Fantasi er en mulighedsdimension af virkeligheden.
Stefan Hertmans¹

Afslutningen på romanen Alt for Fædrelandet af Massi Bruhn, som jeg skrev om i mit forrige indlæg , åbnede et vindue med udsigt til en bedre verden, en verden uden krig. Utopia.
Indtil videre var virkeligheden i det daværende her og nu mere genstridig, og det utopiske, det imaginære, drømte land var ikke blevet mere konkret. Dengang ikke, og slet ikke nu. Men skal en verden også være konkret og sanseligt observerbar for at være sand?
Har Couperus ret, som gerne koketterede med at fremstille sig selv som en løgner med sin fiktion?² En kvalifikation, der står i skarp kontrast til, hvad hans samtidige og kollega Jacobus van Looy sagde om fantasi: "Hvilke smukke sandheder gik os også forbi i fortidens fantasi."³
Fiktion har tilsyneladende sin egen sandhed.

Midsommernightsdrøm

Massi Bruhn skrev ud over engagerede romaner og realistisk journalistisk arbejde også nogle noveller og korte fortællinger, hvor hun med sin fantasi udvidede grænserne for virkeligheden.
Hendes samling Fortællinger ( Fortællinger) fra 1895 indeholder fem fortællinger, noveller, med alle de kendetegn, som denne komprimerede genre kræver, ofte korte som en godnathistorie. Uden undtagelse fortæller de om den daværende samfunds sammenbrud. Triste unge liv ender, før de nåede at blomstre. En flugt ind i en uvirkelighed er undertiden det eneste, der kan give trøst – døden som den ultimative flugt eller drømmen som en mere reversibel tilstand mellem død og liv.
Således sniger præstens datter Else sig ind i Jomfru Else (Juffrouw Else) et uvirkeligt følelse, da hun møder en ung fisker og ser ham som en forklædt prins. "Det er sikkert bare en drøm," sukker hun over sit prosaiske syarbejde. Hun er blevet giftet bort til en mand, der kunne være hendes far, og hans forsøg på at kysse hende fylder hende med afsky. Nej, så var der den salige kys fra hendes fisker... "I alle de eventyr, hun kendte, var det jo sådan, at en prins kom for at redde prinsessen – lige som den stakkels prinsesse havde opgivet alt håb om at undslippe det grimme liv eller den onde forbandelse." En kærlighed mellem præstens datter og den enkle fisker ville i virkeligheden være en mesalliance, men i deres drøm, 'hvor rang og stand ikke tæller', er det en mulighed. De stikker af sammen i en båd over havet. 'Endelig – nu går min drøm i opfyldelse – nu glider – nu synker vores båd dybere og dybere ned mellem lindblomster og røde rosenblade. (...)
Ingen havde set de to, der hånd i hånd havde vovet sig ud i den store verden på jagt efter lykke og frihed."

I fortællingen Midsommernat (Midsommernat) giver Bruhn sin fantasi frit løb. Det læser sig som et eventyr fra svundne tider, omgivet af en mystisk tåge. Sproget er yderst poetisk og tenderer mod det svævende. Var det en roman, ville det stilistisk set være lidt for meget af det gode, men i en novelle er det helt acceptabelt.
Midsommeraften, kaldet Sankt Hans aften i Skandinavien, er ifølge folketraditionen den magiske nat ved solhverv fra 23. til 24. juni, en nat med nye begyndelser, med bål for at afværge mørke kræfter, med blomsterkranser, som piger bærer på hovedet som tegn på frugtbarhed. I denne nat, som desværre er årets korteste nat, kan det umulige blive muligt.

 Midsommernatts

Det er stille, meget stille.
Alt, hvad der er stort og stærkt af mennesker og dyr, og som bærer dagens byrder, slumrer efter dagens arbejde.
Natten hersker over jorden.
Dette er det øjeblik, hvor alle drømme, der i dagens sollys forblev skjulte, kommer til live i den lune sommernatsstille. 

En 'spinkel skikkelse' (som Louis Couperus nogle år senere beskriver sin nymfe Fidessa)⁴ opstår i Bruhns eventyrlige nat som en æterisk vandnymfe i sin lette kappe og i en slør af tåge fra vandets dybeste afkroge og glider videre over land, svævende som om hun ikke har menneskelige fødder. Bruhn giver i denne beskrivelse form til den etymologiske betydning af nymfe, et ord der går tilbage til det oldgræske numphèog omfatter et betydningsspektrum fra udødelig halvgudinde, der lever i naturen, til yndig pige til tilsløret brud.

Fra den stjernebestrøede himmel strømmer en hel skare af vidunderlige, æteriske væsener ned. De indhyller sig i duften af lindblomster – de lægger sig på brystet af vandliljerne, der i deres søvn svajer på det skinnende spejl af vandet – de danser båret af tågen langs træstammerne i skoven. De kysser hybenbusken i urtehaven med dens stærke og søde duft, de klager og råber, lokker og jubler med nattergalens stemme, med blomsterdufte, der vækker alle begær og rejser sig fra deres grav.
En vindstød giver en krusning over det rolige vand ... noget bobler og brusker i dybet ...
Midt mellem iris og vandliljer rejser en kvindefigur sig over vandoverfladen. Hun vikler sig ud af tågesløret og strækker sine hvide arme fulde af længsel mod landet, som om hun bliver suget af en usynlig kraft.

Og ud af skyggerne dukker en rustningsklædt ridder op – ligesom Couperus' ridder Sans-Joye. Det forekommer mig dog usandsynligt, at Couperus nogensinde skulle have læst Midsommernat – omvendt var Bruhn allerede afgået ved døden, da Fidessa udkom . Denne ridder har ikke noget navn⁵, han er simpelthen hendes 'Herre' – en setting med ekkoer af middelalderlig minnezang. Kirsten har derimod et navn, som gennem sin etymologiske henvisning til salvet, indviet, udvalgt og tilhænger af Kristus skaber en forbindelse til den kristne tro. Derudover giver hendes ridderes medfølende konstatering af, at hun må lide så meget, hende en religiøs aura – forsoning og smerte som vejen til åndelig lykke.
Var det i forbindelse med middelalderlig høflighedsetikette sædvanligt at tiltale hinanden med 'ghî' eller 'u'?⁶, men i dette eventyr omgås man det på dansk ved at tiltale hinanden med 'du', men med stort bogstav, svarende til det arkaiske 'U' i stedet for 'u '. I min oversættelse har jeg valgt 'gij' og 'u'.⁷
Kirsten og hendes ridder viser sig at være sjæle af afdøde elskede. Hun er bleg og blodløs, og den engang så stolte ridder har hverken øjne eller krop.⁸ Han er kun en legemløs sjæl i rustning med en stemme fuld af vemod og medfølelse.

Frøerne holder op med deres muntre snak, og sivene viger sukende til side, mens den hvide pige glider forbi dem mod bredden.
Hun springer hurtigt op på det bløde, dugvåde græs og bevæger sig mod stien mellem lindetræerne. Men så standser hun pludselig, som om hendes fødder er fastklistret til jorden...
Hun er ung og yndig, som hun står der i en glorie af sølvhvidt, skælvende måneskin. Vanddråber falder fra det tunge, askeblonde hår, som om det havde gemt tusinder af skinnende tårer i hver lok. Hendes kinder er blodløse og blege som de hvide blade på vandliljen, men i den mørke dybde af hendes øjne brænder længslen efter at leve.
Hun spejder i mørket mellem lindetræerne ... hun læner sig frem og lytter ...
På borgen slår tårnuret tolv slag ...
Kolossalt og mægtigt - som en kæmpe livløs krop synes den gamle ridderborg at slumre fredeligt i sommernatten.
Der brænder ingen lange, tynde stearinlys i de høje sale. Lyden af violiner og fløjter er forstummet for århundreder siden, men udenfor kan man stadig høre den dæmpede sommerhymne fra lærken og nattergalens kærlighedssang i kronerne af lindetræerne.
Der er ikke længere runddanse på de polerede gulve i ridderhallen. De stolte riddere og smukke jomfruer fra fortiden, der dansede her, er for længst draget til dødens skyggerige rige for at hvile i deres grave, indtil Gud kalder dem til sig på dommedagen ...
Alle, der blev begravet i hellig jord – alle, der roligt afventede Herrens dag, må hvile i gravens fred, men den, der med egne hænder slukkede det liv, som Herren havde tændt, er dømt til at vandre rastløst omkring ved midnat.
"Kirsten!"
Der lyder et suk gennem de gamle mure, der bevæger sig tungt og fuld af længsel. Rummet bliver pludselig fyldt med den berusende duft af svanefrugter og hvide vandliljer, og midt i den store sal står pigen fra søen i måneskinnet.
"Herre, du kaldte på mig," hvisker hun sagte. Med klingende sporer og sværdet ved sin side går en statelig ridder gennem salen. Han spreder sine arme for den strålende hvide pigefigur.
"Kirsten! - mit begær brød gennem væggene i min grav. Mine tanker - som mine fjender ikke kunne dræbe, fordi de indeholdt al livets herlighed, søger dig. Ved midnat er der altid håb om, at jeg kan forvente dig her. Bragte fuglen, der sang i buskene, dig ikke min besked? Sagde den ikke, at jeg længtes så meget efter dig? Kirsten! Min elskede! Hvorfor tøvede du så længe?"
Pigens øjne stråler med en glans af tårer.
Herre, jeg hørte din besked. Hver gang stjernerne tændtes på himlen i sommernatten, rejste jeg mig fra mit våde, blomsterpyntede grav for at skynde mig til et møde med dig. Men ak, først nu er jeg kommet hertil. Min vej var tung ... Engang gav jeg søen mit unge liv. Søen holder dem, der frivilligt overgiver sig til dens kolde greb, fanget med tusinder af lænker. Søen fulgte mig, tyngede min kjole, dryppede fra mit hår, skinnede i min bælte. Jeg blev så træt, så frygtelig træt. Det var som om jeg vadede gennem net af siv og tang. Duften af blomsterne gjorde mig svimmel, jeg gled, jeg sank - jeg faldt igen ned i den kolde, sorte dyb. Jeg er dømt til at lide og længes. - Kun denne nat, den nat, hvor vores kærlighed spirede for århundreder siden, kom vores begges længsel så sød og stærk som blomsterduft og fuglesang i buskadset sammen. Denne nat måtte det spejlblanke vand give slip på mig. År efter år vil jeg blive draget hertil på denne nat, så længe der stadig står en sten oprejst af muren, bag hvilken man kvalte min elskede herre.
Ridderens hånd stryger kærtegnende over pigens hår.
'Kirsten! Stakkels lille Kirsten! Hvor må du lide og kæmpe. Dit hår er vådt, og dine kinder, der før bar så røde roser, er hvide. Vejen, du skal gå for at møde din elskede, er tung. Men du vil aldrig tøve, og jeg vil aldrig vente forgæves. Du kommer tilbage hvert år, for din kærlighed er stærkere end dødens skinnende vand.'
Hånd i hånd gled de blege skikkelser frem gennem rummet.
Det er, som om de bliver båret væk af måneskinnet - væk fra det daglys, der bryder frem i øst.
Intet menneskeøje så det natlige møde i borgen, men fra vanddråberne, der var faldet fra den lille Kirstens hår på stien mellem lindetræerne, spirer små, hvidgrønne liljer som et bånd af blomster mellem borgen og vandet.

Også i spøgelset, fantasienes højdepunkt, viser fuldkommen lykke sig at være en illusion, og kun døden som et bevidst valg står tilbage. Alle elskede, både i Jomfru Else, Fidessa og Midsommernat, går 'hånd i hånd' mod deres lykke i livet efter døden.

Ny mystik fra det tågede nord

Bruhns fantasiverden slutter sig til den europæiske fin-de-siècle-trend, hvor et følelse af voksende uro og utilfredshed havde grebet de engagerede kunstnere. Livet måtte da være mere end realisme, naturalisme og materialisme, som havde sat ideen om guddommelig forsyn på sidelinjen. Fokus skiftede til eksistentielle spørgsmål som: hvad er meningen med livet, hvad er et menneske uden Gud? Desillusion, melankoli og en slags hjemve efter fortiden sived ind i den daværende socialt engagerede litteratur og gav næring til en søgen efter en form for højere, metafysisk kunstnerisk virkelighed. En højere virkelighed, der i øvrigt ikke nødvendigvis skulle opfattes som den ideelle verden ifølge Sokrates og Platon, der betragtede den sanseligt opfattelige virkelighed som en ufuldkommen afspejling af en verden af tingenes sande essens. Men en højere, mystisk verden, der kunne fremkaldes af fantasien og via en mystisk, symbolsk eller spirituel vinkel forudsatte en adskillelse mellem krop og sjæl. Fantasi som conditio sine qua non. "It is art that makes life," som den engelske forfatter Henry James udtrykte det.

Mens mystikken i middelalderen primært var rettet mod en sammensmeltning af den menneskelige sjæl med det guddommelige, lagde den såkaldte "nye mystik" omkring 1900 vægt på sjælelivet og sjæleophøjelse uden religiøse elementer.
Litteraturen inden for rammerne af denne nye mystik var ikke-realistisk, hvilket gav værkerne en mystisk atmosfære. Det var ikke kun Couperus med sit værk fyldt med – ofte orientalsk – magi. Især forfattere som L. Tolstoj og den flamske Maeterlinck var sande 'apostle for mystikken'.⁹ For mange var det spirituelle stærkt forbundet med social engagement. Tolstoj, for eksempel, den 'mystiske greve', udviklede sig gradvist til en overbevist samfundsreformer. En lignende overbevisning findes hos hollandske forfattere som Frederik van Eeden med hans allegoriske eventyr De kleine Johannes(Den lille Johannes), efterfulgt af Marie Metz-Konings eventyrlige fortællinger (Van 't viooltje dat weten wilde (Om violen, der ville vide)). (Sidebemærkning: Couperus synes i Majesteit at have haft den ældre Tolstoj med hans bevidst valgte liv i nøjsomhed og askese for øje, da han udarbejdede den anarkistiske prins Zanti, der afviser standsskel og derfor har givet alle sine ejendele væk. Selv den samfundskritiske Noor H. Ibsen blev dengang betegnet som mystiker, hvor der især blev henvist til det mystiske, det ufattelige ved den menneskelige sjæl og de indbyrdes menneskelige relationer i hans værker. De var alle 'inspireret' af den nye mystik. Og med dem også Massi Bruhn.
Bruhns fortællinger er ganske vist kold øl i dette selskab af klangfulde navne, men alligevel utvivlsomt en lille mystisk perle fra det 'tågede nord'.¹⁰

1. Udsagn i essayet af Gie Goris (2018), Fantasi i litteraturen er det modsatte af opdigtede fakta i journalistikken. https://www.mo.be/essay/verbeelding-literatuur-het-tegengestelde-van-verzonnen-feiten-journalistiek
2. Bas Heijne, 2013, Angst en schoonheid(Angst og skønhed), Louis Couperus, mystikken i de synlige ting, De bezige Bij.
3. Jac. van Looy, Een verbeeldings-praatje met een verbeelding(En fantasi-samtale med en fantasi), i: De Nieuwe Gids, årgang 14, februar 1899.
4. Louis Couperus, 1899, Fidessa, Udgivet af L.J. Veen.
5. Også Sans-Joye i Fidessa mister sit navn efter sin død: '(...) hvis navn ikke længere var Sans-Joye, men som endnu ikke kendte sit nye navn (...).'
6. Se også det flotte overblik på hjemmesiden taalaandewandel.
7. Sammenlign også følgende uddrag fra Ferguut, en middelalderlig ridderroman fra det 13. århundrede:
   Sonder u inegen tide. / Om u ben ic in groter noet: / Ghi hebt mijn leven ende mijn doet.
8. Om Sans-Joyes øjne siger Couperus: "Hun [Fidessa] så ham sølvfarvet, rustet, og hun så det, hun kun så levende: hans øjne, hans øjne fulde af kærlighed og vemod, helt sig selv i hans øjne. Gennem hans øjne var hun blevet forelsket i ham, på grund af hans øjne elskede hun ham."
9. Jacqueline Bel, 2018, Bloed en rozen. Geschiedenis van de Nederlandse Literatuur. 1900-1945, Uitg. Bert Bakker, s. 164
10. "Det tågede nord", "Le Nord brumeux", var et udtryk, der blev opfundet af Melchior de Vogüé i romanen Le Roman Russe fra 1886. Dette værk blev hurtigt meget populært og banede vejen for russisk og skandinavisk samtidslitteratur. For nemheds skyld blev Rusland og Skandinavien med deres litteratur, som i De Vogüés øjne var omgivet af en mystisk tåge, sat i samme bås.