøger encyklopædier i biblioteket for at finde de rigtige svar. Han ved simpelthen alt. En dag vinder han en præmie: en udsøgt 'diner transportable', en hjemleveret middag med seks retter til to personer. Gennem en yderst uforlignelig beregning kommer Lotte frem til, at de så kunne arrangere en middag for 12 personer. Ordet bliver hurtigt forvekslet til 'dinertransformabelmiddagsselskab' og får magiske dimensioner. (Michaëlis er for øvrigt glad for at forvrænge ord baseret på udtalen af voksens ord: 'detective' bliver til 'dektiv', 'portière' bliver til 'potjere', 'servietter' bliver til 'savietter', 'polonaise' bliver til 'Jysk på næsen [Juts på sin næse]' osv.
De inviterer alle mulige beboere i lejlighedsbygningen, der godt kunne bruge lidt afveksling. Men som læseren allerede forventer, ser festen ud til at falde til jorden, når de ser de faktiske portioner. Og så følger der ingen formanende pegefinger eller straf, nej, bestemt ikke. Vi befinder os trods alt ikke længere i det snævre nittende århundrede. Festmåltidet reddes af en af de inviterede, en kaptajn, der henter den nødvendige mad fra sit skib. Så bliver det mindre luksuriøst, men stemningen er i hvert fald god. "De var i den syvende himmel, simpelthen fordi der ikke er en ottende."

Lotte Ligeglad og især den omtrent samtidig skrevne serie om pigen Bibi synes at være en blåkopi for Astrid Lindgrens senere Pipi Langstrømpe-eventyr, en uovertruffen populær svensk serie fra 1945. De er alle frygtløse, eventyrlystne, uafhængige piger med et hjerte af guld. Men i modsætning til Pipi i Villa Kakelbont, der har en pirat som far, er grænserne hos Lotte meget udvidede, men ikke overskredne. Hos Lotte er eventyrene, hvor bizarre de end er, alligevel mere forankrede i virkeligheden. Bibi er en moderløs pige, der som datter af en stationsforstander kan rejse gratis med tog og oplever de nødvendige eventyr.
Lotte Ligeglad og Bibi-bøgerne blev skrevet i den barske mellemkrigstid, hvor der var behov for kulturel optimisme. Håbet var rettet mod en ærlig, modstandsdygtig og handlekraftig ungdom – det var jo dem, der skulle forme fremtiden.

Oversigt over børnebogsforfattere i det 19. århundrede

Hundrede år med ungdomslitteratur – et århundrede, hvor genren langsomt blev voksen.
Hvor ufuldstændigt det billede, jeg har skitseret ovenfor, end er, kan man ikke undgå at få det indtryk, at kvindelige forfattere af ungdomsbøger er dårligt repræsenteret i det nittende århundrede, selv i en tid med voksende kvindefrigørelse. Som oversættere og bearbejdere af klassikere fra verdenslitteraturen har de bestemt bidraget, men selvstændigt arbejde kom først forsigtigt i gang i anden halvdel af århundredet. I det tyvende århundrede voksede deres antal kraftigt.
I nedenstående oversigt har jeg samlet de vigtigste forfattere og oversættere af børnebøger frem til 1900:

Maria Bojesen. (ps. Ernst Mindekjær). Især oversættelser af engelske ungdomsbøger som Robin Hood. Omkring 1850.
Betty Salomon. Oversættelser af engelske og tyske børnebøger, ofte med religiøst og moraliserende indhold.  Oversættelse af Alice i Eventyrland i 1875.
Annette Colbjørnsen. Livlige, milde fortællinger. Omkring 1860.
Gerda Christens. Moraliserende historier. Omkring 1860.
Ilia Fibiger. Seriøse, religiøst farvede fortællinger, undertiden med et gotisk eventyrelement. Omkring 1860.
Kristen Kold. Dyrhistorier. Omkring 1860.
Betty Saugmann. Barndomsminder. Især hverdagslivet. Omkring 1870.
Fanny Tuxen. Religiøse og moraliserende historier. Mellem 1870 og 1890.
Therese Brummer. (ps. Fru Elisabeth). Selvstændigt arbejde og bearbejdninger af engelsksprogede ungdomsbøger. Omkring 1890.
Mathilde Groos. (ps. "G"). Især bearbejdninger af børnebøger på engelsk, fransk, norsk og italiensk. Omkring 1890.
Augusta Fenger. Oversættelse af den tysksprogede Heidi-serie. Omkring 1890.
Amalie Skram. Samling Børnefortællinger. Spændende, ingen moralsk dom. 1890. Ikke specielt børnebogsforfatter. 
Laura Kieler. Samling Sønderjyske børn efter 1864. 1898. Ikke specielt børnebogsforfatter.
Anna Erslev. (ps. Anna Borch). Primært bearbejdninger af udenlandske bøger, såsom Alleen op den verden af Hector Malot. Derudover mange historier til ungdomsmagasiner. Begyndte omkring 1885, største produktion efter 1900.
Emma Kraft. Historier om hverdagslivet. Omkring 1890.
Nathalie Hagen. Gennemført dansk atmosfære i børnehistorierne. Omkring 1890.

1. Inger Simonsen, 1942. Den danske børnebog i det nittende århundrede, Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, København, s. 87. Simonsen var for øvrigt ifølge egne oplysninger den første, der med sin undersøgelse i 1942 havde foretaget en seriøs undersøgelse af børnelitteratur.
2. Anton Andersen, 1896, Danske Forfatterinder i det nittende hundredaar. Em. Laghoffs Forlag, s. 263.
3. If you're looking for a place to stay, check out the hotels in the area.