Dybbøl – en lille by i det sydøstlige Jylland. Bølgende græsarealer med spredte træer, en susende vind og duften af havet, der ikke er langt væk. På den anden side ligger Sønderborg på øen Als. Drejende møllevinger maler tiden støt.
Dybbøl emmer af fred.

Men under denne idyl skjuler sig en sø af elendighed og krigsgrusomheder.

Ukraine ligner Danmark i 1864 (Ukraine ligner Danmark i 1864) var den profetiske overskrift på et læserbrev i den autoritative avis Berlingske Tidende den 18. februar 2022, dagen før den russiske invasion af Ukraine. Den gennemsnitlige dansker behøver ingen yderligere forklaring og forstår straks hele situationen.¹ Traumet fra 1864 med skanserne ved Dybbøl som skueplads er uudsleteligt forankret i danskernes kollektive hukommelse. Den faste tro på skansernes uindtagelighed, symbolet på det engang så vidtstrakte kongerige Danmarks uovervindelighed, havde fået en alvorlig knæk. Fra at være en stormagt var det blevet reduceret til en 'Lilliput-stat'. ² Alle ingredienser til en national identitetskrise var til stede. Men selvom danskernes selvbillede var blevet ramt, var det ikke knækket. Danskerne gjorde deres lille størrelse til en styrke: Det typisk danske er ikke vikingernes magtbegær, men fokus på landets skønhed og "hygge" (som kan oversættes med hygge, tryghed og intimitet i små kredse). Også i den politiske politik kom denne omlægning fra stort til småt, fra udad til indad, fra ekspansion til samhørighed og tilknytning til udtryk i slutningen af det 19. århundrede: Hvad udad tabes, skal indad vindes – hvad der er gået tabt ved grænserne, på ydersiden, vil blive vundet internt: et slogan, der blev ledende og førte til storstilet dyrkning af hedeområder, inddæmninger og udvidelse af infrastrukturen. Og danskerne er stadig tilfredse med dette beskedne nationale selvbillede: I FN's World Happiness Report ligger Danmark altid i toppen.
I mellemtiden holder Dybbøl Mølle mindet om slaget i live, eller med digteren Holger Drachmanns udødelige ord: "Den står fast, repræsenterer ære, ret og hjertelighed."³

Mimesis

Hvad styrer egentlig det nationale selvbillede? Eller med andre ord: opfattelsen af historien? Her tænker jeg først og fremmest på medierne. For tiden kort efter 1864 kan man groft skelne mellem billedkunst og det skrevne ord.
Billedkunst er et fremragende middel til at bringe historien tættere på gennem en rekonstruktion. Således er Erik Henningsens maleri om de danske infanteristers tilbagetrækning natten mellem 5. og 6. februar 1864, "Dannevirkenatten", blevet en sand ikon.

I det skrevne ord er rekonstruktionen af en begivenhed mere kompliceret. Hvordan fortolker man virkeligheden? Er det en efterligning, en fortolkning, en farvelægning af det, der skete? Med andre ord: hvilket billede fremkalder man, og hvad gør det med læserens tanker? Gengivelsen af virkeligheden kaldes også mimesis , et begreb, der går tilbage til Aristoteles og Platon. Kulturteoretikere har i århundreder brudt deres penne over dilemmaerne omkring mimesis. Et centralt spørgsmål er, om man kan gengive virkeligheden 'rent', rent objektivt, kun de nøgne fakta uden vurdering eller vinkel: mimesis praxeos, efterligningen af handlingen.

Selv påstået objektiv journalistik kan ikke undgå en vis subjektivitet og styring, om ikke andet så fordi avisen eller magasinet, hvor den pågældende artikel udkommer, har en bestemt signatur.

Det bliver endnu mere subjektivt i litteraturen, hvor fiktion og fakta altid er mere eller mindre blandet sammen. Litteraturen forsøger, når den er god, at give et svar på hvordan og hvorfor en handling finder sted. Afhængigt af sine forestillinger og den valgte vinkel vil en forfatter uundgåeligt skabe en ny virkelighed gennem en proces af kreativ eller poetisk mimesis. En ny virkelighed, der igen vil påvirke læserens forestillinger. Sproget bestemmer således tankegangen.⁴

Mændesprog og kvindesnak

I litteraturen om den dansk-tyske krig skiller den klassiske roman Tine ( 1889) af Herman Bang sig klart ud. Romanen blev genoptrykt langt ind i det tyvende århundrede og oversat til flere sprog.⁵
I forbindelse med Vertaalschetsen har jeg naturligvis søgt efter kvindelitteratur om denne krig. Men den er svær at finde.
Det er også logisk set i lyset af den daværende konventionelle tankegang. Den såkaldte kønsrolleteori var dengang uden tvivl dominerende. Denne lære stereotyperer mænd som aktive og rationelle/analytiske, mens kvinder derimod stereotyperes som passive og emotionelle/intuitive. I kombination med opfattelsen af, at en kunstner som en skomager, der holder sig til sit læst, bedst kan skrive om en verden, han/hun kender, begrænser denne opfattelse de (tilladte) temaer for kvindelige forfattere til den hjemlige verden og følelsesverdenen. Fast mandesprog kontra sentimental kvindesnak. Talte Georg Brandes ikke også om Ibsens'mandlige og kraftfulde hånd', der fuldendte Camilla Colletts roman?
Det offentlige rum var forbeholdt mændene. Med historiske romaner, endsige detaljerede krigshandlinger, ville en kvinde fornægte sin kvindelige karakter. Jeg har kun kunnet finde én roman om krigssituationen omkring Dybbøl, der er skrevet af en kvinde, og det uden at hun gemte sig bag en mandlig pseudonym: Alt for Fædrelandet (1891) af Massi Bruhn.

Alt for Fædrelandet

Massi Bruhn (1846 – 1895) begyndte først at skrive i en alder af 40 år og nåede på grund af sin tidlige død kun at sammensætte et beskedent forfatterskab. Født i Flensburg i det senere så omstridte Slesvig, og voksede op i et vidtstrakt naturområde nord for København, hvor hendes far var skovfoged, og hun som ugift kvinde havde husholdningen som sin daglige opgave. Først efter sine forældres død fik hun friheden til selv at opbygge et liv i hovedstadens epicenter for kultur og aktivisme omkring Georg Brandes.

Og der kastede hun sig med fuld overgivelse og engagement over datidens politiske hot issues: i de sidste ni år af sit liv skrev hun fire romaner, flere noveller og novellefortællinger og var som redaktionsmedlem og fast forfatter tilknyttet Hvad vi vil, organet for Kvindelige Fremskridtsforening, den radikale kvindebevægelse, der arbejdede for fremskridt inden for kvinders og arbejderes emancipation, valgret og fredsspørgsmål. Hendes debutroman Et Lægemiddel ( Lægemidlet) udkom som føljeton i Hvad vi vil i dette ugeblads startår.

I 1891 overraskede Bruhn den litterære verden med Alt for Fædrelandet (Alt for fædrelandet).

Romanen dækker perioden fra den dansk-tyske krigs begyndelse i 1848 til dens bitre afslutning i 1864. Den mandlige hovedperson, Skjold Karlsen, er som efterkommer af en gammel soldaterfamilie militær i hjertet og sjælen. Familiens motto er "Alt for Fædrelandet", alt for fædrelandet. Skjold ønsker at være en sand tjener for fædrelandet. Og hans kone, Luci, er enig. "Danmark har brug for dig," opmuntrer hun ham i sin fuldstændige loyalitet over for manden i huset. Men Luci har ikke Skjolds snævre synsfelt og ser også bagsiden af blind soldaterloyalitet. Hendes hjerte hænger fuldt ud ved familiens førstefødte, den følsomme Olaf. Forsøg på at opdrage denne dreng til at blive soldat slår fejl – Olaf er væsentligt anderledes. Han er en intellektuel, der ser fred som det højeste gode. Der er absolut ingen kemi mellem far og søn: glødende patriotisme står over for fredselskende fornuft. Men Olaf viser sig at være fysisk svag og dør kort før han bliver voksen. Ideen om fred, håbet for fremtiden, overlever ikke. Men det pacifistiske frø er sået og vil en dag spire, ifølge min omskrivning af verset fra et digt af J.P. Jacobson, som Bruhn afslutter romanen med.⁶
Hvis du vil læse mere, finder du her en mere udførlig sammenfatning af romanen.

Pacifisme

Man skal se den pacifistiske budskab i denne roman på baggrund af den internationale fredsbevægelse, der fik et stærkt skub fremad af Krimkrigen i midten af det 19. århundrede, men som blev bittert misbrugt ved udbruddet af 1. verdenskrig. En ikonisk skikkelse i denne bevægelse var uden tvivl den østrigske fredsaktivist Bertha von Suttner, der i 1905 som den første kvinde modtog Nobels fredspris. I sin mange gange oversatte og genoptrykte roman Die Waffen nieder⁷ fra 1889 beskrev Suttner krigens elendighed set gennem en hustrus øjne.
Ifølge 'kønsrolleteorien' holdt Suttner sig dermed pænt inden for rammerne: hun skrev ganske vist om store mandlige temaer, men hun gjorde det ud fra en kvindes verden.

To år efter Suttner brød Massi Bruhn med disse fastlagte rammer og havde modet til at sætte sig i en mands hoved. Den første del af hendes roman er skrevet i form af en slags logbog, hvor Skjold detaljeret beretter om soldaterlivets op- og nedture, fra store begivenheder til det banale, som at finde et sted at sove, spise og pudse støvler. Ligesom den traditionelle krigslitteratur emmer den af en atmosfære af glorificeret mandig heltemod – men så omvendt. Som dårligt trænet rekrut gør Skjold sit yderste for at være en tapper soldat, mens han udmærket ved, at han ikke er andet end kanonføde, hvilket han med kadaverdisciplin accepterer uden videre. Skjolds beretning læser sig som et øjenvidneberetning i en troværdig, lidt træagtig stil. Hvordan Bruhn har fået fat i sådanne insideroplysninger, fremgår ikke af bogen, men det forekommer mig sandsynligt, at hendes bror, der var ved fronten i 1864, har været en vigtig kilde. Også i tredje del er en mands tankegang det vigtigste udgangspunkt. Her drejer det sig om Olaf, sønnen, der i stigende grad bliver en overbevist pacifist. Hvad den af begge elskede mor ønsker og tænker, er i sidste ende underordnet, hvad mand og søn ønsker, og hun bøjer sig for dem begge.

Alt for Fædrelandet er tendenslitteratur med et pacifistisk budskab. Det betyder, at personerne primært er forudsigelige 'talerør' for at formidle dette budskab. Navnene på hovedpersonerne er heller ikke valgt tilfældigt. Skjold kan ikke være andet end militær med et navn, der etymologisk går tilbage til det oldnordiske skjöldr, der betyder skjold. Med det navn er han i godt selskab med legendariske danske konger, der besynges i forskellige islandske sager. Han er personificeringen af den politik, der søgte at genoprette Danmarks historiske sydgrænse. Luci er oplyst, eller i det mindste giver hun lys til tilværelsen med et navn, der stammer fra det latinske lux, der betyder lys. Hun har fundet fred med det svundne danske rige: "Er det ikke et smukt land, der stadig er tilbage at forsvare?" Og sønnen Olaf er opkaldt efter den berømte hærfører Olaf Rye, "et af Danmarks mest stolte navne, et navn, der forpligter den, der bærer det, til aldrig at glemme, hvad han skylder sit land," argumenterer Skjold for valget af dette navn. Luci er i tvivl: navnet Olaf Rye minder hende om døden, for han faldt jo i krigen om Slesvig.

Vis og (fortæl ikke)

Met de aangehaalde versregels legde Bruhn een duidelijke link naar de schrijver J.P. Jacobson. Je kunt het als een hulde zien. Hoe zit dat met het twee jaar eerder verschenen Tine van Herman Bang?

Tine is de tragische geschiedenis van een vrouw die uiteindelijk bezwijkt voor de charmes van een houtvester. Als ze zich realiseert dat het bij hem niet veel meer dan vleselijke lusten zijn die hem tot haar drijven, stort haar wereld in. Deze tragedie voltrekt zich tegen het decor van de inkwartiering van Deense troepen tijdens het beleg van Dybbøl.
Bang heeft hier voor een vrouwelijke protagonist gekozen, terwijl Bruhn vooral vanuit een mannelijk perspectief schrijft. De rollen zijn als het ware omgedraaid.
Beide romans gaan over de waanzin en ellende van de oorlog.
Bij Bruhn gloort tegen alle waarschijnlijkheid in hoop op toekomstige vrede maar Bang kent alleen verliezers.

Bang noch Bruhn heeft de oorlog uit eigen ervaring beschreven.
Bruhn was achttien ten tijde van 1864. Als vrouw in het noordpuntje van Seeland zal ze er afgezien van wat er in de kranten over geschreven werd, persoonlijk weinig van hebben gemerkt. Wel had ze, zoals hierboven aangegeven, een broer onder de wapenen.
Bang geeft in zijn voorwoord bij Tine aan dat de beelden van vluchtende mensen en de angst die hij daarbij voelde, zijn verdere leven en werken hebben bepaald. Omgerekend is hij ongeveer zeven jaar oud geweest in het rampjaar 1864. Op die leeftijd woonde het gezin niet langer op het eiland Als maar zo’n 150 km noordelijker, in Horsens. Hij zal de aarde dus niet letterlijk hebben voelen dreunen toen Dannevirke en Dybbøl vielen. Maar dichterlijke vrijheid is natuurlijk toegestaan.
Beiden hebben de verschrikkingen dus toch grotendeels ‘van horen zeggen.’

Bangs personages zijn van vlees en bloed en weten de lezer te ontroeren in wat ze zeggen en doen. Bij Bruhn zijn het meer personificaties van een visie. Hoewel het komische soms niet ontbreekt, zijn het geen karikaturen en houden ze iets menselijks wat de lezer raakt. Zelfs voor de rechtlijnige, strikte Skjold die als een tweede Brutus zijn zoon opoffert voor het heil des vaderlands, ontwikkel je als lezer gaandeweg een bepaalde sympathie. Hij kan gewoon niet anders.

Bang was als persoon uitgesproken excentriek, met een grote passie voor het toneel. Dat zie je terug in zijn teksten. Schrijft Bruhn met een pacifisctische, symbolische bril, bij Bang is eerder sprake van een toneelkijker waarmee hij op personen en scènes inzoomt. Tine is door en door beeldend. Je ruikt het angstzweet, hoort het dreunen en klagen en ziet de onrust bij mens en dier als de aarde door de bombardementen dreunt. Bangs Tine is toneel, scènes en dialogen vormen de structuur. Het is show, don’t tell. Soms lijken het wel regie-aanwijzingen: ‘Als een orkaan voerde de storm het gebulder van de kanonnen over het trillende huis. De wind zwiepte de niet aflatende regen tegen de ramen en de muren, het klonk als het knetteren van geweren. En in dat lawaai hoorde je door het donker de onduidelijke geluiden van de stoet voortzwoegende vluchtelingen van Sønderborg (…) Kinderen liepen, verblind door de regen, tegen wagens en bomen op, en schreeuwden terwijl ze voorttuimelden.’⁸

Bij Bruhn is eerder sprake van tell en een beetje show. Afgezien van het eerste deel waarin Skjold zijn wederwaardigheden heeft opgetekend in een wat hoekige, recht-toe-recht-aanstijl zijn Bruhns ‘eigen’ zinnen uitgesponnen met een zweem van de schrijfstijl uit de Romantiek. Een of meer bijzinnen zijn eerder regel dan uitzondering. Ze beschrijft vooral, meer dan ze laat zien:
‘Hoe ouder Skjold werd en hoe monotoner zijn leven voorbij gleed in dat kleinburgerlijke en verstikkende sociale milieu, des te fanatieker en partijdiger cirkelden zijn gedachten om de enige grote gebeurtenis in zijn leven, de oorlog van ’64. (…) Alle tijd die zijn baan hem liet, stelde hij in dienst van die missie [het opbouwen van een civiele verdediging, vert.], zonder er rekening mee te houden dat die opofferingsgezindheid hem van huis dreef en hem noopte om zijn eigen gezin nog meer financiële beperkingen op te leggen.’
Het is als het ware moderne thematiek in een oud jasje. Dit geeft haar werk wel een volstrekt eigen handschrift.
Of zoals een recensent eens schreef: ‘Ze koestert de mooiste blaadjes van romantische bloemen en combineert die met vooruitstrevend gedachtegoed en een vurige, bijna mediterrane rijke gevoelswereld.’⁹

1. Dette vedrører den tysk-danske krig om status for hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg, som i 1864 endte med et nederlag for Danmark. Spørgsmålet havde trukket ud i årevis. Hertugdømmerne hørte officielt under den danske krone, men den danske liberale forfatning gjaldt ikke for disse områder. Der var tale om et kompliceret nationalistisk magtspil i dette grænseområde, som førte til en magtkamp mellem Danmark og Det Tyske Forbund (med Preussen og Østrig som de vigtigste medlemsstater). Den Tyske Forbund begrundede sin aggression med, at den tyskvenlige og tysktalende del af befolkningen blev undertrykt af den danske regering og måtte befriet fra dette åg. Parallellen til Ukraine... I første omgang var Danmark på vej til at vinde med sejre i blandt andet Fredericia. I 1863 handlede Danmark i strid med bestemmelserne i London-konventionen fra 1852 ved at ønske at binde Schleswig tættere til Danmark gennem en forfatningsændring. Den tyske forbund krævede i 1864, at forfatningsændringen blev tilbageført. Danmark nægtede, og i februar begyndte belejringen af Dannevirke, de århundredgamle forsvarsværker i Syddanmark. I natten mellem 5. og 6. februar (den legendariske "Dannevirkenatten", natten til Dannevirke) trak den danske hær sig massivt tilbage. I løbet af februar fulgte krigsskærmydsler ved skanserne ved Dybbøl, som var af stor strategisk betydning for adgangen til havet. Preussen satte her i stor stil en ny type kanoner ind med større rækkevidde og præcision. Dybbøl blev belejret i lang tid. Efter voldsomme bombardementer kapitulerede Danmark endelig den 18. april.
2. Fra det fjortende århundrede dannede Danmark, Norge og Sverige en personalunion under Danmarks ledelse. Desuden havde Danmark hegemoni over øerne Island, Grønland, Færøerne, kolonien Trankebar ved Indiens kyst samt hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg. I 1864 var der bortset fra Island, Grønland og Færøerne faktisk kun et langs den sydlige grænse afskåret Danmark tilbage.
3. "Den [mølle] står der urokkelig, som et tegn på ære, retfærdighed og varm hengivenhed." Citat fra Derovre fra Grænsen, fra 1877. Drachmann beskrev Dybbøl Mølle efter en tur langs Als og Dybbøl i blomstrende sprog og satte møllen som dansk nationalt symbol på standhaftighed, bondeliv og enkelhed i kontrast til den tyske sejrssøjle (”Düppeldenkmal”) på fundamentet af en skans ved Dybbøl. Düppeldenkmal med sine plaketter fulde af berømte krigsscener blev ødelagt under et bombardement i 1945.
4. At sproget har indflydelse på den måde, vi tænker om virkeligheden på, afspejles også i den såkaldte Sapir-Whorf-hypotese med det velkendte, men efterhånden stort set modbeviste eksempel, at inuitterne skulle have langt flere ord for sne end andre folkeslag og dermed et mere nuanceret billede af sne. Denne hypotese går sandsynligvis tilbage til Wilhelm von Humboldts teori fra 1820, der hævdede, at "sproget er nationens sjæl".
5. Den nederlandske oversættelse er udført af Annelies van Hees, der har bevaret titlen Tine . Forlag Ambo, 1989. Efter min mening er det en uovertruffen smuk oversættelse, der på fornem vis formår at formidle følelserne.
6. Hermed viser Bruhn sin taknemmelighed over for sin alment roste kollega, forfatteren J.P. Jacobson (1847 – 1885). For alle gode Tanker de kan slet ikke dø,/ Før endnu bedre Tanker er spired af deres Frø. ( For gode ideer kan aldrig gå tabt, en dag vil der spire endnu bedre ideer ud af dem.) Den citerede strofe er sidste vers i digtet Saa standsed, et digt fra 1884, der er skrevet med tanke på hans egen forestående død.
7. Bertha von Suttner, Die Waffen nieder, Verlag Edgar Pierson, Dresden, 1889.
8. If you check out Annelies van Hees's translation, see above, p. 104f.
9. Parafrase af en anmeldelse i Hvad vi vil, 1893, bind 6 (24), s. 93.