Det forrige indlæg, Torelore 1, er en rekonstruktion af forfatteren Karin Michaëlis' liv, hvor jeg ønskede at vise, hvordan liv, ideologi og arbejde var tæt forbundet hos hende. Del 1 handler også om Torelore, symbolet på en fredelig verden.
I ungdomsbogen Den grønne ø(Den grønne ø) synes alt, hvad der drev og formede Karin Michaëlis, mere eller mindre at samles. Det skulle blive en af hendes sidste romaner. Derefter engagerede hun sig under 2. verdenskrig som en sand ambassadør for en bedre verden og arbejdede utrætteligt for at udbrede fredstanken gennem foredrag og reportager til aviser og magasiner. Efter krigen var det tid til at gøre status over sit liv i den engelsksprogede selvbiografi Little troll, efterfulgt af en omfangsrig, tredelt dansk selvbiografi Vidunderlige verden (Fantastisk verden).
Men nu i denne artikel vil jeg sætte fokus på den fænomenale roman Den grønne ø, som efter min mening ikke står tilbage for en klassiker som Robinson Crusoe.

Verden drukner

For første gang vælger Karin Michaëlis (KM) en dreng som hovedperson i en ungdomsbog: den femtenårige Torben. Hans forældre giver ham lov til at overnatte udenfor for første gang. Det er selvfølgelig meget spændende at campere, og han har indrettet en hyggelig hule under et stort træ, komplet med tæpper, mad, fars kompas og en buket blomster fra mor. Eventyret kan begynde, han er helt klar. Men om natten vågner han:

Et øjeblik tror han, at han er vågen. Så falder han i søvn igen, det er han sikker på. Men pludselig er han lysvågen. Der er noget anderledes end normalt. Mærkeligt. Det er ikke rigtigt. Ubehageligt. Det må være noget med lyset. Det blænder dig. Dine øjne brænder og svier. Virkelig. Lyset blænder dig. Men hvor kommer det mærkelige gule lys fra? Det er ikke engang halvmåne, og det kan heller ikke være langt over midnat. Han er virkelig dødtræt. Han kunne sove i timevis. Hvis bare hans øjne ikke var så brændende. Han holder hænderne for øjnene: det gule lys skinner igennem. Han holder en sko for øjnene: det skinner igennem skoen, som om den var af glas. Men ... hvis lyset skinner igennem alt, så ... kan det ... kun være ... radium!!! Ra-di-um!!! Torben rejser sig med et ryk. Væk med dig, radium! (...) Men hvorfor er der så stille? Han gnider sig i øjnene og ser kun blå himmel og blåt vand. Intet andet. (...) Hvor er skoven, hvor er slottet, hvor er ...(..) Hvor er Tåsinge, hvor er Svendborg? Hvor er ... alting?

Historien udspiller sig helt klart på Thurø, selvom det ikke nævnes eksplicit.
Selvom bogen ellers primært handler om en undersøisk vulkanudbrud, og beboerne i første omgang tror, at dommedag er kommet, er det fristende at tro, at der er sket en eksplosion af et atomvåben, en uranbombe. Ved kernespaltning nedbrydes uran, hvorved radium frigives som radioaktivt nedbrydningsprodukt. I sig selv er det usandsynligt, at KM allerede var bekendt med virkningerne af atomvåben, da hun skrev bogen. Jeg er også enig i, at en undersøisk vulkanudbrud kan forårsage gult lys. Ved dannelsen af damp og vanddamp eller ved trykbølger, der breder sig i cirkler, kan der i en sådan situation opstå former for gult lys i atmosfæren, som det ses på billedet her.Desuden er der ingen steder i bogen antydet, at der skulle være opstået bivirkninger af en overdosis stråling.
Alt dette taler bestemt for, at man kan antage, at en undersøisk vulkanudbrud har forårsaget oversvømmelsen og det gule lys – en fortolkning, der i litteraturen om Den grønne ø også stort set standard.
Men alligevel …
KM kendte Albert Einstein godt, som allerede i 1930'erne i stigende grad frygtede de vidtrækkende konsekvenser af kernespaltning. Desuden er det efter min mening et meget stærkt argument for, at en atomeksplosion var årsagen til naturkatastrofen, at den oprindelige version, som Maria Lazar oversatte til tysk i 1932, adskiller sig fundamentalt fra det danske fragment, som jeg har gengivet ovenfor. I den tyske version mangler nemlig fænomenet med det gule lys, der trænger igennem alt. I perioden efter 1932 har KM tilsyneladende bevidst valgt at tilføje det gule (radioaktive) lys, som Torben genkender som radium.
Ikke helt logisk – men måske alligevel en implicit henvisning til uranbomben? ¹

Hele verden synes at være forsvundet under vandet som følge af eksplosionen, kun den lille ø Thurø er blevet skånet. Der er stille, alle fuglene er fløjet væk, og der er ingen radiokontakt til resten af verden. Blind panik overalt – hjælp, verden drukner! – hamstrer!!
Der skal sættes en stopper for kaoset, og man beslutter at danne et råd bestående af ti vise mænd, som skal regulere tingene. Men der er også brug for en rigtig leder. Titlen 'konge' minder for meget om det gamle system, og også 'præsident' eller 'direktør' vækker uønskede associationer. Og så ender de med at vælge titlen konsul, en titel, der har rødder i den gamle romerske republik og også var acceptabel under den franske revolution. Konsulen vælges ved lodtrækning, og alle, mænd, kvinder, unge og gamle, kan deltage. Torben trækker det vindende lod og bliver dermed mod sin vilje konsul, med de vise mænd ved sin side. På trods af sin unge alder er han i sig selv velegnet til en lederrolle. På grund af sin fars arbejde har han tilbragt det meste af sit liv i Sovjetunionen, helt ude i Sibirien ved grænsen til Mongoliet, og han er nogle gange i tvivl om, hvor han hører hjemme, i Sibirien eller på Thurø. Det gør, at han kan se situationen på Thurø med klare øjne – eller, om man vil, gennem røde briller.
Befolkningen er rasende over resultatet af lodtrækningen. "Sådan en snothvalp! Skal han regere over os?" De buher og pifter ad ham og omringer ham med knyttede næver. De vil endda sætte en krans af brændenælder på hans hoved:

Skal konsulen ikke have en krone på? Der lød buldrende latter omkring ham. Han kiggede op, som om han ville se den blå himmel en sidste gang, før han forsvandt i det store mørke. (...) Og vrede hænder svingede brændende nåle i hans ansigt. Han gjorde ikke modstand.

Præsten lod det hele ske, men Torbens veninde Malen kommer den som en Messias plagede Torben til undsætning, går amok som en fe og tvinger de forsamlede borgere til at lykønske Torben med hans valg til konsul. Modvilligt adlyder de, og roen synes at vende tilbage.
Mens de ti mand store råd skændes, finder Torben på alle mulige konstruktive løsninger for at holde livet på øen i gang. Han beslutter for eksempel, at det eksisterende skolesystem skal ændres. Alle børn skal gå i skole, men det er slut med de nytteløse lektioner fra før:

Kom nu, kammerater, nu er det slut med den kedelige skole fra før, som var en sand pine! Hør her! Hvad skal vi med de skøre årstal for krige og konger og kejsere, som for længst er døde? (...) Hvorfor skal vi lære en masse floder og bjerge og lande og byer udenad, når der ikke er flere floder eller bjerge, men kun vores egen grønne ø! Væk med fremmedsprog! Selvfølgelig skal vi i skole. Men på en helt ny måde.  

Børnene slår sig sammen og opretter til at begynde med 'Børnenes Republik, den grønne ø'. Hver dag overvejer de svorne kammerater, hvad der kunne være en nyttig skoleopgave. For eksempel at lede efter svampe. Eller at samle brænde til den kommende vinter, eller at samle sten til at bygge et stort centralt lagerrum. De beslutter ikke længere at smide noget væk, men at genbruge det, hvor det er muligt. En bæredygtig, 'grøn' livsstil altså.
Da den byttehandel, der er opstået blandt de voksne, viser sig at være medvind for typer, der prøver at tjene på det, beslutter Torben på råd fra jordemoderen at afskaffe ejendomsretten helt. Så bliver fordelingen helt retfærdig, hamstring bliver meningsløst, og kriminaliteten vil forsvinde – for hvorfor skulle man stjæle noget, der alligevel allerede er ens eget?
Gradvist omdanner de velstandsøkonomien til en sundhedsøkonomi – de går fra velstand til velvære.

For alle beslutninger, der skal træffes, kan de henvende sig til jordemoderen, også kaldet Syltesørine (tysk: Marmeladensörine), altså en kvinde, der laver syltetøj. Det danske ord for jordemoder er 'Jordemor', bogstaveligt talt jordmor. Det modsatte, moder jord, genklinger også i det. Jordemoder har også en smuk, dybere konnotation, for som klog, vis kvinde står hun ved begyndelsen af det nye liv, som hun bringer til verden. Syltesørine er vis og står tæt på naturen. Hun ved alt om vilde urter, der kan bruges som mad eller medicin.
Det viser sig, at hun også har en velbevaret hemmelighed: en gigantisk mængde syltetøjsglas med grøntsager og frugt. "Der er mere end tusind!" udbryder Torben imponeret. Til sidst fortæller jordemoderen historien bag alle disse syltetøjsglas – de var beregnet til at sikre, at flygtninge aldrig mere skulle lide sult.
Det er forståeligt, at den tidligere elite ser på alle disse kollektive reformer med utilfredshed og sorg. Men også de indser, at man står stærkere sammen end alene, og til sidst giver de efter.
Med forenede kræfter og den nødvendige opfindsomhed fra de yderst selvstændige børn og ikke mindst Torbens fars tekniske indsigt lykkes det befolkningen at bringe energiforsyningen op på niveau ved at bygge vindmøller og udnytte vandkraft. En yderligere oversvømmelse undgås, og befolkningen udstøder i euforisk broderskab et dybt suk af lettelse.
Og så lyder der pludselig

støj i luften, ligesom når de store flokke af trækfugle flyver mod syd. Duerne kommer tilbage!

Og der er radiokontakt!

Og hvad nu???

Censur

De bøger, som KM slog igennem med i 1902 i ind- og udland, havde hun skrevet i en slags trancetilstand i løbet af nogle uger – hun satte sig ved sit skrivebord, lagde pen og papir klar og ventede på, at ordene kom af sig selv. Men Den grønne ø opstod bestemt ikke i en strøm af inspiration. Den endelige udgave blev forudgået af en periode på godt ti år med finpudsning og tilpasning.
Kort sagt blev den første rå version fra omkring 1923 om en utopisk drøm gennem årene omarbejdet til en skitse af et konkret ideal for et samfundsmodel. I 1932 oversatte Maria Lazar det endnu ikke udgivne manuskript til tysk, hvorefter rettighederne til den tyske version blev købt af forlæggeren Herbert Stuffer. KM beholdt rettighederne til det danske manuskript.
Timingen var uheldig – 1933, året for Rigsdagsbranden, styrkede Hitlers position. Af frygt for repressalier fra naziregimet, der kunne true både forlagets og illustratoren Hedvig Collins eksistens, slettede Stuffer på egen hånd flere pro-jødiske passager, som regimet kunne tage anstød af. I et forfatterportræt af KM er litteraturforsker og KM-ekspert Birgit Nielsen på imponerende vis lykkedes med at rekonstruere den komplicerede tilblivelseshistorie i detaljer.² Stuffer havde ikke informeret KM om ændringerne og fremførte senere som en gennemskuelig undskyldning, at visse sider var gået tabt på grund af kaotiske omstændigheder under flytning og sygdom, hvilket havde tvunget ham til at ændre teksten. I Stuffers version kan jordemoderens hemmelighed, årsagen til den gigantiske samling af syltetøjsglas, spores tilbage til en drøm, hun engang havde om et enormt flammehav, der bredte sig omkring hende og kun skånede hendes hus (s. 143/4 i den tyske udgave). Da hun ankom til Thurø, huskede hun drømmen igen og tænkte, at det ville være en god idé at have et lager af mad i tilfælde af en katastrofe. 'Um Brot und Fleisch und Milch konnte ich mich nicht kümmern; das kan man ja nicht so einmachen. Aber das, was ich verstand, habe ich getan," slutter hun forklaringen på sin samlermani. En meget neutral forklaring, som Stuffer ikke så hurtigt ville brænde fingrene på. "
" Det er noget helt andet end det, KM oprindeligt havde skrevet, og det, den danske udgave fra 1937 byder på.³ KM havde givet jordemoderens fortid en udpræget pro-jødisk farve. I sine unge år havde jordemoderen som enlig mor uden bopæl i Hamborg fundet et varmt hjem hos den ortodokse jødiske familie Schalom. En familie, der selv knap nok kunne holde hovedet oven vande, men som alligevel af godhed gav hende en uventet arv, så hun kunne uddanne sig til jordemoder. Da det til sidst viste sig umuligt at tilbagebetale pengene til Schalom, fordi familien var død af kolera, besluttede jordemoderen i stedet at gøre noget for alle jødiske flygtninge fra Østeuropa.
Den danske version fra 1937 er også blevet redigeret i forhold til det ucensurerede manuskript fra 1932, da den aktuelle forfølgelse af jøder efter 1933 er blevet inddraget.
De omstridte passager om jødernes skæbne vedrører jordemoderens erindringer. I den danske udgave fortæller hun Torben om en strøm af østeuropæiske jøder på flugt, der søger tilflugt i Tyskland, i dette tilfælde Hamborg:

En lang procession, kun jøder. Det var som om jeg igen hørte Schalom fortælle om pogromen i Ukraine. De jøder, der kom imod mig, havde stadig dødsangst i øjnene. De var klædt i laset tøj, og når de gamle mænds kaftaner blæste op i vinden, kunne man se deres nøgne, udmagrede lemmer.

Og år senere læste jordemoderen i avisen, at antisemitisk vold også var brudt ud i Tyskland selv:

I avisen stod der, at kristne studerende i universitetsbygningen havde mishandlet de fattige jødiske studerende, også de jødiske kvindelige studerende – de slog dem og spyttede dem i ansigtet. Det stod der i avisen. (...) Da tænkte jeg meget dybt. Måske kommer den dag, hvor jøderne også bliver fordrevet fra Tyskland! Hvor skal de så tage hen? Amerika er ikke villig til at tage imod flere fattige tiggere, hvad skal de gøre? Da tænkte jeg – det var jo før den ... den nat ... Og jeg sagde til mig selv: De skal være velkomne et sted. Selvom mit hus er lille og trangt, vil de her føle det samme, som jeg følte, da Schalom sagde: Pengene er til dig! Og fra den dag begyndte jeg i hemmelighed at samle frugt fra træerne og grøntsager fra haven. Derfor hang jeg krydderier til tørre i poser. Jeg ventede på det øjeblik, hvor jeg kunne gøre noget tilbage for det, Schalom og hans kone havde gjort for mig ... (...) nu er det ikke længere nødvendigt. Nu har alle rastløse jøder overalt i verden fundet fred. Nu har de fundet vejen hjem. (...) Nu kender I hemmeligheden bag kvinden med syltetøjsglassene. Men hvem ved, måske er det alligevel godt, at jeg har samlet alle de krukker og glas. Nu kan de stadig komme til nytte her på øen.

Nogle scener om forfølgelsen af jøder er grufulde, for grufulde til at gengive her, for grufulde til en ungdomsbog.

Det var en omstridt roman. Den danske presse var absolut ikke begejstret for den. Berlingske Aftenavis skrev således i 1937, at mødre ikke gjorde deres børn nogen tjeneste ved at udsætte dem for sådan propaganda. På den anden side ville problemet ifølge avisen løse sig selv, da der ikke ville være megen interesse for en så dårlig bog. Den forudsigelse gik i opfyldelse, for i Danmark forblev salgstallene særdeles beskedne. Uden for Danmark fandt den imidlertid et ivrigt læserpublikum gennem oversættelserne.

KM havde, som angivet, beholdt rettighederne til det originale danske manuskript, men på grund af uenigheder med den danske forlægger, især om honoraret, opstod den bizarre situation, at bogen først kom på markedet i Danmark i 1937, mens den tyske udgave allerede var udkommet i 1933. Også de italienske og tjekkiske udgaver, der var baseret på Maria Lazars (ucensurerede) manuskript, udkom allerede i 1933.
Den nederlandske oversættelse fra 1937 af Geraldina Elberts med de originale tegninger af Hedvig Collin er ligeledes baseret på Maria Lazars værk.⁴ Den nederlandske version blev digitaliseret i 2018, men er i øjeblikket ikke tilgængelig via Delpher og kan kun ses i læsesalen på KB i Haag. Ifølge forlydender er der endnu ikke indgået aftaler om ophavsretten. KM døde for mere end 70 år siden, hvilket betyder, at der ikke længere er ophavsret til hendes værk, men der er tilsyneladende andre rettighedshavere. Det har sandsynligvis at gøre med, at illustratoren Hedvig Collin døde i 1964, altså for mindre end 70 år siden.

Utopia

Torben og hans kammerater har gennem prøvelser og fejltagelser formået at skabe et samfund, der fungerer som en velsmurt maskine. Det er et ideelt, utopisk samfund, som mange i den 'virkelige' verden kun kan drømme om. Afledt af det oldgræske 'ou' og 'topos' i den bogstavelige betydning 'intet sted' er Utopia jo et 'ingenmandsland', et 'neverland' – et land, der ikke eksisterer. Men i modsætning til en illusion, der er en ønskedrøm om det absolut utænkelige, genlyder utopien alligevel af en forsigtig håb, en forsigtig optimisme om, at et sådant land sandsynligvis ikke findes nogen steder, men måske alligevel på en eller anden måde kan realiseres.
Gennem tiderne har mange tænkere konstrueret forskellige versioner af Utopia ud fra et dybt ønske om et sådant sted. Det skildres ikke som et idyllisk Arkadien eller paradis, et Cocagne eller et andet dovent Schlaraffenland, hvor sukkertøjet hænger på træerne. Grundlaget er fortsat et mere eller mindre realistisk samfund, hvor man skal arbejde for at tjene til livets ophold.

Thomas More var den første, der brugte ordet Utopia som sådan. I 1516 udgav han sin roman Utopia om en person, der kritiserede det daværende politiske og sociale system og trak sig tilbage til en (fiktiv) ø, en håndterbar verden i miniformat, tæt på Persien. More beskriver et samfund baseret på social samhørighed og lighed. Alle deltager i arbejdsprocessen, men udelukkende med meningsfuldt, ofte håndværksmæssigt arbejde. Ledelsen af øen er i hænderne på et demokratisk valgt råd af embedsmænd. Viljen til at samarbejde og livet i naturen giver en følelse af generel broderskab.
Indtil videre ligner KM's Den grønne ø en perfekt kopi af Mores Utopia. Men der er alligevel væsentlige forskelle. KM forbliver håbefuld, og det gode i mennesket, især i barnet, fortsætter med at være grundtonen, mens Thomas More i sine afsluttende ord sukker, at han ønsker den tilstand, Utopia, for hele verden, "selvom det er med ringe håb." Det skyldes måske, at More ikke tænker ud fra begrebet et 'nyt' menneske. Hos KM er der ikke plads til patriarkatet som hos More, hun vælger en kombination af matriarkat og 'pediarkat', hvor henholdsvis jordemoderen og børnene spiller den ledende rolle. Det er Schwarzwalds pædagogiske ånd, men i barnets rolle som skaber af en bedre verden, tilbage i naturen, genlyder også stemmen fra oplysningsfilosoffen Rousseau med hans nye sociale kontrakt og opdragelsesidealer. Barnet som et nyt, bedre menneske med et hårfint justeret etisk kompas. Gennem samarbejde kan den ønskede fornyelse realiseres, eller med D66's ord ⁵ i tiden op til parlamentsvalget i 2025: "Det kan godt lade sig gøre." Med al tillid og håb antyder den åbne slutning på Den grønne ø dog, at også KM har de nødvendige tvivl.
En anden forskel er, at øboerne hos More i deres "frie" tid fordyber sig i videnskaben, mens Torben og hans venner netop kasserer deres bøger som overflødig ballast. KM var for øvrigt ikke afvisende over for videnskab: Torbens fars, en ingeniør, tekniske mesterværker og børnenes tekniske snilde spiller en vigtig rolle i løsningen af problemer. Men det handler om anvendt viden og indsigt, ikke om tørre fakta.

Utopisk roman som politisk manifest

En roman, der slår til lyd for en så gennemgribende systemændring i retning af idealet, er utvivlsomt utopisk.
At skitsere et utopisk samfund er et velegnet redskab til (indirekte) at kritisere det herskende politisk-socioøkonomiske system ved at fremhæve dets mangler og vise, hvordan det kan gøres anderledes.
KM lod romanen udspille sig på Thurø, hvor nogle af personerne tydeligvis er baseret på virkelige personer. I den forstand kan man læse bogen som en nøgleroman. I figuren af jordemoderen kan man i øvrigt let genkende KM selv: overbevist om det gode i barnet, ukonventionel, med et klart samfundsbillede for øje, filantropisk og ikke at forglemme en ivrig samler af velfyldte syltetøjsglas. KM var i det virkelige liv også en slags syltetøjsglas-kvinde. Hendes samling af syltetøjsglas på Thurø til de mange flygtninge, hun gav husly, overlevede krigsårene uden en eneste revne eller brud takket være naboernes gode pleje.

I bogen var beboerne på den fredelige og idylliske grønne ø indtil oversvømmelseskatastrofen ganske tilfredse med deres liv, og der var ingen indre trang til at ændre på det eksisterende system. En tilfredshed, som i KM's øjne ikke længere var acceptabel i datidens turbulente tider. Thurø som pars pro toto for hele Danmark ville indebære kritik af hele det danske land. I taler havde hun allerede tidligere opfordret danskerne til ikke længere at vende blikket væk fra den antisemitiske terror og nazisternes grusomheder i Europa fra deres komfortable, kapitalistiske, individualistiske kokon. Kritik af Danmark – men også af det vestlige samfund som helhed, kritik til fordel for Sovjetunionens kollektive system.
At skitsere en ideel verden er naturligvis en form for refleksion. Om man rent faktisk gør noget ved det, er en anden historie. Det kan være meget ubehageligt at se, at der er ting, der skal ændres, uden at vide hvordan. For ikke at tale om den trykkende følelse, der kan overvælde en, når man skal give afkald på de formodede sikkerheder og landvindinger, som man måske baserer sin identitet på. Hvis det ikke er en mulighed at se væk eller tilpasse sig det eksisterende, kan man passivt trække sig tilbage som en eremit i en sikker boble, men man kan også rejse sig fra sin lænestol og aktivt gå i gang med at ændre systemet. Men det kræver mod. Og faktisk også en radikal omvæltning, en katalysator, der tvinger en til at handle. Det kan være en forandring indefra (som en revolution eller et oprør) for at afmontere den eksisterende konstellation eller en omvæltning udefra, hvor man kan tænke på katastrofer som krige eller naturkatastrofer. Eller en atombombe, som måske i Den grønne ø. Den eksisterende verden er da udslettet, og der er ingen anden alternativ end at genopbygge det hele fra bunden. Utopia-modellen kan da fungere som en slags blåkopi eller i hvert fald som en retningslinje.

I dette lys kan man med rette betragte Den grønne ø som et – litterært pakket – politisk manifest. Et politisk manifest af en forfatter, der udtrykkeligt præsenterede sig selv som en person, der ikke beskæftigede sig med politik? Politik var noget, der ifølge hende selv lå langt fra hende, og som hun faktisk ikke anså sig selv for klog nok til. Med denne (falske?) beskedenhed gjorde hun sig selv en bjørnetjeneste. Måske var hun ikke politiker i ordets strenge forstand, men hun var bestemt politisk i den antikke græske filosof Aristoteles' ånd. For ifølge Aristoteles er mennesket (...) et 'politisk dyr' (zoön politikon), argumenterede klassikeren Bram Witvliet for nylig i NRC, 'et væsen, der af natur er tilbøjeligt til samarbejde og engagement i samfundet. Venskab er en forudsætning for dette og er dermed en politisk dyd par excellence.⁶

Uanset hvilken kategori du vil placere KM i, passer hun perfekt ind i én kategori: humanisten, der kæmper for de undertrykte i samfundet og søger en fredelig verden, en slags Torelore.

1. Mange tak til Eva Kvorning, webmaster hos det danske Karin Michaëlis Selskab (karinmichaelis.dk), for den interessante og veldokumenterede diskussion om fortolkningen af det gule lys.
2. Birgit S. Nielsen, 2002, Karin Michaëlis. En europæisk humanist. Et portræt i lyset af hendes utopiske roman Den grønne ø. Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet.
3. I sin anmeldelse af Nielsens studie i Tijdschrift voor Skandinavistiek, bind 23 nr. 2 (2002), s. 303-306, påpeger Anders Bay meget rigtigt, at Nielsen trods al sin omhyggelighed alligevel synes at snuble lidt over de forskellige pagineringer i de forskellige udgaver. Nielsen skriver, at de redigerede passager findes i den danske udgave på s. 196-202, Bay nævner s. 124-130, mens det i min udgave er s. 136-142. Det har måske noget at gøre med, hvilken udgave man bruger. Nielsen og Bay skrev deres bidrag i 2002, jeg selv brugte den digitale e-bog-udgave fra 2017, som ikke indeholder illustrationer. I hvert fald drejer det sig om kapitlet Brændenælder/Brennesseln (brændenælder).
4. Det grønne ø, oversættelse G.W. Elberts, 1937, illustrationer af Hedvig Collin. Rotterdam, Nijgh & Van Ditmar.
5. Nederlands politisk parti, der sætter demokrati og en retfærdig samfundsorden højt.
6. Bram Witvliet, Vriendschap is óók een politieke deugd(Venskab er også en politisk dyd). Læserbrev i NRC, 11-10-2025.