Omkring 1900 var skandinavisk litteratur overraskende populær uden for Skandinavien takket være sprogets friskhed og idéerne. Da det kun var forbeholdt få udvalgte at læse værkerne på originalsproget, spillede oversættere en vigtig rolle som 'kulturformidlere'. Den hollandske oversætter Dien Logeman-van der Willigen var en af dem. For sine enestående fortjenester inden for oversættelse modtog hun både en finsk og en dansk medalje. I det tyske sprogområde var Pauline Klaiber-Gottschau en tilsvarende fremtrædende skikkelse.
Det virkede derfor interessant at sammenligne Logemans og Klaibers oversættelser. I dette indlæg vil jeg se nærmere på deres oversættelse af Inga Heine af J. Blicher.

Jenny Blicher, poet i hjertet og sjælen

"Sjældent er flammende lidenskab og den hårde kamp for at tøjle disse følelser beskrevet med så stor indsigt i den menneskelige natur, med så dybt rodfæstet tro på det 'bedre jeg' og i så fascinerende, poetisk form som i denne roman, der i Danmark regnes for et af de bedste nutidige litterære værker."
En femstjernet anmeldelse af den tyske oversættelse af den danske roman Inga Heine ( 1898) af Jenny Blicher-Clausen, som mange forfattere kunne lære noget af.

Men Jenny Frederikke Blicher-Clausen (1865-1907) havde ikke helt udelte succes i Danmark. Det brede publikum elskede hende for hendes gennemlevede følelser og lyriske stil. Man fandt det decideret poetisk. Og det var også sådan, hun først og fremmest så sig selv: som digter. Allerede i en ung alder skrev hun poesi i klassiske, rimede vers. Det var derfor ikke underligt, at den kulturelle reformator Georg Brandes og andre autoritative kritikere – i modsætning til de mange fascinerede læsere – ikke kunne værdsætte hendes i deres øjne sentimentale rim.
Hendes litterære debut i 1885, en digtsamling, udkom under pseudonymet John Bentsen. Men snart gemte hun sig ikke længere under et mandenavn og trådte frem under sit pigenavn J. Blicher. Andre digtsamlinger fulgte, ligesom romaner i vers og historisk inspirerede skuespil. Inga Heine (1898) var hendes prosa-debut, men hendes poetiske åre viste sig bestemt ikke at være tørret ud, da hun skrev den.
Hendes ægteskab med præsten Henrik Clausen endte med hans dybt beklagede død i 1901. Ifølge eksperter udstrålede hendes værker efter hans død en vis melankoli og sorg.

Hvis lykken kommer, bliver livet sødt, hvis den ikke kommer, bliver livet bittert – bittert – og ikke sødt – men endnu ufødt.

Kort sagt handler romanen Inga Heine om en ung piges, Inga, kærlighed til en ældre gift mand. Derudover uddyber Blicher temaet om, at en kvinde har ret til at udfolde sig som kunstner. Inga bliver kastet frem og tilbage mellem den fortærende længsel efter sin sjælefrænde og bevidstheden om, at hun ville begå en stor moralsk fejl ved at berøve en far/ægtemand hans familie. Til sidst giver hun op på kærligheden og vælger dermed en livslang lidelse – en lidelse, der på den anden side også muliggør en ophøjelse af sjælen. Ingas bedstemor giver hende følgende vise råd på sit dødsleje: "Husk altid, at lidelse giver livet lige så meget værdi som lykke."
Dette forædende lidelse, hvor Blicher trækker på romantisk inspireret tankegods, er et gennemgående tema i hendes værk. "Intet forædler mennesket mere end sorg".¹ Og i romanen Det fortabte eventyrland lader Blicher en af sine hovedpersoner formulere sit livsmotto på følgende måde: "Jeg tænkte på et citat af Browning, som du måske kender: 'Hvis lykken kommer, vil livet være sødt, hvis den ikke kommer, vil livet være bittert – bittert – og ikke sødt – men endnu ufødt.²

Dien Logeman og Pauline Klaiber

Også i udlandet fandt Blicher hurtigt et ivrigt læserpublikum.
Den tyske oversættelse af Inga Heine blev udført af Pauline Klaiber i 1901. For det nederlandske sprogområde overtog Dien Logeman-van der Willigen³ denne opgave i 1902 for forlaget Honig.

Dina Samuela ('Dien') Logeman-van der Willigen (1864-1925) var i sin tid en meget respekteret oversætter af skandinaviske sprog samt finsk. 'Hun bragte altid noget af den friske nordiske luft med sig, som hun selv så gerne indåndede,' skrev en kollega efter Logemans død.⁴ Betegnelsen 'frisk' dukker ofte op i diskussioner om litteratur fra Skandinavien og henviser især til en vis soberhed, en litteratur uden dikkedarer, kombineret med dybde og autenticitet i idéerne. Med sin "lynende forståelse"⁵ lærte Logeman sig hurtigt dansk ved at gennemgå H.C. Andersens eventyr på baggrund af en tysk oversættelse. Senere fulgte studier i svensk, norsk og finsk. Det var ikke kun det sproglige aspekt, der fascinerede hende i den skandinaviske litteratur, men også "tankernes finesse og følelsernes rigdom", som hun kaldte det. Indholdet, tanken bag et værk, vejede tungt for hende.
På grund af sin mands arbejde boede parret nogle år i England, hvor hun koncentrerede sig om engelsk.
Logeman var en begavet autodidakt, der lærte at beherske de forskellige sprog på højt niveau.

Pauline Klaiber-Gottschau (1855-1944), den tyske oversætter af Inga Heine, var på mange måder Logemans modstykke. Som autodidakt med en enestående arbejdsindsats oversatte hun værker fra dansk, norsk, svensk og engelsk. Ligesom Logeman oversatte hun mange værker af Blicher og Ingeborg Maria Sick. Men hun blev især kendt for oversættelsen af næsten hele Selma Lagerlöfs forfatterskab. Som oversætter blev hun højt værdsat, hvilket også fremgår af Thomas Manns, en fremtrædende litterær skikkelse, der karakteriserede hendes oversættelser af Lagerlöfs værker som "meget dygtige". ⁶ Også i Nederlandene var der positive røster om Klaiber, f.eks. om hendes oversættelse af Konerne ved Vandposten af Knut Hamsun: "Den tyske oversættelse af Pauline Klaiber-Gottschau er behagelig at læse."⁷

Logeman og Klaiber: to flittige oversættere fra samme periode i et lignende genre. Begge kan med en imponerende og velmodtaget produktion på i alt omkring 100 oversatte titler kaldes kulturformidlere i optima forma.
Jeg spekulerede på, om deres respektive oversættelser af Inga Heine er sammenlignelige, eller om de hver især har sat deres eget præg på oversættelserne.⁸

Poetisk frihed

Titelblad:
(De) Motto: Lidelsen er en Livsværdi - ligesaa vel som Lykken. 
En Nutidsfortælling
(Dt) Motto: Das Leiden ist ein Vorzug des Lebens - ebenso wie das Glück. 
Roman aus der Gegenwart
(Ned) - 

Allerede på titelbladet bemærkes forskelle.
Blichers undertitel "en Nutidsfortælling" (en nutidig fortælling) antyder, at romanen omhandler aktuelle problemstillinger i forfatterens her og nu. Mottoet om lidelse og lykke i livet, to sider af samme sag, som uden tvivl var Blichers eget livsmotto, giver straks et indblik i fortællingens tone.
Klaiber oversætter denne besked bogstaveligt, men bemærkelsesværdigt nok er der intet af det at finde i den nederlandske oversættelse. Om det var Logemans beslutning eller forlagets, kan ikke vurderes.
Man kan dog allerede her fornemme de to oversætteres respektive oversættelsesstrategier.
Klaibers oversættelse er meget samvittighedsfuld og følger som regel kildeteksten ret bogstaveligt, ikke kun på ordniveau, men også grammatisk/stilistisk. Logeman har en tendens til at omgås teksten mere frit. Til illustration herfor kan nævnes indledningsafsnittet:

(De)En lille halv Mil fra Vesterhavet - netop saa langt inde i Landet og i Læ af Klitterne, at en Skov kunde trives paa Sydsiden og Gangene i den store Have voxe sig tætte, laa den gamle Gaard "Klitholm".
(Dt) Eine halbe Meile von der Nordsee entfernt, gerade so weit landeinwärts, dass unter dem Schutze der Dünen an der Südseite ein Wäldchen fortkommen und das Gebüsch der Gartenwege dicht aufwachsen konnte, lag der alte Herrenhof Klitholm.
(Ned) Knap en halv mil fra Nordsøen lå den gamle herregård Klitholm. Lige langt nok inde i landet og tilstrækkeligt beskyttet af klitterne til, at der på sydsiden kunne vokse en skov, og at der i alléerne i den store have kunne vokse høje træer.

Den oprindelige komplicerede sætningskonstruktion med indskudte bisætninger og subjektet i slutningen af den lange sætning bevares i den tyske tekst, mens Logeman vover at dele den lange sætning op og dermed omgår problemet med stive bisætninger. Hun flytter også subjektet frem. For det nederlandske sprog kommer dette bestemt smidigheden og læsbarheden til gode. Det bliver næsten en historie, der også kan fortælles. Jeg må dog bemærke, at sådanne komplekse sætningskonstruktioner er mere almindelige på tysk end på nederlandsk.

Bemærkelsesværdigt er dog den egen fortolkning af ordet 'Gaard'. Det betyder faktisk blot gård eller bondegård. Logemans "landgoed" forudsætter dog et stort areal på hurtigt fem til ti hektar med et landsted og flere udhuse, mens Klaibers "Herrenhof" udstråler en vis arkaisk storhed – officielt er denne betegnelse ligesom 'Fronhof' forbeholdt jordbesiddelser med beboelseshus og tilhørende bygninger tilhørende en 'Grundherr', en jordbesidder med juridiske og administrative beføjelser. Efter revolutionen omkring 1848 gik titlen Grundherr af brug.
Denne 'Gaard' Klitholm vakte tydeligvis Klaibers fantasi: lidt længere fremme i teksten går hun for vidt med en egen tilføjelse om en barnebarn, der skulle være faldet i krigen om Slesvig-Holsten:

(De)Fra ham gik den [Klitholm] i Arv til Sønnen og senere til Sønnesønnen.
(Dt) Von ihm erbte das Gut sein Sohn und von diesem wieder sein Enkel, der Anno 1864 als Freiwilliger im Kriege fiel.
(Ned) Van hem ging 't [Klitholm] over op den zoon, daarna op den kleinzoon.

Klaiber går meget langt med denne personlige bemærkning, men hun har også en tendens til at 'forskønne' teksten efter eget skøn:

(De)Saa skrev han neden under:
(Dt) Dann ergriff er die Feder und schrieb unter die eben gelesenen Verse:
(Ned) Toen schreef hij eronder:

Logeman derimod reducerer teksten med en vis flair regelmæssigt til kernen i budskabet og forhindrer dermed, at en oversættelse virker unaturlig og "skurrer":

(De) at tage Studenterexamen/sad i Auditoriet og hørte en filosofisk Forelæsning
(Dt) Abiturienterexamen machen / ich sass im Hörsaal und hörte eine philosophische Vorlesung
(Ned)van plan om te gaan studeren / terwijl ik zat te luisteren naar een college over philosophie

Logeman viser også denne flair i sine tiltaleformer og beskrivelser. Klaiber forbliver lidt mere stiv, måske som det også var passende for en god tysker på den tid. Logeman kommer, inden for det register, som Blicher anvender, i mange tilfælde med sprudlende, naturligt virkende oversættelsesløsninger:

(De) min egen, egen Bedstemor Heine
(Dt) meine liebste, beste Grossmutter
(Ned) mijn eigen lieve grootje

(De) om Forladelse, Bedstemor Heine
(Dt) Ich bitte tausendmal um Verzeihung, Grossmutter
(Ned) ach, pardon, grootje-lief

Når Inga taler til en hund:
(De) min Basse
(Dt) mein Freund
(Ned) min gode lobbes

(De) Jeg får næsten kvalme af den slags
(Dt) Mir wird ganz übel von all dem Gerede
(Ned) Ik word akelig van al dat gezanik

(De) med store, gravitetiske Skridt
(dt) med store, gravitetiske skridt
(Ned) med stolte, ærværdige skridt

En særskilt historie er den måde, oversætterne behandler titlen "Etatsraadinde" på.
En Etatsraad/Etatstråd, som regel oversat med statsråd, er en titel, der har sin egen betydning i forskellige lande. I Danmark og Norge var det en æresbetegnelse, der blev tildelt af kongen, ofte til højere embedsmænd eller forretningsmænd. I 1909 blev denne titel afskaffet. En "Etatsrådinde" er – afhængigt af konteksten – statsrådets hustru eller enke. Klaiber har inden for det tyske sprogs muligheder mulighed for blot at vælge "Staatsrätin" som oversættelse. For nederlandsk er det ikke så enkelt, og oversætteren er nødt til at bruge en beskrivelse. Logeman gør det og går efter den første forklarende oversættelse elegant over til enke/fru/dame:

(De)Die gamle frue Etatsraadinde
(Dt)die alte Staatsrätin
(Ned) den gamle enke af statsrådet. Derefter: den gamle enke/ den gamle dame/ den gamle fru

Andre steder er det netop Klaiber, der arbejder eksplicativt. Det gør hun for eksempel, når det drejer sig om en såkaldt hul vej, der er så udslidt og fordybet af brug, at den så at sige ligger mellem skråninger på begge sider. I denne roman er disse skråninger bevokset med en hæk af blomsterrige buske. Ingas bedstemor har anlagt disse hække som et minde om hækkerne på øen Fyn, hvor hun er født og opvokset. Det fremgår klart af historien, hvad der menes med Fynske hække, men Klaiber skriver det alligevel ud for læseren:

(De) 'Fynsk Hegn'
(Dt) ein heimatlicher Weg / ein Heckenweg der Insel Fünen
(Ned) 'Funensche haag'

Branding's barking

Det smukkeste ord i romanen er for mig uden tvivl 'Vestervovvov'. Det er en sammentrækning af 'Vesterhavet', et alternativt navn for Nordsøen, og 'vovvov', en onomatopoeia for en hunds gøen. Ifølge korpus.dk forekommer dette ord kun én gang på dansk, og det er som titel på en fiktiv film. Det er tilsyneladende et billedrigt allitererende neologisme fra Blichers egen pen og dermed en fri billet til oversættere til at give deres kreativitet frit løb. Man kan høre bølgernes brusen og buldren, og fingrene klør efter at skrive noget i stil med 'brølende/buldrende brænding'. Klaiber giver et stærkt bud med "Wogenbrandung", bølgernes brusen. Men Logeman? "Noordzee". Ikke mere og ikke mindre. På ingen af de mange steder, hvor "Vestervovvov" bruges, kommer hun med et sprudlende bud, selvom hun bestemt ikke mangler oversættelsesevne:

(De)Vestervovvov
(Dt)Wogenbrandung
(Ned)Noordzee

Men med de mange digte rehabiliterer Logeman sig selv, mens Klaiber begår nogle fejl. Generelt kan man sige, at Logeman følger to strategier i oversættelsen af Blichers poesi. Enten oversætter hun ret bogstaveligt uden at bevare slutrimene, eller også oversætter hun versene frit med slutrim. Klaiber holder sig så tæt som muligt på originalen i sin oversættelse af versene.
Mærkeligt nok udelader Klaiber, måske på forlagets opfordring, et meget vigtigt digt. Det drejer sig om et digt, som den mandlige hovedperson skulle have skrevet, og hvor han udtrykker sit ønske om døden som løsning på alle problemer:

Hvad kan man sige på baggrund af disse få oversættelseseksempler? I hvert fald at begge damer har lavet flotte oversættelser, der har nået et stort publikum og vakt begejstring.
Men efter min mening skiller Logeman sig alligevel ud med sin autonome flair. Det er netop denne modighed til at løsrive sig fra originalen, der gør en oversættelse til en tekst, der virker original.

1. Det fortabte Tooverland i Logemans oversættelse, udgivet af Honig, Utrecht, 1904, s. 48) er fuldstændig gennemsyret af dette.
2. Robert Browning (1812-1889), engelsk digter og dramatiker.
3. Mens jeg skriver denne artikel, er Ester Jiresch i gang med at lave en omfattende oversætterportræt af Logeman hos VNLex. Derfor vil jeg nøjes med at komme med nogle generelle bemærkninger om hendes liv og arbejde.
4. M.E. Belpaire, i en mindeartikel i Dietsche Warande en Belfort, 1925.
5. Med ordene fra den danske forfatter Ingeborg Maria Sick, der senere blev en nær veninde af Logeman: "Hendes forståelse var lynhurtig, hendes intuition skarpsindig, hendes handlekraftighed energisk."
6. Thomas Mann, Reden und Aufsätze, (Gesammelte Werke, Bd. 10), Fischer Verlag, Frankfurt, 1990, s. 639.
7. Om oversættelsen Die Weiber am Brunnen, Albert Langen Verlag, München, 1920. I: Vlaamse Arbeid, årgang 12 (1922), s. 359.
8. Logemans oversættelse af Inga Heine udkom i flere oplag. Til min sammenligning har jeg brugt det ottende oplag fra 1922. Udgivet af Honig, Utrecht, 1922. Til Klaibers version har jeg brugt oversættelsen fra 1901. J. Engelhorn Verlag, Stuttgart.