”I heard a Fly buzz – when I died -”
Emily Dickinson, 1855

En morgen faldt en flue død ned på tastaturet på min netop åbnede bærbare computer. Bare sådan. I hvert fald – så det ud til. Eller var det et varsel?
Mine tanker gik automatisk til en novelle af Amalie Skram, hvor en flue giver historien en makaber vending:

De rode vitrage

Wat moest ze nou met die vreselijke rode voile?
Hoe kwam een mens er nou toch toe om zoiets te kopen?
Toen ze in de winkel naar de prijs van die rode, doorzichtige stof vroeg, had ze nog gedacht: Wat een giftige kleur eigenlijk, wat moet je daar nu mee? Je wordt er gewoon naar van als je er al naar kijkt, en het lijkt echt of het naar lijkenlucht stinkt.
Maar ze had het gewoon moeten kopen.
Ze had immers een grote, verduisterende vitrage nodig voor het brede raam in de kamer waarin ze altijd zat te handwerken om het zonlicht en het veel te felle licht buiten te houden. En het moest absoluut doorzichtig zijn. Het rolgordijn maakte de kamer te donker. Als ze de voile opgehangen had, zou het vast wel mooi staan. Een zachte, roodachtige gloed zou het licht in de kamer gaan kleuren.
Als haar man nou maar niet zou zeggen: 'Sodeju! Wat een duivelse kleur is dat, ronduit brandgevaarlijk.' Daaraan had ze lopen denken toen ze met het pak rode voile naar huis liep.
Laat dat nou precies zijn wat haar man uitriep toen hij zag dat ze de stof zat om te zomen.
Het zou juist fraai staan, had ze koppig beweerd. Indrukwekkend, sfeervol, warm. En terwijl ze zich in allerlei bochten wrong om uit te leggen hoe prachtig het wel niet zou staan als het eenmaal zou hangen, had ze weer die lijkenlucht opgemerkt die uit de doorzichtige, vuurrode stof in haar handen leek op te stijgen.

Nou, dat had ze gedacht! Het zag er pas echt duivels uit toen het voor haar raam was opgehangen.
Dus had ze het er maar weer afgehaald en het in alle kamers uitgeprobeerd, de ene na de andere. Maar elke keer weer hetzelfde verhaal. Binnen de kortste keren moest het weer weg.
Niet alleen omdat haar man, steeds als hij het op een andere plek en op een andere manier geplooid zag hangen, vertwijfeld zijn ogen ten hemel hief en ermee ging rollen, maar ook omdat ze het zelf lelijk en misplaatst vond.

En toen had ze het uiteindelijk opgegeven. Het was haar aan het hart gegaan, want ze had zo halsstarrig volgehouden en geloofd dat ze er iets aparts van zou maken - het was gewoon een kwestie van wachten op een goede ingeving.
Ze had de lap stof over het haardscherm gedrapeerd in een zwakke poging om het een decoratieve draai te geven. Want ze kon het toch niet over haar hart verkrijgen om de stof in een la weg te stoppen.
Haar man had haar er lachend mee gelukgewenst dat ze zich er uiteindelijk bij had neergelegd. Maar ze had met een blik vol vertrouwen geknikt en hem ervan verzekerd dat het alleen maar voorlopig was. De rode vitrage zou "zijn juiste plek" uiteindelijk wel vinden.

Een paar dagen later lag ze 's ochtends dood in haar bed. De dood was zo stil en plotseling gekomen dat haar man die in het bed naast het hare sliep, niets doorhad toen hij opstond en zich aankleedde. 
Op een gegeven moment verbaasde hij zich over de volledige stilte in het bed van zijn vrouw. Hij keek achter het bedgordijn...

'We hebben mevrouw nu gewassen. Wat moeten we haar aantrekken?' Dat vroeg de oude dienstbode. Ze kwam stilletjes de zitkamer binnen waar de man ineengedoken in een fauteuil zat.
'Tja, aangezien mevrouw gecremeerd wordt, lijkt mevrouws nachtjapon me zonde,' ging het oude vrouwtje verder. 'Het zou een ander verhaal zijn als mevrouw begraven zou worden.'
Hij schudde flauwtjes zijn hoofd en wuifde haar weg.
Het oudje bleef hem vragend aankijken.
'Weet u, meneer, daar schieten we niks mee op,' zei ze even later. 'We moeten mevrouw tenslotte afleggen.'
Hij stond langzaam uit zijn stoel op en keek even om zich heen. Toen viel zijn oog op de rode vitrage die over het haardscherm hing.
'Wikkel haar daar maar in,' zei hij met verstikte stem en wees naar de lap stof. Toen liet hij zich weer in de fauteuil wegzakken.

'Wil meneer mevrouw nog zien voordat ze haar komen halen?' Opnieuw de oude dienstbode. 'Mevrouw is nu piekfijn in orde.'
Even later stond hij in de kamer bij de dode.
Ze lag in haar witte bed, van top tot teen in de rode vitrage gehuld die haar slanke lichaam als een ruim, geplooid hemd omsloot. Bij hoofd en voeten was het met een wit lint vastgebonden en met kunstige strikjes vastgeknoopt. Haar hoofd lag een beetje opzij en haar bruine haar was in strakke vlechten langs haar oren gelegd en achter in de nek vastgezet.
Hij stond naar haar te kijken. Nooit had hij kunnen denken dat een dode er zo mooi kon uitzien. Ze lag er zo bevallig en stil bij. Haar gezichtsuitdrukking was mild en vredig en het leek of er een zekere blos van levenswarmte over haar lichaam lag. Maar dat kwam vast door de krachtige kleur van de doorzichtige stof.
Dan had ze dus toch gelijk gekregen. De rode vitrage had uiteindelijk "zijn juiste plek" gevonden.
Hij stond daar geluidloos te huilen. Ineens viel hem een enorme groenige vlieg op die onder de rode vitrage op haar borst rondkroop. Die moest weg. Dat moest gewoon. Ze had altijd zo'n intense afschuw van vliegen en allerlei kruipend ongedierte gehad. Maar hoe kreeg hij die vlieg te pakken? Hij zou hem zo kunnen doodknijpen, maar dan zou ze dat kadaver op haar arme, lieve lijf hebben zitten. - 
Maar om nou die voile open te snijden - hij haalde zijn zakmes tevoorschijn en boog zich over de dode.
Er steeg een lijkenlucht op uit de plooien van de rode vitrage.

Hvad skal du som læser gøre med den flue? I sig selv er det meget tænkeligt, at en flue sætter sig på et lig, et realistisk billede, som Skram som en ægte naturalist, der ikke skånede virkelighedens rå kanter, kunne bruge uden yderligere betydningsfuld betydning. Om læseren derefter spekulerer på, hvad den symbolske betydning kunne være, hører til inden for litteraturens domæne. Eller som Anjet Daanje engang sagde om fluen, der i hendes mesterlige roman Het lied van ooievaar en dromedaris (Sangen om storken og dromedaren) altid dukker op på afgørende øjeblikke: "Læserne tænker: hey, endnu en flue. Betydning!" ¹ Så simpelt er det nogle gange – en forfatter leger med et motiv og stimulerer dermed læseren til at søge en betydning bag det. Et voilà! Derefter har forfatteren et taknemmeligt redskab til at formidle et billede uden yderligere forklaring. Det hjælper selvfølgelig, hvis symbolet implicit allerede fremkalder den association og den effekt, som forfatteren har i tankerne. I tilfældet med en flue vil mange, bortset fra entomologer, føle en ubehagelig afsky, nogle gange alene på grund af det irriterende summen fra dens vinger.

Skram, en erfaren mesterfortæller (findes der egentlig et kvindeligt modstykke med samme betydning?), beherskede teknikken i novellen til fulde. Man kan med god grund antage, at hun med al sin forfattererfaring har vejet sine ord omhyggeligt og bevidst lader en flue dukke op.
Det røde gardin er optaget i samlingen Sommer (Sommer) fra 1899, et af Skrams sidste værker og et mesterværk inden for fortællerkunst, hvor der mere antydes end uddybes. Det fredfyldte billede af den afdøde kvinde, der gennem det røde forhæng, hun er svøbt i, stadig har en glød, et skær af liv over sig, bliver så at sige vanhelliget af et uhyggeligt element, fluen, der med et chok river læseren ud af den hellige atmosfære. Også andre steder i samlingen finder man en lignende vanhelligelse og fremmedgørelse. I titelhistorien Sommer giver for eksempel det stivnede, halvåbne øje af en afdød kvinde læseren gåsehud.

Det grimme æstetik

I disse fortællinger anvender Skram faktisk præcis det, som Karl Rosenkranz beskriver i sin filosofiske afhandling Die Aesthetik des Hässlichen (1853)² uddybede under overskriften "Das Ekelhafte"(s. 312ff). "Das Ekelhafte" (det afskyelige) er det, der frastøder os, det, der får vores mave til at vende sig. Jeg citerer: ” (...) alt det, der vækker afsky i os, som krænker vores æstetiske følelse ved at opløse formen. For at forstå begrebet det modbydelige i snæver forstand må vi dog tilføje definitionen af forrådnelse, fordi denne indeholder den samme udvikling mod døden, som ikke så meget er visnen og døden, men snarere det allerede døde væsens forsvinden. Livets skinn i det i sig selv døde er det uendeligt modbydelige i det modbydelige. Det absurde i sin alogiske forvirring vækker også afsky, såfremt det ikke vendes til det komiske, men alene på grund af dets intellektuelle element er dets virkning ikke så voldsom som det modbydeliges, der påtvinger vores sanser nydelsen af en for dem fjendtlig tilværelse, og som man også kunne kalde det sanseligt absurde. (…) ” (s. 313) Nøglebegreber i Rosenkranz' argumentation er ”Entwerden des schon Todten” (forvandlingen af noget dødt til en sken af liv), ”Verwesung” (forrådnelse) og det ”sanseligt absurde” – i det omfang det absurde ikke er ment som komisk.
I sit forord argumenterer Rosenkranz for sin opfattelse af, at hvor æstetikken som filosofisk begreb, skønhedslæren, vedrører det smukke og det underliggende mekanisme, der afslører, hvorfor noget findes smukt, er begrebet det grimme, det ikke-smukke, også en del af æstetikken. Sammenligneligt med for eksempel jura, der studerer det kontrasterende par af ondt og godt, eller lægevidenskaben, der fokuserer på både sundhed og sygdom. Den ene pol i et sådant antithetisk par ville da definere den anden. Ifølge Rosenkranz er der derfor tale om en æstetik af det grimme, hvor det grimme skal ses som en forvrængning (Rosenkranz kalder det "Verzerrung") af det smukke.
Rosenkranz angiver videre i sit forord, at han (ved hjælp af talrige eksempler) i sin undersøgelse ønsker at påvise, at det grimme ikke blot er det modsatte af det smukke, men befinder sig midt i spektret mellem det smukke og det komiske, det karikaturale.
Mutatis mutandis så også de skønhedselskende hollandske Tachtigers, kunstnerbevægelsen fra 1880, det smukke i det grimme: al kunst, der fremkaldte følelser, var i deres øjne smuk. Følelser som en subjektiv, især følelsesmæssig reaktion på kunst. Både Rosenkranz og Tachtigers kunne man sige, at deres udgangspunkt er, at der kan opstilles objektive, intellektuelle kriterier for at bestemme skønhed, såsom proportioner i henhold til det såkaldte gyldne snit, mens dette bortfalder i æstetikken af det grimme, hvor det først og fremmest er følelsesmæssige, instinktive, sensoriske reaktioner, der spiller en rolle.

Modbydelige fluer

Æstetikken af afsky og væmmelse altså. Og hvad vækker vores afsky? Først og fremmest alt det ulækre, slimede snask, der flyder ud af vores kropsåbninger. "Det modbydelige som et produkt af naturen, sved, slim, afføring, bylder osv. er noget dødt, som organismen udskiller og dermed overgiver til forrådnelse," siger Rosenkranz. Aversjon og afsky også over for de væsner, der undertiden kommer i massevis til sådan en smuds – først og fremmest fluen. Den enes død er jo undertiden den andens brød. Wikipedia lærer os, at "der er blevet avlet 4000 fluer i et toilet med et indhold på 5 liter."³ Fluen er "skadedyr", et dyr, der etymologisk set er skadeligt eller generende. Præfikset "on" udtrykker det dårlige eller ubehagelige.
Det, der slår mig på det sproglige område, er, at fluen er af det kvindelige køn i alle sprog, der i deres grammatik skelner mellem mandlige og kvindelige navneord. Det oldgræske muia, det latinske musca, det deraf afledte franske mouche og italienske mosca, det samme i spansk. Det oldnordiske har fluga, det tyske har Fliege – alle af det kvindelige køn. Fluen som fe i sproglig forstand.⁴
For nemheds skyld taler jeg kun om 'fluen', mens en hurtig søgning på internettet viser, at det ville være mere korrekt at tale om husfluen, musca domestica, en af de mest kendte arter af de ægte fluer (familien Muscidae). Og Wikipedia nævner under overskriften "stueflue" den skræmmende kendsgerning, at en entomolog engang har beregnet, at "en enkelt hun kan i løbet af mindre end fem måneder avle 5,6 billioner afkom, hvis alle individer ikke møder nogen modstand i deres udvikling". Længe leve de naturlige fjender som snyltehveps, edderkopper, frøer og selvfølgelig menneskets slagkraft. Fælles for de ægte fluer er, at de ikke kan bide eller, i mangel af en brod, stikke. Hvis der er tale om et bid, er det sandsynligvis forårsaget af den såkaldte hestebrems, der ved et hurtigt blik ligner en stor husflue, men i virkeligheden er et blodsugende insekt med et par kraftige kæber, der især går efter kvæg.
Selvom husfluen ikke stikker eller bider, kan den stadig være skadelig, især i tider, hvor der ikke fandtes insekticider eller antibiotika. Fluen kan med sine ben overføre patogener fra en smittet kilde til et levende væsen via en porte d'entrée, såsom et lille sår, for bakterier, vira, parasitter eller svampe.

Et eksempel på fluen som smittebærer er Luigi Pirandellos novelle fra 1923 om en flue, der overfører bakterier fra en karbonkel, en stor og yderst smitsom byld, til to mænd. Den ene er efter smitten nu døende af blodforgiftning, der under helvedes smerter får ham til at svulme op til et afskyeligt sort uhyre. Den anden, der via et barberingssår udgjorde en glimrende porte d'entrée for bakterierne, er endnu uvidende om den ulykke, der venter ham. Og fluen, ophavsmanden til denne ødelæggelse? "Der var han. Nu stak han sin lille snabel ud og bevægede den op og ned, så rensede han med hurtige bevægelser sine to tynde forben ved at gnide dem mod hinanden, som i tilfredshed."⁵

Lord of the Flies

Så længe man ikke vidste meget om vigtigheden af hygiejne, som i gamle kulturer, udgjorde en flueplage en reel sundhedsrisiko. Det var derfor ikke en tom trussel, da Gud som den fjerde af ti plager ville lade egypterne blive angrebet af en sværm af fluer, hvis faraoen ikke lod israelitterne under ledelse af Moses forlade Egypten: "For hvis du ikke lader mit folk drage bort, så vil jeg sende en blanding af skadedyr over dig, dine tjenere, dit folk og dine huse, så at egypternes huse bliver fyldt med denne blanding, og også jorden, hvor de er." "Blanding af skadedyr" hedder det i 2. Mosebog 8:21 ifølge den reviderede oversættelse af Statenvertaling. I New International Version fra 1973 og andre engelsksprogede versioner, som jeg har kunnet finde, tales der altid om "swarms of flies" (sværme af fluer): "Hvis du ikke lader mit folk gå, vil jeg sende sværme af fluer over dig og dine embedsmænd, over dit folk og ind i dine huse. Egypternes huse vil være fulde af fluer; selv jorden vil være dækket af dem." Døden og ødelæggelse truer med at sprede fluerne.

Ikke kun sygdom, død og ødelæggelse, men også djævelen, prototypen på det onde, blev i bibelske tider forbundet med fluer. Tysk og dansk har det smukke ord "Inbegriff" henholdsvis "Indbegreb" for denne superlativ af noget. Djævelen som "der Inbegriff des Hässlichen" for at forblive i Rosenkranz' stil. Et andet navn for djævelen er Beëlzebub. Beëlzebub er etymologisk afledt af Ba'al Zebub, bogstaveligt talt: herre over fluerne, og blev i bibelsk tid brugt nedsættende som et hånnavn for Beëlzebul (herre over huset), en guddom hos fønikerne, der var notoriske fjender af israelitterne. Fønikernes guddom bliver dermed nedværdiget til en foragtelig falsk afgud, en såkaldt 'møgud'. Det er slående, at ordet 'møgud' umiddelbart fremkalder associationer til fluer, der tiltrækkes af møg. I Det Nye Testamente kaldes Beëlzebub/Beëlzebul for 'dæmonernes fyrste'. ⁶

I Exodus ligger fokus på fluers overførsel af sygdomme, mens man i etymologien af Beëlzebub ser en betydningsforskydning i retning af det dæmoniske. Det er i denne sammenhæng slående, at William Golding i sin bog Lord of the flies (1954) fremhæver dette dæmoniske aspekt af djævelen Beëlzebub. Bogen handler om børn, der er styrtet ned med et lille fly og er strandet på en øde ø. Efterhånden forandres de af magtbegær til grusomme karakterer, ægte djævle.⁷

Stikket fra en mytologisk flue

Hvilken type fluer der var tale om i bibelsk tid, forbliver uklart. Det samme gælder fluerne i den græske eller oldnordiske mytologi. Det er bare en flue (fluga på oldnordisk). Men en flue, der stikker eller bider, så strengt taget en hestebrems. I folkemunde – og dermed også i fortællingerne – blandes fluer, hestebremser, hveps og veps ofte sammen. Der var heller ikke meget detaljeret viden om dette på det tidspunkt.⁸ Det er derfor vigtigt at tage de mytologiske fortællinger, hvor en stikkende flue optræder, med et mildt smil.

I den græske mytologi sender Zeus en flue mod den bevingede hest Pegasus for at give rytteren, Bellerophon, en lærestreg. Pegasus er et resultat af kærligheden mellem havguden Poseidon og uhyret Medusa, mens Bellerophon var barnebarn af Sisyphus, den listige kongesøn, der som straf fra guderne var dømt til evig arbejde i helvede. En seer (et meget vigtigt institut i den græske oldtid) rådede Bellerophon til at fange og tæmme Pegasus, så han kunne ride på den og dræbe monsteret Chimaera. Gudinden Athene gav ham et gyldent bid som hjælp til at tæmme den. Foretagendet lykkedes, men efter flere andre heltegerninger blev Bellerophon rastløs og følte trang til at erhverve sig en plads på Olympus, gudernes bjerg. På ryggen af Pegasus fløj han derefter med det formål til Olympus. De græske guder var ikke kendt for at lade menneskelig overmodighed gå ustraffet hen, og Zeus sendte derfor i vrede en flue af sted, som stak eller bed Pegasus under halen. Pegasus stegrede, og den højtflyvende Bellerophon styrtede ynkeligt ned i en torneskov. Pegasus nåede dog Olympus og blev Zeus' personlige ejendom, bæreren af lynene.

I sin omfangsrige og efter min mening brillant gennemarbejdede roman Alkibiades⁹, hvor den detaljerede historiske dokumentation antyder en høj grad af sandhed, henviser Ilja Leonard Pfeijffer implicit til fluen som den skyldige til eventyrernes rige ved i stedet at bringe en hestebrems på banen: "(...) som en skuespiller, der portrætterede, hvordan Bellerophons vingede hest blev stukket i bagdelen af en hestebrems (...)". (s. 582). Han baserer sig her på Horatius, der i øvrigt lader det være uklart, hvilket stikkende insekt der var tale om: "(...) ales Pegasus terrenum equitem gravatus Bellerophontem." ¹⁰ En hveps' stikkende evner er dog lige så ringe som dens look-alike, fluen: hvepsen lægger simpelthen sine æg på et dyrs pels, hvorefter larven sørger for de generende konsekvenser.

Guder kunne, afhængigt af deres rolle, optræde i forskellige skikkelser. Der er for eksempel en Zeus Apomyios: 'Zeus, flueskyderen' (hè muia betyder jo 'fluen'), som man ofrede til for at få fluerne jaget væk, før et dyr blev ofret. Der var også en guddom ved navn Myiagros ('han, der jager fluerne væk'), en dødelig, der var blevet guddommelig, og som man ofrede til af samme grund. Dette ritual går sandsynligvis tilbage til historien om, at den græske helt Herakles engang blev forstyrret af fluer, da han ville ofre i det græske Olympia.

Også den oldnordiske mytologi har et saftigt eksempel på en to-fløjet angrebslyst med en historie om Loki i form af en aggressiv flue.¹¹ Loki var søn af en kæmpe og en gudinde og var berygtet for sine ondskabsfulde spøg mod guderne. Han var en urostifter, der brugte løgne og list for at nå sit mål. I en lige så underholdende som voldsom historie forvandler Loki sig selv til en flue og stikker dværgen Brokkr flere gange for at forstyrre ham, mens han arbejder med blæsebælgen i den smedje, han driver sammen med sin bror. I oldnordisk bruges verbet kroppa for at stikke med fluen, hvilket betyder at stikke eller klø. Det er altså uklart, om stikket skyldes et skarpt bid fra fluen eller et stik.

I min oversættelse lyder scenen således:

(...) Mens dværgen var i gang med blæsebælgen, satte en flue sig på hans hånd og stak ham, men han fortsatte bare med blæsebælgen, indtil smeden tog emnet ud af ilden, et vildsvin med børstede pigge af guld. Derefter lagde smeden guld i ilden og bad Brokkr om at blive ved med at blæse, indtil han kom tilbage. Han gik væk. Men så kom fluen tilbage og stak ham halvt så hårdt som før. Alligevel fortsatte han med at blæse, indtil smeden tog den gyldne ring, der kaldes Draupnir, ud af ilden. Så lagde han jern i ilden og bad ham blæse, med den tilføjelse, at arbejdet ville være ødelagt, hvis han ikke blæste nok. Straks satte fluen sig mellem Brokkrs øjne og stak ham i øjenlågene. Og da blodet strømmede ind i hans øjne, så han ikke kunne se noget, slog han så hurtigt han kunne efter fluen, mens blæsebælgen tømtes, og han slog fluen væk.

J. de Vries henviser også til Lokis dæmoniske side i forordet til sin oversættelse af den poetiske Edda: "Et væsen, der ikke helt hørte til i gudernes verden, men stod mellem guder og dæmoner (...) [Og han trækker] selv i ragnarok (verdens undergang) i spidsen for en skare af dæmoner og kaldes der far til alle onde væsener, der truer kosmos. Han var en germansk prototype af den kristne djævel."¹²

Kort sagt: farlige skadedyr, disse fluer.
Skal vi stadig være bange for dem? Er det kun surrealistisk science fiction, når skadedyr "truer kosmos"? Hvis menneskeheden fortsætter med at ødelægge livsbetingelserne på jorden, forekommer det mig ærligt talt ikke som et utænkeligt skrækscenarie, at vi bringer ulykke over os selv og vores udbrændte jord. Den enes død er den andens brød, ikke sandt?

1. I et interview i NRC den 21.12.2022. https://www.nrc.nl/nieuws/2022/12/21/anjet-daanje-halverwege-denk-ik-altijd-waarom-schrijf-ik-niet-een-normaal-boek-a4152048
2. Rosenkranz, Karl, (1853), Aesthetik des Hässlichen, Bornträger Verlag, Königsberg.
3. https://nl.wikipedia.org/wiki/Huisvlieg.
4. Det er for øvrigt smukke onomatopoietiske ord. Musca-gruppen efterligner med sit "mu" insekternes summen. Det samme gælder for det etymologisk beslægtede nederlandske ord "mug", der i nogle dialekter bruges om "flue". Og fluga og afledte former henviser med 'fl' til den lyd, som dyrene frembringer med deres hurtige ('vliegensvlugge') flugt.
5. Nederlandsk udgave: Luigi Pirandello, De vlieg, noveller for et år. Atlas forlag, 1989. Citatet stammer fra titelnovellen, oversat af Jenny Tuin, s. 20.
6. Mat. 10:25, Mar. 3:22. I 2Kon. 112 står Baäl-Zebub.
7. Denne demoniseringsproces bliver i øvrigt bestridt af Rutger Bregman, forfatter til De meeste mensen deugen, een nieuwe geschiedenis van de mens(De fleste mennesker er gode, en ny historie om mennesket), udgivet af De Correspondent, 2019. Se også https://decorrespondent.nl/11275/wat-er-echt-gebeurt-als-kinderen-op-een-onbewoond-eiland-stranden/404ad7d7-d4b5-0908-35c4-60ef70aa315f
8. Den græske filosof og videnskabsmand Aristoteles var sandsynligvis den første, der med sin Historia animalium fra det fjerde århundrede f.Kr. udarbejdede en omfattende beskrivelse af dyrearter, efterfulgt af den romerske Plinius den Ældre (23 f.Kr. – 79 e.Kr.), der især er kendt for sit encyklopædiske værk Naturalis Historia, der består af 37 bøger og 2493 kapitler, hvor han har samlet alle kendte og mindre kendte fakta om naturen. Bog 11 handler om insekter. Men først med opfindelsen af forstørrelseslinser i det 17. århundrede blev det muligt at bestemme de forskellige arter nøjagtigt.
9. Pfeijffer, I.L., 2023, Alkibiades, De Arbeiderspers.
10. Horatius, Carmina, 4.11.26-28, første århundrede f.Kr. Teksten betyder omtrent: (...) det bevingede hest Pegasus og Bellerophon styrtede til jorden. Men for mere præcise oversættelser er jeg til rådighed.
11. Denne historie om Loki er beskrevet i Skáldskaparmál(poesiens sprog), den tredje del af den såkaldte Prosa-Edda, også kendt som den 'yngre Edda', fra 1220/30, sammensat af den islandske lærde Snorri Sturluson, hvor han opstiller en vejledning til skaldedigtningen. (En skald var en hofpoet i den oldnordiske tid, vikingernes tid.) Ud over at være en lærebog er Skáldskaparmál også en kilde til mange mytologiske fortællinger og heltesagn. Derudover findes den anonyme poetiske (ældre) Edda, der indeholder mange gudesange med mytologisk indhold.
12. De Vries, J., 1938, Edda. Guder – og heltesange fra den germanske oldtid. Forlag Elsevier. s. 18/19.